Det, der skete til festen på stationen, giver hende stadig ondt i maven: "Af alle steder i verden burde man være tryg der"

I et stykke tid havde Lene undret sig over, at en af hendes ledere i beredskabsafdelingen havde virket til at være sur på hende. Han havde virket vred, afvisende og vrisset af Lene i en periode, mens hun var i praktik som led i sin politiuddannelse.

Til en fest på stationen stødte hun ind i lederen på gangen og forsøgte at få ham i tale for at spørge ham, hvad hans attitude handlede om. Han førte hende ind i et rum på gangen.

– Samtalen drejede sig ret hurtigt væk fra at handle om min oplevelse af, at han var sur på mig, til at han bad mig om at tage med ham hjem og gå i seng med ham. Det var virkelig ubehageligt. Jeg sagde til ham: ”Det kan jeg ikke, og det vil jeg ikke."

– Samtidig var jeg også meget bevidst om, at jeg var nødt til at sørge for, at han ikke blev mere sur på mig. For han ville kunne ødelægge en masse for mig, fordi jeg var under uddannelse og han også havde indflydelse på min udtalelse fra afdelingen, fortæller Lene.

Det er én af de første af mange oplevelser, Lene havde af sexisme og seksuel chikane i de mere end 20 år, hun var ansat i politiet. I sin tid i politiet har Lene både været såkaldt betjent på gulvet, men hun har også været leder.

I 2010’erne sagde Lene op i forbindelse med et forestående stillingsskifte. Det skyldtes blandt andet hendes gentagende oplevelser af at blive behandlet dårligt på grund af sit køn.

Hun har flere gange oplevet sexistiske kommentarer og bemærkninger, uønskede kommentarer på sit udseende og uønskede berøringer og seksuelle opfordringer fra kolleger eller ledere i politiet.

– Det, der kan foregå inde på en politistation, er helt uden for normen i forhold til resten af samfundet. Af alle steder i verden burde man da være tryg der. Man er omgivet af tykke mure og politifolk alle steder, og så er man jaget vildt. Det er værre end at gå i byen lørdag aften, fortæller Lene.

Tilbage i rummet på politistationen brugte Lene lang tid på at tale lederen efter munden og overtale ham til at lade hende gå. Da en af Lenes andre kolleger kom og fandt hende og den overordnede, kunne Lene endelig forlade rummet.

Lene gik fra festen uden at fortælle nogen kolleger om oplevelsen og tog hjem til sin kæreste. Det var først næste dag, at hun fortalte sin kæreste, hvad der var sket. Efterfølgende fortalte hun også sin søster om oplevelsen. femina update har været i kontakt med Lenes søster, der bekræfter, at Lene fortalte hende om den omtalte episode.

Selv om Lenes oplevelse af at blive opfordret til sex af en leder i sin praktiktid ligger 20 år tilbage, husker hun stadig, hvordan det fik hende til at føle:

– Jeg var simpelthen så ulykkelig. Jeg var flov, og jeg følte lede ved mig selv. Jeg sygemeldte mig og græd i flere dage. Jeg sagde til min kæreste, at jeg aldrig skulle tilbage dertil igen, at jeg ikke kunne og ikke ville tilbage. Men da der var gået et par dage, blev jeg alligevel vred.

Lene vendte tilbage til stationen og fortalte sin tillidsrepræsentant, hvad der var sket. Sammen gik de til ledelsen.

Hun oplevede, at de tog situationen alvorligt, men det fik ingen ansættelsesmæssige konsekvenser for den overordnede. Han holdt sig fra at tale med Lene resten af hendes tid på stationen, fortæller hun.

– Det var ubehageligt, at den mand, som havde krænket mig og misbrugt sin position, fortsat var der, og at jeg mødte ham på gangene. Det synes jeg ikke var i orden. Men jeg var også ung og ville bare videre med mit liv.

”Kom nu, bare fem minutter”

Oplevelsen med den overordnede i praktikken var første og sidste gang, at Lene gik til sin ledelse og fortalte om grænseoverskridende adfærd og seksuelle opfordringer.

Lene kan ikke huske, at hun har været til en fest på sit arbejde, uden en kollega tog på hende eller fortalte hende, at vedkommende gerne ville have sex med hende.

– Fulde betjente, der har gjort som det passede dem og har ment, at de kunne tillade sig at rage på mig eller komme med forslag til, hvor vi skulle gå hen, og hvad vi skulle lave sammen, fortæller Lene og fortsætter:

– Jeg har så ofte fået at vide af mandlige kolleger, at de synes, jeg var mega lækker, og at de gerne ville kneppe mig. De synes, at jeg skulle gå med dem hen på et kontor eller ud på lokummet, for så kunne de klare det. De skulle bare have fem minutter, længere ville det ikke tage at knalde mig. ”Ej, kan jeg ikke bare få fem minutter?” Det har jeg hørt så mange gange.

Hendes oplevelser af uønskede berøringer og uønskede seksuelle opfordringer har også fundet sted, mens hun var leder, og afsenderne har både været kolleger, der var underordnede og sideordnede ledere.

– De fleste gange har jeg ikke gjort noget ved det, for jeg ved godt, hvor fulde de har været. Det ville også skabe rigtig mange problemer for mig, hvis jeg havde gjort noget ved det. Men jeg har jo været stækket som leder i forhold til de her mænd. Den autoritet som jeg gerne skulle have, den havde jeg ikke på samme måde som mine sideordnede mandlige kolleger.

Lene håndterede for det meste de uønskede berøringer og uønskede seksuelle opfordringer ved at bede dem om at ”holde snitterne for sig selv” og afslog alle uønskede seksuelle opfordringer.

I de tilfælde, hvor de uønskede seksuelle opfordringer er kommet fra en sideordnet leder, har hun givet ham et par ”borgerlige ord” næste dag og fortalt ham, at det ikke var i orden.

Lene synes, at det har været nedværdigende at modtage de uønskede seksuelle opfordringer fra sine kollegaer:

– Det signalerer jo først og fremmest, at jeg ikke var ligeværdig og respekteret. Fordi sådan opfører man sig ikke over for et menneske, som man respekterer. Sådan siger man ikke til et menneske, man respekterer.

En del af pakken

Når Lenes kolleger overskred hendes grænser ved at tage på hende eller spørge hende, om de ikke skulle have sex, har hun tænkt, at de var “nogle kæmpe idioter”, og hun har i høj grad mistet respekten for dem.

– Men samtidig har jeg også godt vidst, at i det at være ansat i politiet – så er det sku en del af pakken, fortæller Lene.

Selv om andre dele af kulturen på arbejdspladsen i politiet har ændret sig, har hun i alle sine år i politiet haft en gennemgående oplevelse af, at det kan være svært at sige fra:

– Det er det, der hedder korpsånd. Man sladrer ikke. Hvis man gør, bliver man set som en stikker, fortæller Lene.

En gang i 90’erne var hun ansat på en station, hvor der på nattevagter blev afspillet porno på et TV i vagtstuen.

Lene synes, det var grænseoverskridende, og at det ikke hørte sig hjemme på stationen. Hun gik til ledelsen og beklagede sig. De stoppede visningen af porno på vagtstuen, men flyttede det til en anden etage på stationen.

– De andre kvinder på stationen synes, at det var mega fedt, at jeg havde åbnet munden. Men der var også en del mandlige kolleger, der blev sure på mig og kaldte mig snerpet, fortæller Lene.

Oplevelsen af at det havde konsekvenser at sige fra, erfarede hun også i andre situationer.

– Jeg har lært på den hårde måde, at man holder sin kæft. Jeg har i hvert fald lært, at hvis jeg blev spurgt om min mening, så skulle jeg ikke sige den.

Det har også haft indflydelse på hendes overvejelser om ikke at gå til tillidsrepræsentanter eller ledere, når hun har oplevet uønskede berøringer og seksuelle opfordringer fra sine kollegaer.

– Jeg har været forbandet over de her ting, men jeg har også vidst, at hvis jeg tog låget af den krukke, så var der kun én vej for mig, og det var ud af butikken. Så ville jeg ikke kunne være der. Jeg ville for altid være hende, der sladrede. Jeg ville ikke blive behandlet ordentligt efterfølgende, hvis jeg havde åbnet munden om sådan noget, siger Lene.

Af samme årsag har Lene aldrig svaret ja til at have oplevet seksuel chikane fra en kollega eller leder, når hun har svaret på politiets trivselsmålinger. Hun har været bange for, at hun kunne blive identificeret i de afdelinger, hvor hun var ansat.

Kvinde på en mandsdomineret arbejdsplads

Mængden af grænseoverskridende kommentarer om køn og udseende har i Lenes oplevelse været størst i de afdelinger, hvor der ikke var så mange kvindelige kolleger.

Historisk har politiet været domineret af mandlige medarbejdere, og først i 1977 blev 18 kvinder for første gang optaget på politiskolen på lige fod med mændene.

Som kvinde i politiet har Lene haft en følelse af at være tålt, men ikke accepteret. Hendes indtryk er, at hun skulle arbejde hårdere for at bevise sit værd.

– Jeg følte mig ikke lige så meget værd som mine mandlige kolleger. Jeg var ikke en af drengene, og det kunne jeg aldrig blive. Men hvis jeg så bare kunne blive behandlet ordentligt og ligeværdigt, så ville det også være fint, fortæller Lene.

Hun mener, at korpsånden har en indflydelse på, hvorvidt kvinder fremover tør at sige fra. For selv om den kan være gavnlig, når kolleger skal kunne beskytte hinanden i et risikofyldt arbejde, kan den også gøre det svært at stå udenfor.

Ifølge Lene skal det være acceptabelt og ufarligt at tale højt, når man oplever noget, der ikke er i orden, hvis man skal have styr på de problematiske dele af arbejdsmiljøet.

Samtidig har det at være en minoritet på sin arbejdsplads også været med til at gøre det endnu sværere at sige fra, når Lene har oplevet grænseoverskridende kommentarer og opfordringer.

Hun var bange for, at det ville blive set som et svaghedstegn.

– Der er mange ting, jeg har været nødt til at finde mig i. Hvis jeg ville gøre mig den mindste forhåbning om at være bare en smule respekteret, så var jeg nødt til at rette ind til højre og tage de slag, der kom.

Lene er ikke hendes rigtige navn, da hun ønsker at være anonym af hensyn til sin frygt for yderligere chikane. femina update er dog bekendt med hendes identitet og hvor i politiet, hun har været ansat.

Politiets svar

Vi har foreholdt Rigspolitiet en række af de kritikpunkter, der nævnes i artiklen. De har ikke ønsket at stille op til interview, men i et skriftligt svar skriver de blandt andet:

“Det er ledelsens klare holdning, at krænkende handlinger og grænseoverskridende adfærd er aldeles uacceptabelt, hvad enten det er af seksuel karakter, racistisk eller lignende. (...) Rigspolitiet skal endelig bemærke og stærkt appellere til at medarbejdere, der er udsat for krænkende adfærd, henvender sig til deres ledere, tillidsrepræsentanter eller arbejdsmiljørepræsentanter. Rigspolitiet har konkret lavet en politik, der bygger på, at hændelser af enhver karakter skal tages yderst alvorligt, men det kræver naturligvis, at sagerne kommer til ledelsens kendskab konkret og hurtigt.”