Min søn var fire uger gammel, da jeg oplevede det første gang. Siden har jeg set det igen og igen

Anne Wittorff Rusbjerg er chefredaktør på femina update. Kommentaren er et udtryk for skribentens holdning.

Det var en varm og tør sommerdag, og jeg stod og ventede på bussen. I barnevognen lå min søn – mit første barn, og jeg kan tydeligt huske, at han havde en lille blå T-shirt på og et par matchende shorts. Over sig havde han et hjemmestrikket tæppe, som han elskede. Han havde det på alle måder godt. Det ved jeg nu.

Men dengang var jeg ærlig talt i tvivl. Om alt. Om hvor meget tøj en baby skulle have på. Om han fik nok at spise, når han ammede. Om det var normalt at sove så korte lure.

I busskuret sad to ældre kvinder. De beklagede sig højlydt over varmen, og så – lige pludselig – faldt snakken på konceptet barnevogn.

– Det er så synd for de små, at de skal ligge der. I en barnevogn. I sådan en varme, lød det omtrent fra den ene.

– Ja, de kan jo dårligt få luft, husker jeg, at den anden svarede.

Så stod jeg der. Med min i forvejen dårlige samvittighed.

Jeg reagerede pragmatisk og gik i gang med at forklare de damer, der slet ikke var blevet ringet op, om alle barnevognens udluftningsmekanismer og fortræffeligheder.

– I skulle være så heldige at få lov og ligge i den barnevogn, afsluttede jeg.

De kiggede forfærdede på mig. Flove. Og forsikrede mig om, at det selvfølgelig ikke var henvendt til mig, men at det bare var tilfældigt, at jeg stod lige der ved siden af. Jeg håber bare, at de tænker sig om en anden gang.

Siden har jeg oplevet det igen og igen. Den generelle kritik af den moderne forælder, der ikke forstår at sætte grænser.

Der placerer sit barn på en piedestal.

Der tuder mere end deres børn.

Og så den specifikke kritik af mig – og min måde at være mor på.

Her er en ikke fyldestgørende liste over ting, som folk, der aldrig har mødt mig eller mine børn, mener, jeg gør forkert.

Spoiler: Meget af det handler om, at jeg har et arbejde.

• Jeg sender mine børn i institution.
• Jeg arbejdede, mens min mand tog en væsentlig del af barslen.
• Jeg pumpede mælk ud, så min mand kunne give flaske, mens jeg arbejdede (en meget grel detalje, der endda fik det til at ”vende sig” i nogen. Jeg undskylder).
• Jeg har en holdning til manglen på pædagoger i dagsinstitutioner (Igen. Hvorfor går jeg overhovedet på arbejde).
• Nogle gange ser mine børn tv.
• Og hey. Jeg kan faktisk også selv finde på at have min telefon indenfor rækkevidde.
• Jeg giver min søn kjole på (og så har jeg ikke engang nævnt, at vi har spadag hver søndag med valgfri neglelak).

Jeg er pinligt bevidst om, at jeg ikke er en perfekt forælder. Og at jeg garanteret gør ting forkert.

Men det er nul af de ting, der står på den liste.

Jeg er langt fra den første til at påpege fænomenet. Det har endda et navn: Mom-shaming.

Og det er noget, vi allerede har talt uendeligt meget om.

Adskillige mødre har delt deres historier på Instagram. Nogle af de mødre, der deler ud af deres liv på sociale medier, oplever det mere eller mindre konstant.

For nyligt fik et læserbrev i avisen Nordjyske endda ligestillingsminister Marie Bjerre til sætte fokus på fænomenet.

Men helt ærligt: Hvorfor er det, at det stadig ikke synker ind?

Det kan ikke være, fordi det er særligt komplekst. Det er tværtimod ret enkelt, og hvis du skal til at komme med et råd, ingen har bedt dig om, kan du med fordel huske følgende:

Alle er 100 procent ligeglade med dit hot take på børneopdragelse. Hold mund, medmindre du bliver spurgt.

Men vi er vant til at evaluere og vurdere kvinder og piger på alle parametre. Er de slanke nok? Er de smukke nok? Smiler de nok? Er de for dygtige?

Og er de gode nok som mødre?

Svaret er i mit tilfælde og langt de fleste tilfælde et rungende ja.

På hver vores måde.

Forældreskabet bliver endnu en måde at vurdere og evaluere kvinder på.

Det plejede at være kvinders domæne at opdrage børn, og derfor føles det også, som om det er alment accepteret, at børneopdragelse er noget, vi diskuterer i plenum.

Men nej, det er det faktisk ikke.

Så kære damer ved busstoppestedet. Kære Jette i kommentarsporet. Jeg ved, at I vil det bedste for mine børn. Men sagt på den mest diplomatiske måde i verden:

Bland jer venligst udenom.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: