Som den første nogensinde spillede hun VM-kamp iført hijab
Foto: Hannah McKay/Reuters/Ritzau Scanpix
Den 25-årige Marrokanske forsvarsspiller Nouhaila Benzina var i weekenden iført hijab på grønsværen som den første nogensinde under en VM-fodboldkamp.
Det skete søndag, da Marokko spillede mod Sydkorea og vandt 1-0 ved det igangværende VM i fodbold for kvinder i Australien og New Zealand.
Det skriver The Guardian.
Nouhaila Benzina var tildækket fra top til tå i uniformens hvide farver, og det er altså første gang under en VM-slutrunde, at det sker.
Indtil 2014 var det forbudt at bære hovedbeklædninger under kampene. Det var Det Internationale Fodboldforbund (FIFA), som stod bag den beslutning.
Foto: Ritzau Scanpix
Men efter flere protester fra muslimske lande blev forbuddet ophævet.
Nouhaila Benzina sad på bænken, da Marokko spillede mod Tyskland i sidste uge, men søndag hjalp hun altså holdet til sejren.
Marokko skal næste gang møde Colombia, hvor de skal forsøge at spille sig videre til knockoutfasen.