Se, lyt & oplev
22. maj 2023

Hun er tilbage på ”Badehotellet”. Og hun er overrasket over, hvor Alice Frigh starter i den nye sæson

I allersidste sæson befinder karakteren sig på dybt og uvant vand, fortæller Anette Støvelbæk.
Af: Camilla Maria Johansen
Badehotellet
Alice Frigh (Anette Støvelbæk) i 'Badehotellet' sæson VIII.

Foto: Mike Kollöffel/TV 2

Optagelserne til den 10. og sidste sæson af TV 2-succesen ”Badehotellet” er i fuld gang.

Og nu fortæller Anette Støvelbæk til SE og HØR, at hun i den grad blev overrasket over, hvad der sker for hendes karakter, Alice Frigh, i finalesæsonen.

– Ja, det er jeg faktisk! Der, hvor jeg starter … Det vidste jeg ikke.

– Jeg vidste ikke, at jeg skulle starte dér – altså i denne sæson. Men jeg kan ikke sige mere om det, lo Anette Støvelbæk, da SE og HØR forleden mødte hende til premieren på filmen ”Asfalt” i Empire Bio på Nørrebro i København.

Hun ville dog gerne fortælle, hvor dejligt det er at være tjekket ind på ”Badehotellet” igen.

– Det er så fantastisk. Når man har været væk i et år og kommer tilbage, kan man virkelig mærke, hvordan man har savnet det.

– Og det er jo helt specielt, fordi det er den sidste. Det bliver rundet af nu – og vi ved ikke, hvad det bliver rundet af med.

– Vi har kun nogle få manuskripter, og så er der nogle forfattere, der bestemmer vores karakterers skæbne.

– Så det bliver rigtig spændende, lød det fra ”Badehotellets” fru Frigh.

Optagelserne kommer formentlig til at stå på helt frem til november.

Den 10. sæson får premiere på TV 2 i 2024.

Denne artikel blev første gang bragt af SE og HØR. Dette er en redigeret version.

Læs mere om:

Læs også