REJSEGUIDE | Lissabon
REJSEGUIDE | LISSABON
Lissabon emmer af fortid og et poetisk og smukt forfald som konsekvens af mange års økonomisk tilbagegang. Portugiserne er stolte af deres fortid, og denne længsel efter tider, der var engang, kommer musikalsk til udtryk i musikformen fado – Portugals nationale, kulturelle vartegn, som kan opleves overalt i byen. Stemningen er afslappet, og langtfra hektisk som i de fleste andre storbyer.
Lissabons befolkning er åben og udadvendt. De nyder deres by og de milde temperaturer i fulde drag med picnic på stranden, kaffeslabberas i parken eller en fyraftensdrink eller -øl og solnedgang på en af Lissabons mange udsigtspladser. Byen er bygget op omkring syv bakker, og der er derfor en fantastisk udsigt over byen og floden mange steder fra.
LÆS OGSÅ: Hvis Lissabon måske ikke er helt dig, så kan du i stedet læse INs guide til Paris
Det skal du opleve
Det mest charmerende kvarter
I kvarteret Bairro Alto, den høje bydel, som før var et tætbeboet arbejderkvarter, spirer det nu frem med vintage-shops, små trendy mode- og interiørbutikker side om side med spisesteder, butikker og originale barer, som lader til at have ligget der i en menneskealder. Det er også i Bairro Alto, du kan finde hyggelige stræder, der om aftenen forvandles til gadefester, når de små charmerende beværtninger slår deres døre op for udskænkning. Lisboetter elsker nemlig at feste alle ugens dage.
Et arkitektonisk kulturchok
Området Parques das Nacoes, hvor EXPO verdensud-stillingen blev holdt i 1998, er anderledes og interessant arkitektonisk. Allerede ved ankomsten på tog- og metrostationen Gare do Oriente mødes du af et arkitek-tonisk kulturchok, hvis du kommer fra midtbyens små snørklede gader og kakkelbelagte huse. De fleste bygninger i området er opført i 1998 i forbindelse med verdensudstillingen, også den imponerende station, der er tegnet af den spanske arkitekt Santiago Calatrava. Området byder på mange seværdigheder, fx Europas største akvarium – Oceanario de Lisboa A Sea of Knowledge, Pavilhão do Conhecimento (Videnpavillonen) og en masse andre aktiviteter som cykeludlejning, udendørskoncerter på Praça Sony og den høje kapelbane langs strandpro-menaden, der byder på udsigt over hele EXPO-området og Tejofloden.
Gare do Oriente
Kulturmekkaet
LX factory er et kulturmekka, hvor designere og kunstnere har værksteder side om side med trendy restauranter, cafeer og spændende små butikker. LX factory ligger i nedlagte fabriksbygninger i området under broen ’Ponte 25 de Abril’. En af fabriksbygningerne huser en kæmpestor, meget smukt indrettet boghandel ’Ler devagar’ og restaurant ’Malaca’, hvor man spiser mellem de gamle, dekorative maskiner. En gul container rummer ’Mag kiosk’, som har alverdens magasiner om kunst, mode og design. Hver søndag fra klokken 11-18 er der loppemarked i LX factory, hvor der kan købes alt fra kunsthåndværk, tøj, sko, møbler m.m. Området emmer af kreativitet og kultur. lxfactory.com. magkiosk.com. lerdevagar.com
Her skal du bo
Internacional Design Hotel
De nye designhoteller
Hvis du vil bo godt og centralt i Lissabon, findes der en del klassiske og mondæne luksushoteller på gaden Avenida da Liberade. Bevæger du dig lidt længere ned ad hovedstrøget Rua Augusta, kan du bo på et af de nye designhoteller, fx Internacional Design Hotel. Vælg mellem værelser med et af de fire temaer: Urban, Tribe, Zen eller Pop. Internacional Design Hotel, Rua da Betesga 3. idesignhotel.com
Her skal du spise
Japansk gastronomi
Sushi cafe Avenida ligger centralt i en sidegade til den mondæne boulevard Avenida da Liberdade midt i centrum. Køkkenet er japansk og molykylær gastronomi, hvor maden bliver tilberedt efter alle kunstens regler. Restaurantens interiør er i futuristisk stil og er med sine bakelit-udsmykkede vægge i organiske former en kæmpe arkitek-tonisk oplevelse i sig selv. Her er både restaurant, café og bar. Priserne ligger i den dyre ende, men det er bestemt en oplevelse værd. sushicafe.pt
Sushi cafe Avenida
De lokales favorit
Petiscaria Ideal er en skøn lille restaurant i centrum med tapas-retter og en hyggelig indretning med traditionelle kakler som udsmykning. Du kan ikke bestille bord og kan derfor komme til at vente på at få et bord, da stedet er velbesøgt, også af de lokale. Rua da Esperanca 100.
Spis lokale fisk
I den lille charmerende lokale bar, Sol e Pesca, er udsmykningen inspireret af, at lokalet førhen var en butik, der solgte fiskegrej og udstyr. Her kan du ud over at nyde lokale øl og vine købe og spise lokale fisk fra farverige konservesdåser med et stykke brød til. solepesca.com
Pastelaria
Trænger du til et lille hvil og en kop kaffe, kan du besøge en af Lissabons mange pastelaria’er (bagere på portugisisk). Her kan du få en bica, espressokaffe med en af Lissabons populære delikatesser ’pasteis de Belem’, som er en slags wienerbrødstærte med creme. Bageren Casa Pastéis de Belém er særlig kendt for netop den, da bageren efter sigende fik den hemmelige opskrift fra det nærliggende kloster i 1837. pasteisdebelem.pt
Pastéis de Belém
Her skal du shoppe
Hensat til en anden tid
Kig forbi Conserveira de Lisboa, hvor du kan købe fisk på konserves. Når man træder ind i butikken, føler man sig hensat til en helt anden tid. Hele konceptet, de smukke konservesdåser med grafiske retro-etiketter, pakkedamen, der sætter etiketter på i hånden, og indretningen er gennemført til mindste detalje. conserveiradelisboa.pt
Conserveira de Lisboa
Industriel inspiration
I møbelbutikken La Brocante er stilen industriel og futuristisk blandet med fransk/portugisisk brocante. Her kan man gøre sig et anderledes boligfund og blive inspireret til at mikse forskellige stilarter. Rua da Escola Politécnica 253.
1960’er- og 1970’er-møblement
Ud fra navnet – Mobler Store - kan man tro, at det er en dansker, der har butikken, men det er ikke tilfældet. Du kan til gengæld finde et stort udvalg af møbler og lamper i 1960’er- og 1970’er-stil i Mobler Store. I butikken Espacominimo er stilen mere moderne, og her finder du moderne møbler, design og boligtilbehør. Går du efter en stilren, antik vintage-butik med klassiske designmøbler, er der gode fund at finde i Art Now. moblerstore.com, espacominimo.pt, artnowlisboa.com.pt
Mobler Store
Loppemarked
Et godt loppemarked i byen er det store Feira da Ladre i kvarteret Alfama. Markedet har åbent hver tirsdag og lørdag fra klokken syv om morgenen, og du skal komme tidligt, hvis du skal finde de gode ting. Sporvogn 28 går lige ’til døren’. Der er meget junk lige fra ubrugelige reservedele til gammelt tøj, der ligger i bunker på jorden, så du skal være tålmodig og grundig, hvis du skal gøre et godt køb. Desuden betyder Feira da Ladre ’tyvenes marked’, men om det henviser til at blive snydt i en handel, eller at der er mange lommetyve, vides ikke.
Transport
Lissabons bakker og små bugtede gader kan hurtigt give ømme ben. Du kan med fordel lade de gamle flotte, knirkende sporvogne transportere dig rundt. Specielt sporvogn nr. 28 kan anbefales til en rundtur gennem Lissabons mange charmerende kvarterer. Du kan købe et dagkort Viva viagem, som både gælder til metro, busser og sporvogne. De tre skæve sporvogne Elevadores, som kører op og ned af de stejle bakker mellem Bairro Alto og Baixa, er også et kig hver. Det er dog en ganske kort fornøjelse til en forholdsvis dyr billetpris, og turen kan sagtens klares på gåben, hvis du er frisk.
Bairro Alto