Dua_Lipa
Underholdning

Dua Lipa lancerer bogklub – og du kan være med

8. juni 2023
Af Christoffer Mygind Juul
Foto: @dualipa
Inspirationen til bogklubben kommer fra et kvindefængsel i udkanten af London.

Er der noget, Dua Lipa ikke kan?

Ud over sin karriere som sanger (hun har blandt andet lige udgivet soundtracket "Dance the Night Away" til den kommende Barbie-film), kan hun nu også skrive skuespiller (hun har en mindre rolle som Havfrue Barbie i ’Barbie The Movie’) og co-designer for Versace på CV’et.

Og nu tilføjer hun altså endnu en titel: Bogklubvært.

I sit månedlige nyhedsbrev, Service95, hvor Dua Lipa deler ud af råd og anbefalinger indenfor livsstil og kultur samt debatterer aktuelle samfundsmæssige problemstillinger, har hun netop annonceret, at nyhedsbrevet fra nu af også kommer til at fungere som bogklub.

Med etableringen af bogklubben under Service95 har Dua Lipa til hensigt at udveksle tanker om bøger med velbevandrede læsere og dem, der er interesserede i at læse i al almindelighed.

Platformen vil blive brugt til at dele interviews med forfattere, komme med anbefalinger til bøger og der vil også være mulighed for at følgere selv kan komme med deres anbefalinger.

Hver måned vil Dua Lipa fremhæve et bestemt værk på Service95, og til at begynde med er det den prisvindende debutroman "Shuggie Bain" af Douglas Stuart, som handler om en ung dreng, der kæmper med at beskytte sin alkoholiserede mor i det fattige Glasgow i 1980’erne under Margaret Thatcher.

Dua Lipa fik ideen til at starte bogklubben, da hun på Instagram ofte blev spurgt om, hvilke bøger hun læser og kan anbefale. Hun valgte dog at tage skridtet videre end blot at holde sine anbefalinger til den overfladiske sfære, det sociale medie tilbyder, og i stedet oprette et særligt rum for alt det, der har med litteratur at gøre.

I sin søgen efter at skabe de rette forudsætninger for at lancere bogklubben, opsøgte sangeren sågar et kvindefængsel i udkanten af London, hvor de indsatte kvinder havde dannet en bogklub, og som gav hende inspiration til fællesskabet.

Se mere, og se hvordan du selv kan blive en del af Dua Lipas bogklub på Instagram-profilen @service95.

Denne artikel blev første gang udgivet af ELLE.dk. Dette er en redigeret version.

Du kan også lytte til podcasten i Apples podcast-app eller på Spotify.

Læs også