Hun fik det at vide, første gang hun var hos et pladeselskab. Og ordene har hængt fast hos hende lige siden
Foto: Elena Hybel
Det var tidligt i Josefine Amalie Vinther Møllers karriere, at hun stødte på den mur, som er sat foran langt de fleste kvindelige musikere, der ønsker at slå igennem på den danske musikscene.
– Fordi du er kvinde, har du sværere ved at bryde igennem, særligt når der er mange andre kvinder, der gør det, som du gør.
Josefine fik det at vide første gang, hun var inde hos et pladeselskab. De fortalte hende, at der var et meget lille lyttertal til hende, fordi det kun var kvinder, der lyttede til kvinder.
I denne uges afsnit af femina update fortæller hun om, hvor svært det kan være som kvinde at slå igennem i den danske musikbranche. Hun rapper under navnet Josie Amadonna og startede for alvor sin karriere som musiker, da hun tilbage i 2021 blev udvalgt som en af de fem finalister i Karrierekanonen.
Ordene, som hun fik at vide hos pladeselskabet, har hængt fast hos Josefine lige siden, og hun tænker ofte på den situation. Et eller andet sted er det blevet en motivation for hende at tænke tilbage på.
– Hvis jeg ikke havde fået det at vide dengang, så havde jeg ikke kæmpet lige så hårdt, som jeg gør nu, fortæller hun.
Podcast: femina update
Hver uge dykker vi ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig i podcasten femina update.
Vi fortæller om de vigtigste agendaer, opsigtsvækkende fænomener og mest fascinerende personer, set gennem femina updates øjne.
Der kommer et nyt afsnit hver torsdag, og du kan lytte i appen Ally, eller hvor du normalt hører podcast.
Musikrettighedsorganisationen Koda har netop offentliggjort deres kønsstatistik for 2023. Den viser, at der er en ubalance mellem Kodas kvindelige og mandlige medlemmers udbetalinger. En ubalance, som er uændret sammenlignet med de seneste fire år.
De kvindelige medlemmer udgør 20 procent af det samlede medlemstal hos Koda, men de modtager kun 10 procent af udbetalingerne.
Selv oplever Josefine, at der er rigtig meget fokus på hendes køn frem for hendes musik. Når hun bliver introduceret, bliver det ofte “Josie Amadonna, kvindelig rapper”. Det er hun træt af.
– Man ville aldrig introducere Lamin, som “Lamin den mandlige rapper”. Jeg synes, der bliver lagt meget vægt på ens køn hele tiden i musikbranchen i stedet for at lægge vægt på det talent, man har, mener hun.
Josefine håber, at der kommer langt flere kvindelige rappere i fremtiden.
Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: