Hun har drømt om det længe. Nu springer hun ud i det

Sofie smiler, da hun åbner døren for mig i rækkehuset i Hellerup.

– Velkommen til mit dukkehus.

Indenfor er der en infernalsk larm fra håndværkerne i kælderen, og da jeg spørger Sofie, hvad der sker dernede, ser hun helt blank ud i ansigtet. Som om hun ikke har registreret det selv.

– Det er nok meget sigende om mig, siger Sofie og tørrer sine løbende øjne for 27. gang. Hun har lige haft kighoste og er stadig ikke helt på toppen.

– Hvis du til gengæld spurgte min mand om, hvad vores børn skal i dag, så ville han nok kigge på dig med samme blanke blik. Hans har styr på de store ting, mens jeg har styr på de mere dagligdags ting. Han er den handy type, hvor jeg er mere svævende … romantikeren, der tænder stearinlys over det hele.

Sofie stikker hovedet ned til håndværkerne og spørger, hvor længe det varer endnu. Laver et par kopper kaffe, mens vi venter.

Jeg kigger mig rundt i dukkehuset med det mønstrede tapet på væggene og de mange kunst- og teaterplakater, der hænger tæt og giver mindelser om en teatergarderobe fra gamle dage. Det er klart romantikeren, der står for indretningen.

Jeg er lige færdig med at læse Sofies debutkrimi ”Adams Arv”, og må konstatere, at hun både kan skrive og skrue et veldrejet plot sammen.

Hendes hovedperson, 57-årige Ursula Madsen, er – nok ikke helt tilfældigt – advokat, Sofie er selv uddannet jurist og kommer fra en familie af advokater.

Modsat Sofie er der dog intet romantisk over Ursula. Hun er en hård negl, der hverken kan lide børn eller hunde og rykker stokroser op med rod, når hun kan se sit snit til det.

En temmelig unlikeable hovedperson – hvordan kan det være, Sofie?

– Måske fordi jeg så ofte har portrætteret meget sympatiske kvinder, når jeg selv har været på lærredet. Så har det været en befrielse for mig at give Ursula nogle helt andre karaktertræk, nu hvor det var mig, der førte pennen.

– Det pudsige er, at jeg faktisk aldrig lavede en plan for, hvordan hun skulle være – det kom helt af sig selv. De elskelige træk har jeg så puttet ind i nogle af de andre karakterer.

Skal, skal ikke?

Historien kort: Ursula Madsen har levet en beskyttet tilværelse i den lille jyske by Gammel Rye, men rejser derfra som attenårig, fordi hun er infiltreret i et firkløver med tre andre unge, som bliver for kvælende for hende.

Hun tager til København for at læse jura, men opsøges uventet af sin fortid, da hendes ungdomsflirt Adam er faldet ud over den store trappe på sin herregård i Gammel Rye og nu ligger bevidstløs hen.

På hans kontor finder familien en forseglet kuvert, som kun Ursula må åbne, og trods hendes modvilje mod at besøge en smertelig del af sin fortid bliver hun nu viklet ind i et spind af familiekonflikter og kærlighedsintriger.

Alle i Adams omgangskreds synes at have skjulte motiver, så er han virkelig faldet eller har nogen skubbet ham i døden?

– Jeg har altid skrevet meget, og på min computer ligger der starten på enormt mange bøger, som aldrig er blevet til noget. Det var min morfar, der inspirerede mig til at drømme om at blive krimiforfatter, for jeg sad altid oppe i hans hus på Fanø og skrev og skrev.

– Han var også advokat, og vi talte enormt meget om den verden. Indimellem har jeg kigget på teksterne og tænkt: Skal, skal ikke? Skal, skal ikke? Men så er dagene bare gået, der kom andet arbejde og nogle børn.

– Men drømmen holdt ved, jeg har bare aldrig turdet springe ud i det. Men der sker nok noget med en, når man bliver ældre, man er ikke længere så bange for, hvad andre tænker. Det er jo helt vildt sårbart at springe ud i noget, man ikke ved, om man kan, men til sidst havde jeg det sådan: ”Nu gør jeg det bare! Om jeg kan eller ej.”

Hvor længe var du om at skrive den?

– Halvandet års tid. Jeg havde ikke nogen masterplan, da jeg satte mig til at skrive, jeg prøvede mig langsomt frem med de ting, der kom til mig undervejs.

Ét år ad gangen

Siden Sofie Lassen-Kahlke som tyveårig blev danmarksberømt overnight som Anja i ungdomsfilmen ”Kærlighed ved første hik”, har hendes arbejdsliv været så omskifteligt, at hun har vænnet sig til at tage ét år ad gangen. Og det har hun det godt med.

– Jeg har taget de ting, der kom, og som jeg syntes, var interessante og gav mit liv mening. Jeg fortryder dog, at jeg aldrig søgte ind på teaterskolen, for jeg gad godt at have været uddannet skuespiller, men den lyst kom desværre for sent.

– Jeg startede jo i branchen allerede, da jeg var 14, hvor jeg kom sådan lidt ind fra højre og lavede nogle småting, men det var først, da vi lavede Anja og Viktor-filmene, at jeg begyndte at føle mig som skuespiller. Og på det tidspunkt tog det ene arbejde det andet, og så læste jeg også jura ved siden af. Så mit liv var så fyldt op, at jeg slet ikke var i ordentlig kontakt med mig selv til at mærke efter, hvad jeg ville.

– Jeg VAR jo skuespiller, fordi jeg arbejdede med det, og når man har så meget at lave og lever livet med 180 km i timen, er det ret svært at stoppe op.

– Jeg troede faktisk ikke, at jeg ville blive på jurastudiet, men jeg kom ind på et hold, hvor jeg fik de bedste veninder, som jeg stadig har i dag, og det var bare SÅ sjovt at være en del af studielivet.

– Jeg elskede at gå til forelæsninger i de smukke gamle bygninger inde i byen, at sidde på læsesale og have noget struktur. Skuespillet var jo mere flagrende, og tænk, hvis det sluttede en dag?

– Jeg tog bacheloren dengang, men blev først kandidat for otte år siden.

17 år senere! Hvorfor?

– Simpelthen fordi der var et sted inde i maven, der gjorde ondt over, at jeg ikke havde fuldendt studiet. Men så kom den studiereform, hvor der stod sort på hvidt, at hvis ikke jeg færdiggjorde det nu, ville jeg misse chancen. Så selv om jeg lige havde fået barn nummer to og overhovedet ikke havde tid til det, skrev jeg mit speciale i medieret.

Skal du så ikke bruge din uddannelse, nu hvor du har brugt tid på at færdiggøre den?

– Nej, det har jeg slet ikke lyst til. Det har bare givet mig virkelig meget at afslutte den, jeg voksede lige to centimeter. Det er det dér med at have fuldført noget ...

Gentænke arbejdslivet

Sofies mand, Hans, stikker hovedet op fra kælderen. Vi får opklaret, at der er ved at blive installeret en stander til deres nye elbil, derfor larmen.

Sofie fortsætter:

– Jurastudiet var også en måde at holde fast i et helt normalt liv på, for samtidig blev jeg kastet ud i de dér premierer, hvor man blev kørt op til at være et eller andet … Det var et vildt tidspunkt i mit liv, så jeg havde brug for at holde fast i noget, der var helt normalt.

– Og jeg er glad for, at jeg ikke blev kastet ud i Anja og Viktor-filmene først, for det var ret voldsomt. Det blev bygget gradvist op, så jeg var bedre rustet, da det gik lidt amok.

Føler du, at Anja-rollen har klistret til dig siden?

– På en måde, ja. Men den har samtidig givet mig så meget og så mange oplevelser, og jeg elskede at lave de film. Så jeg ville aldrig have været dem foruden.

– Og jeg havde også en stor rolle i tv-serien ”2900 Happiness” nogle år efter, så faktisk er jeg helt vildt glad og tilfreds med min karriere. Jo, jeg ville da byde andre roller velkommen, men jeg har ikke siddet herhjemme og savnet dem.

– Jeg har været rigtigt meget on the road, mens jeg har haft små børn og har gerne villet gentænke mit arbejdsliv lidt. Derfor elsker jeg skriveprocessen, hvor jeg kan sidde her på matriklen og arbejde.

Sofie Lassen-Kahlke er vokset op i Hellerup med to advokatforældre. En meget stille og rolig opvækst, kalder hun det.

– Når man siger Hellerup, er der lidt en klang af noget fornemt, men sådan er jeg slet ikke vokset op. Jeg var først ude at flyve, da jeg var teenager, det hele var meget nede på jorden.

– En tryg opvækst med nogle grundværdier om, at man skal gøre sig umage og være et ordentligt menneske. Og at det vigtigste er relationer.

– Når jeg indimellem hidsede mig helt vildt op over noget, en eller anden havde gjort eller sagt, ville mine forældre typisk sige: ”Er det ikke ligegyldigt? Sørg nu for at bevare et godt forhold til den og den.” Det handlede meget om at være ordentlig mod andre og ikke at ødelægge relationer på grund af petitesser.

– Familie betyder enormt meget for mig, både den helt tætte og lagene længere ude. Min morfar er født på Fanø, hvor der er rigtigt mange grene af familien, og hvor jeg også stadig kommer hver eneste sommer. Det betyder enormt meget for mig at være en del af noget større, siger Sofie og fortsætter.

– Jeg mødte også Hans på Fanø, for hans familie har også boet der i generationer. Vores forældre havde sommerhus lige ved siden af hinanden, vores oldefædre kendte hinanden, så vi har været i hinandens periferi altid. Men det var først senere, at vi begyndte at tale rigtigt sammen - på de lokale beverdinger derovre. Og nu har vi snart kobberbryllup.

Hvad kan I sammen?

– Vi er meget forskellige, men i den forskellighed ligger der noget godt, selv om det til tider helt klart kan være hårdt. Vi er begge nogle, der klynger os ret meget til familien, så selv om man indimellem kan have lyst til at sige: ”Nu er jeg den, der er smuttet!”, så gør vi det aldrig. For familien er vores kerne, det er en meget stor del af vores begges DNA.

Frygtelig retfærdighedsrytter

Selv om Sofie ikke er gået advokatvejen som sin søster, sine forældre og bedstefædre, er det uretfærdighed, der kan få hende op af stolen.

– Jeg er helt klart en frygtelig retfærdighedsrytter. Jeg har virkelig svært ved at se igennem med, at folk bliver uretfærdigt behandlet, hvis nogen har det dårligt og mistrives. Nogle gange kommer jeg til at engagere mig lidt for meget, fordi jeg ikke kan lade være.

Hvilke ting kan især få dig op af stolen?

– Jamen, selv om jeg engagerer mig meget, så synes jeg, at det er svært at åbne en avis for tiden uden at blive smådeprimeret. Det er en balancegang, for jeg synes, at man har en forpligtelse til at følge med i, hvad der foregår – ikke mindst på grund af dem, der oplever alt det forfærdelige på allernærmeste hold.

– Men indimellem har jeg brug for at slukke fuldstændig, ellers har jeg svært ved at fungere. Men der skal altså heller ikke meget sensitivitet til for at blive påvirket af alle de ting, der sker i verden for tiden. Også fordi der er så mange flere kanaler i dag, der kører breaking news hele tiden, jo hårdere, jo bedre.

– Plus at vi har sociale medier og apps, der konstant tikker ind, alting kører hele tiden. Jeg ved ikke, om verden er et værre sted i dag end før, men fordi vi bliver så bombarderede med det hver dag, er det virkelig en kunst at skærme sig selv en gang imellem, siger Sofie.

– Jeg er overhovedet ikke klimaforkæmper eller hende, der aldrig flyver – de ting, jeg gør, er nok mere ubevidst, fordi det er sådan, det er i dag. Det er man bare nødt til. Vi har en elbil, og jeg spiser stort set ikke kød, men det er ikke fordi, jeg er hellig. For mig er det sådan: But of course. Det er en selvfølge for mig at gøre de ting.

– Jeg tror ikke, at man skal være sort/hvid omkring tingene, men hvis man har et grundlæggende ønske om og en tro på, at man kan gøre tingene bedre, så tror jeg på, at det hjælper.

Hvad med fremtiden, hvordan skal den se ud?

– Jeg ved, at jeg har en del foredrag og koncerter, og så vil jeg starte på en ny bog. Men hvordan det hele kommer til at forme sig, aner jeg ikke. Og det passer mig fint, for sådan har jeg levet, siden jeg var 20.

– Jeg trives godt med den lidt usikre levevis. Indimellem kan man da godt få dårlige nerver over det og tænke: Åh nej, hvad nu? Men det er jo gået meget godt indtil nu, så lad os nu se, om ikke også det går næste år. Det giver en meget større frihed at leve på den måde.

– Jeg har veninder, der er læger, og som skal møde på et hospital klokken otte og får fri klokken 16, hvor jeg har det sådan, at hvis bare jeg har et job i en uge, hvor jeg skal møde fra 8 til 17, så tænker jeg: Jamen, det kan jo ikke lade sig gøre! Ha ha.

– Til gengæld kan jeg sagtens sidde oppe og skrive nat efter nat uden problemer. Hvis Hans spørger mig, hvornår jeg skal møde i morgen, siger jeg: ”Det ved jeg da ikke!” ”Jamen, hvornår har du så fri på torsdag?” ”Det ved jeg da ikke!” Men jeg kan skrive til dig, når jeg har fri.”

– Der er sikkert mange, der vil blive vildt stressede over at leve på den måde, men jeg ville blive stresset over det omvendte. Jeg vil meget hellere leve sådan her, hvor jeg ikke aner, hvad morgendagen bringer.

Artiklen blev udgivet i femina uge 43, 2023.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: