Når Marie vandt over en dreng i skak, faldt en særlig bemærkning. Nu undrer hun sig over udelukkelse af transkvinder
Foto: Privat
– Ej, tabte du lige til en pige?
Kommentaren faldt ofte, når Marie Frank som barn slog en jævnaldrende dreng i skak.
Hun måtte høre på, at piger ikke er lige så kloge som drenge, og at de i hvert fald ikke er bedre til skak.
Sådan er det heldigvis ikke længere, fortæller Marie Frank, der har spillet skak i over 30 år, været på kvindelandsholdet i skak siden 2008 og er tidligere Danmarksmester i pigeskak.
Men hun frygter, at den fortælling vil genopstå, efter at Det Internationale Skakforbund (FIDE) i sidste uge meldte ud, at transkvinder de næste to år er udelukket fra turneringer i kvindeskak, mens det undersøges, om hormoner spiller ind på ens præstation på skakbrættet.
– Jeg synes, det er en meget nedværdigende melding at sende ud, fordi det sender et signal om, at biologiske mænd fysiologisk set skulle være bedre end kvinder til skak, og det anerkender jeg ikke.
– Det kan godt være, at nogle piger og drenge opdrages forskelligt, og dermed motiveres forskelligt som små, men det synes jeg er en mindre del af det, siger hun.
Kvinder er statistisk bedre end mænd
For Marie Frank har skak altid repræsenteret en meget inkluderende sport, hvor man spiller på tværs af alder, køn, geografi og fysiske såvel som psykiske handicaps, og derfor undrer initiativet hende også detstomere.
– De siger, at det er et forsøg på at beskytte kvinderne, men hvad er det, man vil beskytte os imod?
De seneste år er man i mange sportsgrene begyndt at diskutere, hvordan man bedst muligt integrerer transpersoner i forskellige sportsgrene, hvilket også er det, der har fået FIDE til at suspendere transkvinder fra kvindeskaksturneringer.
Formålet er at få tid til at undersøge, hvordan hormonniveauer påvirker ens konkurrenceevne, forklarer Dana Reizniece-Ozola, der er næstforperson i FIDE, til TV 2.
– Der findes da helt sikkert sportsgrene, hvor det er oplagt at diskutere, om noget fysiologisk spiller ind, men jeg kan ikke se, hvordan det skulle være tilfældet i skak, siger Marie Frank, der personligt aldrig selv har tænkt, at hormoner skulle have påvirket hendes skakspil.
Skak har jo traditionelt været en meget mandsdomineret sport, og de bedste spillere i verden er ligeledes mænd. Giver det så ikke mening at undersøge, om hormoner påvirker ens spil?
– Jo, hvis fordelingen af aktive spillere var 50/50. Men det er den netop ikke, og hvis man korrigerer statistisk for, hvor mange der deltager og ser på ratingtallene, så ligger kvinder faktisk statistisk en lille smule højere end mænd i nogle undersøgelser, hvilket jo vil sige, at vi faktisk er en smule bedre, siger Marie Frank.
I Danmark er omkring to procent af medlemmerne i Dansk Skak Union kvinder, mens fordelingen i skoleskak er nogenlunde ligeligt fordelt på køn.
Men det er generelt sværere at fastholde pigerne end drengene, hvilket har været et argument for at afholde konkurrencer kun for piger og kvinder, fortæller Marie Frank.
– Behovet for at have kønsseparate konkurrencer er størst for piger, fordi de søger et fællesskab med hinanden, og det har man brugt som argument for at give dem positiv særbehandling.
Langt størstedelen af alle skakturneringer bliver dog spillet i det, man kalder åben række, som betyder at alle spiller mod alle.
Privatfoto
Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: