Sundhed
18. oktober 2023

Mange kvinder mangler dette stof. Men de testes sjældent - og det har alvorlige konsekvenser

Jernmangel rammer primært kvinder og kan føre til en lang række alvorlige symptomer. Men man tester sjældent for det, på trods af at det kan have langvarige konsekvenser.
Af: Nanna Niemann
piller

Arkivfoto: Unsplash

Åndenød, hjernetåge, træthed, svimmelhed, øget følsomhed over for kolde temperaturer og hjertebanken.

Det er bare nogle af symptomerne på jernmangel, der rammer en tredjedel af amerikanske kvinder i den fødedygtige alder.

Det skriver The New York Times på baggrund af et studie blandt amerikanske kvinder fra 2023.

Alligevel bliver kvinder sjældent testet for jernmangel, på trods af at jernmangel kan have langvarige konsekvenser for kvinderne.

Det kan hænge sammen med, at kvinders symptomer ofte negligeres.

- At jernmangel ofte overses og negligeres hænger sammen med en normalisering af kvinders lidelser, siger Dr. Malcolm Munro, professor i obstetrik og gynækologi ved David Geffen School of Medicine ved University of California til New York Times.

Symptomerne på jernmangel er ofte uspecifikke og kan være tegn på mange andre sygdomme.

Det forklarer Dr. Angela Weyand, pædiatrisk hæmatolog ved University of Michigan Medical School, som blandt andre står bag studiet, til New York Times.

- Men jernmangel er også sat i forbindelse med flere andre negative konsekvenser for de ramte, herunder angst, depression, søvnforstyrrelser og endda hjertesvigt.

Jernmangel har også en kønnet slagside. Mænd rammes væsentligt mere sjældent end kvinder.

Men hvorfor lider så mange kvinder af mangel på jern? Svaret skal for størstedelen af kvinderne findes i deres cyklus.

For kraftige menstruationsblødninger er hovedårsagen til den høje forekomst af jernmangel blandt ikke-gravide kvinder.

Af andre årsager til jernmangel findes vegetarisk kost, kræft og graviditet.

Samme undersøgelse fra 2023 viste, at 17 procent af kvinder og piger op til 21 år led af jernmangel baseret på den nuværende WHO-tærskel.

Det er dog primært kvinder under 50 år, der rammes:

- Efter overgangsalderen, når kvinder holder op med at bløde, har deres hæmoglobinniveauer en tendens til at udligne sig med mænds, forklarer Dr Angela Weyand til New York Times.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs mere om:

Læs også