Hans reaktion på, at jeg talte med hans venner, får noget i mig til at skrige

Kære Renée

Jeg har for nylig mødt en mand, og jeg er nu totalt og håbløst forelsket. Der er dog nogle ting, som gør, at jeg er meget i tvivl om, hvorvidt jeg bør indlede et “officielt” forhold til ham.

Dels er han noget ældre end jeg. Jeg er 36, og han er 51. Han er muslim, og jeg er præstedatter.

Kulturelt er der også en relativt stor forskel, men ikke noget jeg tænker, er uoverkommeligt.

Han behandler mig som en prinsesse, og jeg har aldrig følt mig så elsket før. Dog kan jeg mærke, at der er nogle væsentlige forskelle i vores tilgang til livet.

Han lægger ikke skjul på, at han er temmelig jaloux anlagt. Derudover mener han, at der er mange ting, man ikke skal fortælle til folk og har svært ved at forstå den måde, jeg “smalltalker” med folk på.

Et eksempel: Forleden mødte vi en af hans venner, som spurgte, hvad vi havde lavet den dag. Jeg fortalte, at vi havde været på vandpibecafé og så spist en is.

Da vi blev alene igen, gav han udtryk for, at han ikke brød sig om, at jeg havde svaret så detaljeret på, hvad vi havde lavet. Sådan har der været flere tilfælde.

Jeg har nu sagt til ham, at når en samtale har noget med ham at gøre, skal jeg nok blot give overordnede oplysninger, men at jeg ikke vil ændre på, hvordan jeg ellers snakker med bekendtskaber.

Der er et eller andet i mig, der skriger, at vi ganske enkelt ser for forskelligt på, hvordan man generelt samtaler med andre mennesker.

Derfor håber jeg, du måske har et råd til, hvordan jeg, uden at ændre på hvordan jeg ellers er over for andre mennesker, alligevel kan indgå et kompromis, så jeg også anerkender hans behov for privatliv - eller fortæller mig, om de forskelligheder måske er for store til at kunne mødes?

Kh

den fortvivlede og forvirrede

Kære fortvivlede og forvirrede

Da jeg læste dit brev, smilede jeg lidt indeni over det match, du beskrev mellem dig selv og din kæreste og tænkte, at det skulle der nok kunne komme nogle sjove situationer ud af hjemme i præstegården.

Det kan faktisk være ret så hyggeligt at vise egne traditioner frem og få vist andres, når man er meget forskellige. Men det er ikke lige det, der er på spil her, kan jeg forstå. For som jeg læser dit brev, handler det overhovedet ikke om, at du er kristen, eller at han er muslim.

Jeg læser dit brev som, at det handler om en mand, der allerede i de indledende faser af et kærlighedsforhold forsøger at kontrollere den kvinde, han er sammen med.

Det gør han ved at fortælle, at han er meget jaloux og måske også vise den jalousi på en eller flere måder, og det gør han også ved, at han allerede på nuværende tidspunkt forsøger at kontrollere, hvad du må sige noget om, og hvad du ikke må sige noget om. For mig får det en del alarmklokker til at ringe.

Det at ønske at kontrollere et andet menneske er i sig selv ikke særligt kærligt eller rummeligt og efter min mening slet ikke i orden.

På samme tid er det ofte et forsøg på at tilfredsstille noget i sig selv, som kan være en indre uro eller usikkerhed, eller det kan være en trang til magt, fordi man har et dårligt selvværd, eller det kan være på grund af andre ting - men lige meget hvad, så er det jo på en andens bekostning, og det er for mig at se heller ikke særlig kærligt.

Din måske kommende kæreste er altså ikke i gang med at lære dig at kende lige der, men i gang med at forsøge at bestemme over dig.

Du mærker det, og du får modstand på det - ærligt, det synes jeg, er et sundhedstegn. Bliv ved med det.

Jeg er faktisk fuldstændig ligeglad med, om de oplysninger, du gav hans ven, handlede om, at du havde en dårlig dag med menstruationssmerter, eller de handlede om, hvor du havde spist frokost.

I min bog må du sige hvad som helst, DU finder passende at sige. Og selvfølgelig skal vi tage hensyn til hinanden i vores kærlighedsforhold og ikke kaste omkring med personlige oplysninger om hinanden, der kan gøre dem, vi taler om, kede af det.

Og selvfølgelig være åbne for at lytte til det, den anden siger. Men vi kan ikke – og skal ikke – bestemme, hvad andre siger og gør.

Det forsøg på kontrol, din kæreste gør her, synes jeg, du skal få stoppet øjeblikkeligt. Hvorvidt I er for forskellige, ved jeg intet om. De fleste par er forskellige på mange punkter og klarer alligevel at elske hinanden.

Så måske er spørgsmålet mere, hvorvidt det er muligt for jer to at mødes kærligt omkring jeres forskelligheder?

Er det muligt, din kæreste kan ændre sig og lade være med at have en mening om, hvad du skal sige højt? Er det muligt for ham at pakke sin jalousi væk, eller hvis den er meget udtalt, gå i behandling for den - altså, tage ejerskab over sine egne følelser og vide, at de hører til ham, og intet har med dig at gøre?

Jeg tænker, du skal tage præcis den snak med ham - og så tænker jeg, du skal være meget opmærksom og bevidst omkring alle forsøg på kontrol fra hans side fremover.

Det øjeblik, der er noget som helst, der minder om det, du lige har beskrevet i din mail her til mig, skal du være utrolig vågen, assertiv og handlende og få sagt klart og tydeligt fra - også selv om det ødelægger den gode stemning.

Det gør et nej ofte, men det skal ikke afholde os fra at sige det højt, når vi mærker, det presser sig på. Det nej, vi ikke får sagt, kan sætte sig inden i os og blive til smerte og modstand.

Vi kan blive meget syge af det nej, vi ikke kan få sagt højt, så den slags nej´er skal vi ikke have for mange af i vores liv.

Til sidst vil jeg overordnet sige til dig, at den måde, du reagerede i din barndom på, hvad du end oplevede, som for eksempel at du ikke var værd at passe på og den strategi, du dengang udviklede for at overleve.

Den kunne handle om, at du blev sådan en, der var i tvivl om, hvorvidt du har ret til at have det, som du har det, eller at du er sådan en, der overhører egne signaler eller noget tredje.

Det er også den strategi, du bruger lige nu i dag for at blive elsket - og så er det, jeg vil sige til dig, at den virkede fint i din barndom, den fik dig godt igennem, så sig du bare tak til den - men du har ikke brug for den mere.

I dag er du voksen og kan klare dig selv - du er ikke længere prisgivet andre, og du dør ikke af at blive forladt - husk det.

Kærlig hilsen

Renée

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: