Line Jensen hører ikke til dem, der glæder sig til jul. Tværtimod

Line Jensen hører ikke til dem, der glæder sig til jul. Tværtimod. Men med tre børn og en mand, som alle elsker jul, føler hun, at hun hvert år skal tage sig sammen og prøve at gøre det til noget hyggeligt.

– Jeg har ikke altid haft det sådan. Det er kommet, da jeg blev voksen, og det gik op for mig, at det er mig, der skal sørge for, at det bliver jul.

– Som barn elskede jeg, at der var pebernødder og æbleskiver til alle arrangementer, men da jeg fandt ud af, at det er mig, der skal bage dem og købe alle nissegaverne, blev det mere et stressprojekt, fortæller hun.

Det stressende kommer især, når hun føler, at der er forventninger, hun skal leve op til. Når folk siger, at de “plejer at gøre” det ene eller andet.

– Jo tidligere, det planlægges, jo sværere er det at takke nej. Jeg får klaustrofobi, når der ikke er nogen vej udenom, og jeg føler ikke, at jeg kan sige nej to måneder i forvejen. Det er en balance, jeg prøver at finde – min ret til selv at definere, hvordan vores december skal være, og at jeg gerne må sige nej til noget, siger hun og understreger:

– Jeg har intet at udsætte på det enkelte arrangement, hverken juleaften, julefrokost eller juleafslutning på skolen. Det handler om mængden af arrangementer.

– Det er vildt svært, for de laves alle med de bedste intentioner og er hver især rigtig hyggelige. Men når vi løber fra et arrangement til et andet, er vi nogle gange nødt til at sige nej.

Da alt blev aflyst under corona, opstod en ny form for julefred hos Line Jensen.

Hun bagte småkager og klippeklistrede med sine børn og skruede op for julemusikken, for pludselig kunne hun mærke, hvad hun selv havde lyst til.

Men det kan være svært at melde afbud til de planlagte arrangementer uden at skuffe hinanden.

– Jeg bliver faktisk selv lidt smigret, hvis folk melder fra, fordi de ikke kan overskue det. For de viser mig den tillid, at de føler, de kan sige det. Jeg kan selvfølgelig godt blive ærgerlig, men det er en kæmpe tillidserklæring at kunne sige: “Jeg er ked af det. Jeg glædede mig virkelig, da jeg sagde ja, men jeg kan ikke.”

– Måske er det nemmere at sige til sine venner, for der ligger måske en anden pligtfølelse hos familien, men det er dejligt, hvis man kan give hinanden den plads, siger Line Jensen, som stadig selv øver sig i at melde fra.

– Jeg er blevet lidt bedre til det, selv om det ikke altid lander lige godt. I lang tid havde jeg det med ikke at svare, fordi jeg ikke kunne overskue det, men det er jo også irriterende.

– Jeg øver mig i at sige: “Det lyder vildt hyggeligt. Må jeg vente med at svare, til jeg kan se, om vi kan overskue det?” Det har jeg egentlig gode erfaringer med, og det er i hvert fald bedre end at stikke hovedet i busken, som jeg ellers har det med at gøre, siger hun.

For et par år siden skabte hun et kalenderlys for voksne, som var fuld af humoristiske og “forventningsnedtrappende” formaninger som “Træk vejret”, ”Fuck! Husk julegaver!!!” og “Nissen gør det, så godt han kan”. Det blev udsolgt på få dage.

– En af de ting, som trigger mig og ligger til grund for det kalenderlys, er ræset med gaver og at vise sin kærlighed ved bare at købe og købe. Det vigtige ved julen er, at vi kan se hinanden i øjnene og lave noget sammen, i stedet for at det handler om mængden af ting og prisen på gaverne, siger hun og tilføjer:

– Der, hvor jeg selv synes, at det er sværest at modstå, er pakkekalenderne og det her nisseræs, hvor der skal ske mærkelige ting. Måske fordi jeg ikke selv er vokset op med en nisse.

– Jeg har lidt svært ved, at det skal være magisk, for børnene ved godt, at det er forældrene, men man skal lade som om og ligge vandret om natten for at putte en gave i sokken. Det kunne jeg virkelig godt tænke mig at droppe og bare give dem en lille gave om søndagen, siger hun.

Men det føles som om, alle synes, at der skal ske noget, og at der også skal en nisse med hjem fra børnehaven og fra skolen, som skal opleve noget, der skal skrives i en bog, så de andre børn kan følge med.

Det er skønt, at mange elsker både nisseløjer og en nissedør derhjemme i december, forsikrer Line Jensen, men selv har hun det svært med det.

– Jeg vil ikke være den, der siger til mine børns venner, at der ikke findes nisser, men jeg føler mig som en skruebrækkernisse og gad godt danne en Nissernes Befrielsesfront. Mine forældre gav mig ikke pakkekalender og var fuldstændig ligeglade med, at alle mine venner fik det.

– Jeg fik en adventskalender fra min farmor, en lille kasse med fire gaver. De var ikke fra nissen, men fra farmor, og det gjorde det altså ikke mindre magisk.

– Jeg vil hellere bruge mine kræfter på det end på en eller anden fiktiv nisse, siger hun og tilføjer, at hendes børn på 8 og 10 år er ved at være store nok til, at de kan tale om, hvem nissen egentlig er.

Reaktionerne fra kalenderlyset har vist, at hun langtfra er den eneste, der har det svært med en tætpakket december og store forvetninger.

Denne december går hun i luften med en ny podcast sammen med musiker Katinka Bjerregaard, hvor de modtager og diskuterer julekort fra virkeligheden.

– Det er meget bekræftende, at man ikke er alene, men det understreger også, at vi har det her billede af, hvor perfekt alting skal være i december, og at mange så tydeligt føler, at de har svært ved at leve op til det, siger Line Jensen.

Heldigvis for hendes familie, tilføjer hun, har hun en kæreste, som sørger for “holde juleflammen kørende” i december.

– Hele sommeren køber han julepynt på loppemarkeder og glæder sig til at lægge det oveni alt det andet rod. Jeg prøver at få ham til at rydde op og også støve lidt af, inden han lægger julepynt og nisselandskab over det hele, men det lykkes aldrig, siger Line Jensen.

Artiklen blev udgivet i femina uge 44, 2023.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: