Tina har været betjent i 35 år: ”Der er en stiltiende accept af, at nu træder du ind i en mandeverden, og så må du være med på de præmisser”

– Du ser træt ud, har du kneppet hele natten?

– Så du hende anklageren? Hende gad jeg godt at give en tur.

– Jeg kommer til at tænke på, hvordan du ville se ud uden tøj på.

Det er blot nogle eksempler på den type kommentarer og bemærkninger, som Tina har modtaget eller overhørt i sit arbejde som betjent.

– Det er plat, nedladende og kan være pisseirriterende at høre på. Jeg bliver træt på mit køns vegne. For når de taler sådan, er det, som om man som kvinde kun kan blive set for, hvordan man ser ud, og hvad man kan bruges til i sengen, fortæller hun.

Tina har været ansat i politiet i mere end 35 år. Hun husker ikke at have haft en arbejdsdag i politiet, hvor omgangstonen ikke var sexistisk eller seksuel. Bortset fra på en enkelt station, hvor hun primært sad med én ”pæn og ordentlig mand”.

Da Tina begyndte i politiet var der få kvindelige betjente. Og selv om der inden for de seneste 10 år er kommet flere kvinder til, er politiet stadig en arbejdsplads, hvor mænd udgør flertallet. I dag er 19 procent af polititjenestemændene kvinder.

I en rapport fra analyseinstituttet VIVE fra 2020 fremgår det, at 33 procent af de kvindelige betjente har oplevet uønsket seksuel opmærksomhed fra en kollega eller leder.

Tina har også oplevet uønsket seksuel opmærksomhed og kolleger, der kom med seksuelle opfordringer. Hun har været vred og irriteret over en kultur på arbejdspladsen, som hun kalder sexistisk.

Men hun har også oplevet at tilpasse sig til en mandsdomineret arbejdsplads og lært, hvordan hun kan sætte sig i respekt over for sine mandlige kollegaer.

Nu fortæller hun sin historie. For selv om hun mener, at der skal være plads til en fri og grov jargon i et risikofyldt arbejde, synes hun også, at de sexistiske og seksuelle kommentarer fylder for meget i dagligdagen.

Hårdhudet

Inden Tina begyndte i politiet, var hun udmærket klar over, at hun trådte ind på en mandsdomineret arbejdsplads.

– Der er en stiltiende accept af, at nu træder du ind i en mandeverden, og så må du være med på de præmisser. Og kan du ikke tåle lugten i bageriet, så må du finde et andet arbejde, fortæller hun.

Derfor tror hun også, at det kan være svært at stå ved, at de ting, man kan opleve fra kolleger, er grænseoverskridende. For som kvinde bør man vide, hvad det er, man går ind til i arbejdet i politiet, mener hun.

Tina er selv blevet vant til lidt af hvert gennem sine mange år i tjenesten. Selv om hun både synes, at de sexistiske og seksuelle kommentarer blandt kolleger kan være nedladende og fylde for meget, undlader hun at italesætte dem, medmindre de er ”rigtig slemme” eller er direkte rettet mod hende selv.

– Jeg tager det ikke ind. Jeg kan godt distancere mig fra det. Meget af det rører mig ikke, men det gør, at jeg mister noget respekt for kolleger, fordi nogle af dem går langt over stregen, siger hun.

Samtidig anerkender Tina også, at det kan være svært at håndtere tonen på samme måde, hvis man er mere sårbar, end hun er, eller befinder sig i en sårbar periode.

Hvis man italesætter de ting, der går over stregen, bliver det sjældent modtaget med kyshånd. Det har Tina erfaret på den hårde måde.

For flere år tilbage var Tina på en station, hvor der ofte blev afspillet porno på et tv i et hvilerum. I rummet kunne man under nattevagter sætte sig i en stol og tage en pause, hvis der var tid til det.

Men for Tina var der ikke meget pause ved at være ”tvangsindlagt til at se på porno”.

– Det var fuldstændig uacceptabelt og vildt generende. Det var utilstedeligt, at de kunne finde på at sidde og gøre det på en arbejdsplads. Det burde kun høre til i privatlivets sfære, siger Tina.

Dengang oplevede hun også, at der er blevet afspillet porno i andre rum, mens hun sad og forsøgte at lave sit arbejde. Men det var svært at gøre, mens hun overhørte lydene fra filmen.

Da Tina gik til de kolleger, der så med og lod dem vide, at det ikke var i orden, oplevede hun at nogle mandlige kolleger kaldte hende en “gimpe” og fortalte hende, at hun var sippet og sart.

En respons, som hun mener, er typisk, hvis en kvinde siger fra over for netop de dele af kulturen:

– Det bliver altid kanaliseret over på den kvinde, som opponerer imod det. Så er det hende, der er noget galt med, og som ikke kan være tolerant. Den bliver aldrig vendt indad hos de mandlige kolleger, fortæller Tina.

Det er også en af årsagerne til, at hun i de fleste tilfælde vælger at tie det ihjel, når hun lægger øre til sexistiske og seksuelle bemærkninger, både overfor hende selv eller rettet mod andre kollegaer.

Med årene er det sjældent, at hun personligt bliver generet over tonen. Men hun har overhørt kommentarer eller jokes rettet mod andre kolleger, som hun har fundet meget krænkende.

Siger du fra, når du hører kommentarer rettet mod andre, som du synes, er krænkende?

– Nej, det gør jeg ikke. For de mennesker, der siger de her ting, har ikke den empati, der skal til for at forstå det. Selv hvis jeg prøvede at irettesætte dem eller påvirke dem, så ville det ikke rykke noget, siger Tina.

At vælge sine kampe

Når Tina selv har oplevet at få rigtig grove eller lumre kommentarer fra kolleger, har hun svaret igen med en skarp kommentar af samme skuffe. Hun har forsøgt at vende situationen om, og det har lukket munden på dem.

– Man kan diskutere, om det er den rigtige taktik. Jeg har forsøgt at undgå det mønster, hvor det bliver den, der siger fra, der bliver udelukket fra det gode selskab, fortæller Tina.

Hun har afvejet, hvilke kampe hun gad at tage i forhold til de reaktioner, hun kunne risikere. Og som hun ser det, har hun taget tilpas mange kampe, til at hendes kolleger godt ved, hvad hun ikke vil finde sig i.

Når hun har sagt fra, har det været vigtigt for hende at gøre det på en måde, hvor hun ikke blev opfattet som pibet eller sart. Som kvinde i politiet mener Tina, at man skal undgå at fremstå som et offer, når man siger fra.

For man kan risikere, at kollegerne tager den opfattelse med sig, når de står på gaden i en presset situation.

Det samme gør sig gældende for måden, man siger fra på. Beklager man sig over tonen til ledelsen, fortæller Tina, at man kan risikere at blive opfattet som en stikker.

Hvor går grænsen?

I Tinas arbejde har hun vekslende opgaver og kan risikere at stå i situationer, der hurtigt eskalerer. I det risikofyldte arbejde mener hun også, at der skal være højt til loftet i den kollegiale omgangstone.

Det er en del af den ”lim”, der holder sammen på korpsånden.

– Der er nødt til at være en buffer, og den er ofte de grove og morbide jokes. Det er man nødt til at kunne æde, når man er i politiet, for ellers er der ikke noget sammenhold.

Derfor synes Tina også, at det er svært at vurdere, hvor grænsen for de sexistiske og seksuelle jokes og kommentarer skal gå. Selv mener hun, at det kammer over, når kommentarer og jokes af den karakter er daglige.

Sidste år blev omgangstonen nævnt på et personalemøde i Tinas afdeling. Ledelsen gjorde opmærksom på, at de skulle tænke sig om, før de talte, og især i forhold til kommentarer med seksuelle undertoner og sexistiske jokes.

Siden 2020 har Rigspolitiet indført en politik om grænseoverskridende handlinger og krænkende adfærd, udarbejdet actioncards, der skal gøre det klart, hvordan en krænkelse skal håndteres, samt afholdt en række temadage.

Men det er Tina ikke stødt på. Personalemødet var første og eneste gang i hendes karriere, at tonen er blevet italesat af hendes ledelse, fortæller hun.

Hendes kolleger grinte af, at det blev taget op på mødet. Men Tina mener alligevel, at det er nødvendigt at ledelsen italesætter det og involverer medarbejderne i samtalen om grænser.

– Hvis ikke man sikrer, at der kommer fokus på det, så bliver det aldrig anderledes.

Tina er ikke kvindens rigtige navn, da hun ønsker at være anonym af hensyn til sit arbejde. Redaktionen er bekendt med hendes identitet og hvor i politiet, hun er ansat.

Politiets svar

Vi har foreholdt Rigspolitiet for en række af de kritikpunkter, der nævnes i artiklen. De har ikke ønsket at stille op til interview, men i et skriftligt svar skriver de blandt andet:

“I politiet er det vigtigt løbende at forholde sig til kulturen, omgangsformerne og det forhold, at vi hver især har forskellige grænser for hvad vi finder acceptabelt. Politiet har derfor også de seneste år sat endnu mere fokus på området omkring krænkende handlinger. Det gør vi for at sende et klart signal om, at krænkelser eller chikane er aldeles uacceptabelt, hvad enten det er af seksuel karakter, racistisk eller lignende.”