Tidligere medlem af Brothas udgiver bog: “Det er min pligt at fortælle min historie”

Artiklen blev oprindeligt udgivet på Heartbeats.

I årene mellem 2009 og 2013 udgjorde Abud Mustafa en del af banden Brothas, som var centreret omkring Mjølnerparken på Nørrebro. Han bærer en del af ansvaret for den ekstreme retning, bandekonflikterne bevægede sig i, og som har kostet alt for mange menneskeliv.

I dag begræder han mange af sine gerninger, og siden 2013 har han prøvet at lægge tiden som kriminel bag sig.

“Jeg er langtfra stolt af min historie. Jeg kan ikke personligt se noget at være stolt af, og jeg skal heller ikke gøres til helt eller til et offer,” siger han.

Nu er Abud Mustafa aktuel med bogen ‘Dø, om så det gælder’, hvor han fortæller sin historie fra bandemiljøet. Bogen er en såkaldt podbook fra Mofibo, som består af flere optagede interview med Abud Mustafa.

Abud Mustafa ved godt, hvad han risikerer ved at fortælle sin historie offentligt, men han føler, at bogen er nødvendig.

“Jeg har en pligt til at oplyse om de dynamikker og observationer, jeg gjorde mig i, før og efter bandemiljøet, og alt, hvad det indebærer. Det er jo ikke kun bandemiljøet, det er i det hele taget den kriminelle underverden,” siger han.

“I stedet for bare at sidde og fortryde, hvilket jeg har gjort indtil videre, men ikke rigtig har gjort noget anderledes, så forsøger jeg med den her bog at skabe en ændring for at gøre op med de ting, jeg fortryder.”

Måske kunne det hele være endt helt anderledes. Måske ikke. Men Abud Mustafa blev født i 1990 på Glostrup Hospital og havde, ifølge ham selv, en helt almindelig, god barndom på Amager, hvor han voksede op i en fireværelses lejlighed med en mor og en far og tre ældre søstre.

Der manglede aldrig noget. Abud Mustafa havde en PlayStation, masser af spil og slik, og hvis han havde haft en dårlig drøm, husker han, at han puttede sig ind til sin far om morgenen og mærkede, hvordan hans hår kildede på hans lille krop.

Han var et kvikt barn, og han sprang 2. klasse over for at starte direkte i 3. klasse. Senere skiftede han til en mere international skole, hvor meget af undervisningen foregik på engelsk, og det faglige niveau var højt.

Men da hans forældre blev skilt, begyndte hans verden at gå i stykker. I mange år har han fortalt sig selv, at det var årsagen til, at han endte med at blive kriminel, fordi den såede kimen til den vrede, der foldede sig voldsomt ud i hans tid som bandemedlem.

I dag er han ikke så sikker længere. Allerede som ni-årig blev han introduceret til gangsterrap og gadelivet, hvor tre grundregler herskede:

“Urbanplanen for evigt, man stikker ikke sine venner, og fuck BGP,” siger han.

Han tilføjer, at han dengang ikke engang vidste, hvad BGP var. Først senere fandt han ud af, at det stod for Blågårdsplads.

Sammen med en lidt ældre dreng begyndte han at småstjæle i kiosken og i Amager Centret for at imponere de andre drenge.

“Der var noget inde i mig, der søgte den grænseoverskridende adfærd allerede dengang.”

Efter skilsmissen var Abud Mustafa endt hos sin mor, og hans far havde stiftet ny familie og var blevet mere fjern i Abud Mustafas liv.

Fortællingen i hans familie er, at skilsmissen medførte, at myndighederne ville tvangsfjerne Abud Mustafa, hans lillebror og hans søstre fra hans mor, hvilket hans mor undgik ved at flyve dem allesammen til Libanon, hvor hun efterlod børnene hos deres onkel. Den rejse blev afgørende for Abud Mustafas fremtid.

Det var også her, volden blev en del af hans liv.

“Jeg blev tæsket på nogle meget brutale måder. På et tidspunkt blev jeg hængt i nogle vandrør i mine arme og ben. Jeg glemmer aldrig smerten. Det gjorde så ondt, at de slag jeg fik af den der AK47, kolben og mundingen, jeg kunne ikke mærke dem. Det eneste, der gjorde ondt, var, at det rykkede i mine arme og ben. Min bror oplevede også at blive tæsket med en cykelkæde af mine fætre,” siger Abud Mustafa.

Efter cirka et år i Libanon ophævede de danske myndigheder tvangsfjernelsen af Abud Mustafa og hans søstre.

Uudslettelige spor

Det er ikke første gang, Abud Mustafa fortæller sin historie. De senere år har han blandet sig i den offentlig debat om dansk bandepolitik, og hans ansigt vil for nogen måske være genkendeligt, fordi de har set ham i filmen ‘Underverden’, hvor han spillede bandemedlemmet Jimmy.

På nogle måder kan det se ud som om, Abud Mustafa er kommet videre, og at livet som eks-bandemedlem er lutter lagkage. Men det er det ikke. Barndommen og bandelivets ondskab har sat uudslettelige spor i Abud Mustafas sjæl, og i hans krop, der er fysisk mærket af stiksår og brækkede ben.

“De fleste, som har været opslugt af de her miljøer, kommer ikke helskindet over på den anden side. Og det synes jeg, er en meget, meget vigtig vinkel at komme med. Og det vil den her bog sætte ord på,” siger han.

Han håber, at ’Dø, om så det gælder’ vil blive læst af mange – både dem, der står udenfor bandemiljøet og dem, der stadig af fanget i dets labyrintiske spind.

“Forhåbentlig kan bogen skabe en forståelse af, hvad der foregår i nogen, som måske kan spejles i mig. Men jeg har da også et ønske om, at det kan skabe et minimalt fremskridt i den gode retning for andre,” siger han.

At lave bogen er en del af hans nuværende, altopslugende opgør med sin fortid. Lige så dedikeret han har været til sit kriminelle broderskab, lige så dedikeret er han nu til få aflad gennem gode moralske gerninger.

“Jeg fortryder selvfølgelig, at jeg har gjort nogle ting, og jeg ville ønske, jeg kunne gøre det om. Så jeg bliver nødt til at forsøge at bruge det produktivt, og så gøre op med de fortrydelser, jeg har.”

At fordømme sig selv er let nok for Abud Mustafa. Men det betyder ikke, at han dømmer sine “brødre”. Slet ikke.

“Jeg har intet ondt at sige om mine tidligere venner og personer, der er i det miljø. Jeg ved, at de fleste af de her unge drenge og unge mænd er exceptionelle personligheder hver især. På trods af at jeg foragter de handlinger, som jeg selv har lavet, så har jeg den største respekt og forståelse for dem som mennesker,” siger han.

Mange af hans tidligere venner sidder i dag i fængsel, nogle er døde. I retrospektiv står tragedierne bøjet i neon for ham. Men ansvaret er ikke så nemt at placere. I hvert fald ikke på ét sted.

“Vi har alle samlet ansvar for, at det her er blevet skabt. Og derfor synes jeg, at det er en pligt, at vi gør alt, hvad vi kan for at forsøge at få ophør med det. Selvom det kan være et utopisk ønske for de fleste.”