Da jeg sætter farten op og kigger mig over skulderen igen, ser jeg, at han følger efter mig
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Signe Larsen er digital journalist på femina update. Kommentaren er et udtryk for skribentens holdning.
Mit lokale fitnesscenter ligger cirka 290 meter fra min lejlighed. Det tager omkring fire minutter for mig at gå turen, måske lidt mere, fordi jeg også skal vade op og ned af trapperne fra fjerde sal.
Fire minutter lyder ikke af meget, men en dag mindede den korte gåtur mig om, hvor begrænset jeg føler mig i det offentlige rum.
Den aften er jeg på vej hjem fra fitnesscentret i skumringstid. Det er ikke helt mørkt endnu, men alligevel mørkt nok til, at jeg er på vagt.
Jeg har musik i ørerne, da jeg trasker ned ad fortovet på en sidegade på Vesterbro i København. Her møder jeg en fremmed mand. Han har hætten fra sin trøje trukket op over hovedet og har høretelefoner i. Vi får øjenkontakt, og der er noget ved hans fastholdende blik, der får mit hjerte til at pumpe hårdere.
Vi er alene på fortovet. Jeg vurderer, at vi kommer til at passere hinanden lige udenfor døren til min baggård, hvor jeg skal ind. Det betyder, at jeg skal stoppe op ved siden af ham for at låse døren op.
Dårlig idé, tænker jeg. Så jeg beslutter mig for at gå en omvej rundt om blokken for at gå ind ad hoveddøren i stedet for.
Men da vi passerer hinanden, bemærker jeg, at han stopper op. Og da jeg sætter farten op og kigger mig over skulderen igen, ser jeg, at han følger efter mig.
På det tidspunkt er jeg ikke i tvivl om, at manden følger målrettet efter mig. Så jeg slukker musikken i mine airpods og ringer til min kæreste. Han tager den ikke. Jeg ringer igen. Intet svar.
Den aften fik jeg en følelse i kroppen, som jeg kender alt for godt. Frygt.
Mens min vejrtrækning bliver mere og mere urolig, går jeg med hurtige skridt de sidste 150 meter mod min opgang. Jeg finder nøglerne, så jeg hurtigt kan låse mig ind.
Bag mig bemærker jeg, at manden er forsvundet. Alligevel kigger jeg mig en ekstra gang over skulderen, inden jeg åbner døren.
Jeg ved ikke med sikkerhed, om den fremmede mand faktisk fulgte efter mig. Men den aften fik jeg en følelse i kroppen, som jeg kender alt for godt. Frygt.
I de her dage kører retssagen mod den 37-årige mand, der er tiltalt for at have voldtaget og dræbt 22-årige Mia Skadhauge Stevn og for efterfølgende at have haft usømmelig omgang med hendes lig.
Manden samlede efter politiets overbevisning Mia op i sin bil på Vesterbro i Aalborg en tidlig søndag morgen i januar 2022, da hun var på vej hjem fra en bytur i Jomfru Ane Gade.
Mia gik alene fra byen, men hun kom aldrig hjem.
Jeg er selv vokset op lige uden for Aalborg og har festet utallige gange i Jomfru Ane Gade, ligesom Mia. Jeg er selv gået alene fra byen, og jeg har selv stået lige dér ved busstoppestedet og ventet på en taxa foran Netto, hvor Mia sidst blev set i live, inden hun steg ind i en mørk bil.
Så jeg kunne ikke holde tårerne tilbage, da politiinspektøren stod frem på et pressemøde i januar sidste år og fortalte, at Mia var fundet død.
For hun ville jo bare hjem. Ligesom os andre.
Jeg tænker meget på Mia Skadhauge Stevn, Emilie Meng og rigtig mange andre kvinder, hvis liv blev alt for korte, og som for os andre blev en voldsom påmindelse om, at kvinder risikerer at blive slået ihjel, når de går alene hjem i mørket.
En Megafon-måling foretaget for Politiken og TV 2 i 2022 viste, at næsten syv ud af 10 kvinder helst undgår at færdes alene om aftenen og natten. Til sammenligning var tallet tre ud af 10 mænd.
Det er på trods af, at statistikkerne viser, at det i teorien ikke er farligt for kvinder at bevæge sig alene ud i mørket. Frygten er irrationel, siger de til os.
Forbrydelser som fjerndrab, hvor offer og gerningsperson ikke kender hinanden, sker yderst sjældent.
Så er der overhovedet grund til at være bange, når du går alene hjem?
Selvfølgelig er der det. Jeg siger ikke, du skal være det. Det håber jeg ikke, du er.
Jeg håber, du føler, at byens rum også er lavet til dig. At du ikke bare har ret til at tage plads i det, men at du også føler dig tryg ved at gøre det, når du er alene.
Mordet på Sarah Everard minder os om den frygt, vi deler. Og at vi alle kunne have været hende
Men sådan har jeg det ikke selv. Jeg er bange hver eneste gang, jeg går udenfor alene efter skumringstid.
Jeg kigger mig over skulderen utallige gange. Jeg skifter til det modsatte fortov, hvis jeg ser en eller flere mænd gå imod mig.
Jeg finder min telefon frem, låser den op og er klar til at ringe efter hjælp.
Jeg cykler hjem, selv om jeg har drukket. Jeg går aldrig alene, og jeg tør sjældent tage metroen.
Jeg skruer ned for musikken i mine airpods eller slukker det helt, så jeg kan høre alle lyde omkring mig. Jeg tager lange, hurtige skridt.
Jeg mistænkeliggør alle fremmede mænd omkring mig. Også dem, der bevæger sig fredeligt rundt og som aldrig ville gøre mig ondt.
Jeg træder først ind i opgangen til min lejlighed, når jeg er sikker på, der ikke er nogen, der er fulgt efter mig. Jeg vender mig om og ser døren smække bag mig.
Og det er ikke engang det værste. Det værste er, når jeg helt vælger at blive hjemme.
Jeg er træt af at være bange. Jeg er træt af, at der stadig bliver talt om, hvad kvinder bør og ikke bør gøre i det offentlige rum.
Vi får at vide, at vi aldrig skal køre med fremmede hjem, og at vi helst ikke skal gå “for udfordrende klædt”. Vi skal huske at gå af befærdede veje og for alt i verden ikke de oplagte, men mørklagte stier.
Vi fortæller vores veninder, søstre og døtre, at de skal passe på sig selv, og at de ikke skal gøre noget “dumt.” Vi beder dem om at skrive til os, når de er kommet godt hjem.
Den skal give dig tryghed på vejen hjem. Men andre beskriver den som et paradis for en voldelig partner
Jeg er træt af, at det er kvinder, der betaler prisen for mænds utrygskabende adfærd. Det er mænd, der slår kvinder ihjel, så hvorfor er det mænd, der skal forblive frie til at bevæge sig i det offentlige rum, som det passer dem? Hvorfor er det os, der skal blive hjemme?
Kvinders kollektive frygt er reel. Vi er ikke bange for mørket, men for det, der gemmer sig i det.
Mia Skadhauge Stevns alt for korte liv blev for mig endnu en påmindelse om, at min frygt er berettiget. Og det vil den altid være.