Om aftenen lytter Ida til gamle telefonsvarerbeskeder fra sin mor. Det flår hendes hjerte op igen-igen

Ida Rud er skribent og debattør. Kommentaren er udtryk for skribentens holdning.

Om fem dage er det fire måneder siden, min mor døde. Hun blev 71. Min far blev 65. Og som 40-årig var jeg altså forældreløs.

Jeg synes, det har været og er vanvittigt hårdt. Jeg havde taget mig en sjælden fridag forleden, hvor jeg besøgte min bedste veninde, der bor i Svendborg.

På et tidspunkt tog hun tilløb til at spørge mig om noget og siger så: “Du har nævnt flere gange, at du er i dyb sorg. Hvad vil det sige?”

Hvordan vi oplever tab, død, sorg, et knust hjerte — det er forskelligt. At miste min mor føles helt anderledes end at miste min far.

Jeg er helt absurd træt. Jeg har ikke noget overskud. Det er endda hårdt at passe mit arbejde, som jeg ellers elsker, og som oftest er sjovt og energigivende. Nu er det bare en kamp.

Så mit liv pt. består af at pligtpasse mit arbejde - og så være hjemme sammen med min kæreste. Da jeg var i Svendborg forleden, var det første gang, jeg var social med andre end kollegaer, kæreste og storebror siden min mors død. Det dræner også. At jeg ikke kan overkomme noget.

Jeg prøver at lade være med at skamme mig over det, for det nytter ikke noget, ligesom frustration heller ikke fører nogen vegne.

Jeg prøver at hvile i det, for jeg ved, det er midlertidigt. Men det giver jo energi at tage til f.eks. koncert eller i teatret. At snakke med sine venner og reflektere over livet, høre hvordan de har det, tænke på noget andet …

I skrivende stund er det april. Lyset og varmen er på vej, men jeg fryser som aldrig før. Det tror jeg også, skyldes sorgen.

Jeg tager mig selv i at stå alt for længe under den varme bruser, i håbet om at blive nogenlunde varm indeni, for ellers er det kun på ydersiden.

Jeg savner min mor. Jeg savner at fortælle hende om min hverdag. Men jeg savner mest af alt hendes omsorg.

Den kærlighed, som jeg opfatter som så utrolig unik fra mor til barn. Måske er det derfor, sorgen er så meget voldsommere nu, selv om døden ikke er fremmed for mig.

Jeg savner at være nogens lille pige. At have en voksen i mit liv, der altid gider høre på mine dagligdagsbanaliteter og finde dem væsentlige. At kunne ringe til min mor og beklage mig over noget eller bare sige, det har været en lidt dum dag, og så blive anerkendt uden videre, hvor selv kæresten og de bedste venner nogle gange er lidt for fornuftige og ser tingene fra andre perspektiver.

Jeg ville ønske, jeg måtte tage sorgorlov. At få lov at bruge uger eller måneder på at gå ind i sorgen, lære den at kende og så springe ud som den nye Ida, der uundgåeligt kommer ud af det her på den anden side.

I stedet skal jeg fungere sideløbende med det. Jeg føler det, som om jeg bliver tvunget til at have min højre arm bundet bag på ryggen, og de forkerte sko på, at mine linser har den forkerte styrke, og at tandpastaen er den forkerte — og alligevel skal jeg klare alt det samme, jeg kunne før.

Alligevel forventer mange folk omkring mig, at jeg er tilbage ved det gamle. De bliver overraskede, når jeg takker nej til fyraftensøl. Måske de også bliver skamfulde, men det ved jeg ikke.

Jeg er stadig så relativt ung, at de færreste af mine venner og kollegaer kender til det at miste en forælder.

Man skal miste et barn for at få sorgorlov. Det er godt, det er blevet muligt for dem. Ville bare ønske, andre måske også havde muligheden.

Så jeg ikke bruger min friaften på at lytte til gamle telefonsvarerbeskeder fra min mor, hvor hun med sin søde stemme siger totalt ligegyldige ting, som flår mit hjertes sår op igen-igen — og så må tage på arbejde dagen efter. Uden at lade mig mærke alt for meget med det.

Kommentaren blev første gang udgivet i femina uge 18, 2023.