Køn & identitet
20. oktober 2023

Parterapeuten afslører: Her er de ting I – i virkeligheden – skændes om. Og sådan løser du dem

Selv de mest almindelige og banale konflikter i et parforhold kan have store konsekvenser. Psykolog og parterapeut Trine Bønnerup har heldigvis også opskriften på, hvordan vi løser dem og bliver sammen.
Af: Signe Larsen
Trine Bønnerup

Foto: Snowman Productions/DR

Vi er nok mange, der længes efter tosomhed og livslang kærlighed.

Men vi er nok stort set lige så mange, der har oplevet, at når vi endelig har fundet den, vi gerne vil leve sammen med (som i sig selv kan være svært nok), så kan det sommetider føles som en nærmest umulig opgave at holde konflikter for døren.

Men hvad er opskriften så på et langt og lykkeligt parforhold? Det har vi spurgt Trine Hjorth Bønnerup om, som er uddannet psykolog med speciale i parterapi – og hun udfordrer det, mange af os nok hidtil har troet var vejen frem.

Du kender hende måske fra den seneste sæson af DR’s kærlighedseksperiment “Gift ved første blik”, der netop er kørt over skærmen for niende gang, hvor hun agerede parterapeut for de nygifte par.

Lige siden hun for 12 år siden blev færdiguddannet som psykolog, har hendes primære fokus været relationsarbejde, og netop dét underviser hun også andre fagfolk i, som gerne vil dygtiggøre sig inden for samme område.

Med andre ord – hun ved, hvad hun taler om, når hun blandt andet siger, at vi først og fremmest skal glemme, hvad vi har lært, om “modsætninger, der mødes” og i stedet læne os op ad “lige børn leger bedst”-tilgangen, når vi vil finde en partner.

– Rigtig ofte er det for store forskelle og manglende evne til at kommunikere om dem, der er risikofaktorerne, som gør, at man bliver skilt, eller at man får store udfordringer i et parforhold, forklarer Trine Bønnerup.

– Man har lettere ved at se sig selv sammen med en, som man er ret ens med. Det er også det, som forskningen peger på. Jo mere ensartede vi er på de store linjer, jo bedre en chance vil vi også have for at finde tryghed og glæde i parforholdet.

Nu er der garanteret nogle, der læser med og tænker: “Men min partner og jeg er da vidt forskellige – er vi så en katastrofe, der venter på at ske?”

Og bare rolig – det korte svar er nej.

Trine Bønnerup forklarer, at hvis tiltrækningen og kærligheden allerede er opstået, så kan man sagtens få et parforhold til at fungere med store forskelle.

– Det er der jo masser af beviser på derude. Også at forskelle kan have en positiv effekt, hvor man supplerer hinanden og lærer af hinanden, siger hun.

Men vil du aflive myten om, at modsætninger mødes?

– Jeg vil i hvert fald udfordre, om det er opskriften på det trygge, sunde, længerevarende parforhold. For jeg tror godt, der kan opstå stærke følelser, når man møder sin modsætning, men jeg er ikke sikker på, at det er der, man har byggestenene til en sund, tryg og længerevarende relation, siger Trine Bønnerup.

De tre årsager til konflikter

Godt nok – nu har du fundet en partner, som ligner dig selv tilpas nok til, at I i hvert fald grundlæggende er enige om de fleste ting og har de samme værdier.

Det er første skridt på vejen mod det lykkelige parforhold. Men hvorfor er det så alligevel, at der bliver ved med at opstå konflikter mellem jer?

Ifølge Trine Bønnerup er det helt normalt, at der trods ligheder vil opstå forskelle og gnidninger i forholdet, og der er nogle bestemte temaer, som ofte bringer konflikter ind i parforholdet.

Overordnet set deler hun det ind i tre kategorier: At have forskellige behov, at have forskellige tempi og at have forskellig retning.

– At have forskellige behov viser sig eksempelvis ved de måder, hvorpå man føler sig elsket. Det, som vi også taler om som kærlighedssprog.

Kærlighedssprogene siger noget om, hvordan du udtrykker kærlighed, men i høj grad også, hvad du opfatter som kærlighed fra andre.

De fem kærlighedssprog er fysisk berøring, anerkendende ord, kvalitetstid, tjenester og gaver.

– Hvis ens partner ikke møder ens behov for eksempelvis fysisk berøring, kan man hurtigt gå og føle sig i underskud eller savne den grundlæggende følelse af at den anden vil én, forklarer Trine Bønnerup.

De forskellige tempi kan derimod handle om, hvor hurtigt man i en ny relation er klar til sex, eller hvor hurtigt man er klar til at dele ud af sig selv på et dybere plan. Hvis man bliver asynkron der, kan det blive meget sårbart, siger hun også.

– I de længerevarende forhold kan det handle om, hvor meget man vil gå ud i hverdagene og være sammen med venner, kontra hvor meget man har brug for at blive hjemme. Den prioritering af, hvor meget fart, der skal være i hverdagen, kan give konflikter, hvis man ikke er det samme sted.

Sidst, men ikke mindst er det forskellige retninger i livet, der også kan være årsag til konflikter.

Det er den slags, der handler om de store linjer, altså har man de samme drømme og visioner: Drømmer man eksempelvis om at blive gift og få børn, og hvor afgørende er det, at ens venner og familier skal flettes sammen.

Opskriften på det livslange parforhold

Måske er tiden løbet fra teorien om at “modsætninger mødes”, men til gengæld lever et andet ordsprog ifølge Trine Bønnerup i bedste velgående. Nemlig, “communication is key”.

For hvis du gerne vil holde dig langt væk fra de deprimerende statistikker om skilsmisser, så handler det i al sin enkelthed om at tale sammen – ikke mindst når der opstår konflikter.

Noget, der i den grad er lettere sagt end gjort, lyder det fra Trine Bønnerup, som efterhånden har haft mange par i terapi.

Men hun har et godt bud på en løsning:

– Hvor meget ubalance man oplever i relationen, handler i virkeligheden ofte om, at man selv er i ubalance indeni. Hvis der er noget, man har svært ved at kommunikere om, fordi man er bange for enten at afvise eller blive afvist, så kommer man til at gøre den anden en bjørnetjeneste ved ikke at kommunikere.

– Det er netop, når der kommunikeres, at der bliver skabt plads i relationen igen. Hvis noget hober sig op, kan det i sidste ende skabe nogle endnu større reaktioner og en usikkerhed, der bliver sværere at overkomme.

Den helt korte – men garanteret stadig udfordrende – opskrift på det lykkelige parforhold lyder altså:

– Flyt fokus fra den andens adfærd til din egen følelse. Det handler ikke om, at man så skal være egocentrisk eller navlepillende. Men hvis man kender sit eget følelsesmæssige landskab, så kan man også bedre tage ansvar for sig selv og være tydelig og tryg i kontakten med den anden, siger Trine Bønnerup.

Hvordan gør man så det, spørger du måske?

Du skal tillade dig selv at tage nogle pauser og mærke efter, hvad du bliver påvirket af. Det er der, du skal tænke dig om, inden du reagerer i konflikter.

Og så skal du gerne bruge dine venner til at tale om dine følelser med – og det er her, du skal skifte fokus og altså ikke tale om, hvad den anden gør forkert.

– I stedet for at fare derudaf og ville løse noget på et konkret plan, så skal man i stedet kigge på, hvorfor man blev ramt af den ting, og hvad det handler om. Måske er det en gammel sårbarhed, der melder sig igen.

Hvad så hvis man følger dine råd, men forholdet alligevel går i stykker?

– Det er komplekst at leve i relationer, og der er nogle relationer, som bliver for svære at være i, hvor man er bedre hjulpet med at forsøge at finde noget andet. Det vil ofte være der, hvor forskellen er for stor eller kommunikationen for svær. Så kommer man til at gå og slide på hinanden og føle sig forkerte sammen og være fanget i et konfliktniveau, der dræner en.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:


Læs også