Min datter kan fem ord – og et af dem er navnet på hendes pædagog. Men det er ikke det, der bekymrer mig

Anne Wittorff Rusbjerg er chefredaktør på femina update. Kommentaren er et udtryk for skribentens holdning.

Jeg var lidt overrasket, da jeg første gang hørte hende sige det. Min datter, der fylder to år til september, er en lille smule fåmælt. Hvis hun bliver spurgt, hvad koen siger, når hun kun til “mmmm”, og hun har det med at kalde både mig og min mand for moar.

Men nu var der ét særligt navn, hun kunne sige klart og tydeligt. Navnet på en af hendes vuggestuepædagoger.

Det gav mig et lille sug i maven, for det er en klar og tydelig reminder om, at min datter bruger flere af sine vågne timer sammen med andre voksne mennesker end med mig.

Sådan har vi indrettet os – og jeg er i det store hele glad for det. Jeg elsker mit job, min mand elsker sit, og den tid, vi har sammen, er kvalitetstid.

Men jeg forventer også, at det fællesskab, der har glæde af, at vi går på arbejde, overholder deres del af aftalen.

I en ny rapport konkluderer eksperter, at kun hver tiende dagpleje og vuggestue er af god kvalitet.

- Det er jo ikke skadeligt for børnene, man kan sagtens aflevere sine børn i dagtilbud, det er vigtigt at sige, lyder det fra Signe Nielsen, der er formand i forældreorganisationen FOLA til DR.

Jo tak.

- Men det gør heller ikke noget godt for dem. Det løfter dem ikke, det udvikler dem ikke. Det er ikke okay, fortsætter hun.

Personalet er gode ved børnene, de er rare og omsorgsfulde, men de har ofte problemer med at hjælpe børnene med at knytte sig til andre børn. Og problemer med at hjælpe de børn, der er udenfor legen, konkluderer rapporten.

Man kunne fristes til at kalde det en form for kollektiv børneopbevaring.

Et sted, hvor børnene er sikre. De får mad, rene bleer og solcreme på kinderne.

Men skal man tro rapporten, er det i mange tilfælde også det.

- Det er katastrofalt, at det er det her, vi afleverer vores børn til, lyder det fra Signe Nielsen.

Og jeg er tilbøjelig til at give hende ret.

For vi skal simpelthen have højere ambitioner for vores pasningstilbud.

Resultatet er, at nogle forældre vælger at passe deres børn hjemme.

- Man skal gøre det, som føles rigtigt, og for mig er undersøgelsen et tydeligt eksempel på, hvorfor jeg holder Elanor hjemme, fortæller en af dem til Jyllands-Posten.

Fællesskabet har ikke overholdt deres del af aftalen, så hvorfor skal de?

Det er selvfølgelig ikke problematisk, at mødre vælger at være sammen med deres børn. Men det er problematisk, når valget ikke er frit.

Og det er ikke et frit valg, når den primære forklaring er, at vi har skabt nogle institutioner, hvor der – over en bred kam – ikke er overskud til at lære børn helt basale ting som at lege sammen.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at pædagoger og pædagogmedhjælpere gør alt, hvad de kan.

Når min datter finder ud af, at hun skal i vuggestue, drøner hun ud og henter sine små gule gummistøvler. Hun elsker at være der.

Jeg har også mødt de mest fantastiske pædagoger.

Men selv de dygtigste og mest engagerede mennesker har brug for omgivelser, hvor de kan vokse og udvikle sig. Og det får man ikke, hvis ens arbejde konstant er at slukke ildebrande eller skifte bleer på samlebånd.

Det er ingen hemmelighed, at det i lang tid har været nærmest umuligt at rekruttere uddannede pædagoger nok til institutionerne.

Ifølge BUPL mangler der akut 4.000 pædagoger i de danske dagsinstitutioner i 2023.

Ifølge Mattias Tesfaye er det for simpelt kun at tale om flere hænder.

- Vi vil gerne have en diskussion, der ikke kun handler om ressourcer, men også om kvalitet, siger han til DR og foreslår:

- Der er ting, man kan gøre allerede fra på mandag, for eksempel at sætte legetøjet frem på en måde, sådan at børnene kan nå det.

Ja, okay.

Eller: Hvad med, at I holdte jeres del af aftalen?