Det er otte måneder siden nu. Men hvis en veninde stryger hende over hovedet, fylder det hende med angst

Alt begynder at synes dobbelt, kvalmen er overdøvende og det føles som om, at hun skal kaste op.

Johanne Bille har netop slået hovedet op i en af de skråvægge, som hendes lejlighed er fyldt med.

Hun var i gang med at flytte en af sine tunge højtalere, men fordi hun fokuserer så meget på ikke at tabe højtaleren, glemmer hun helt de skrå vægge.

“Sygt, hvis jeg lige har givet mig selv hjernerystelse”, skriver Johanne som det første i en jokende besked til en veninde. Det kan da ikke være så seriøst, tænker hun, så selvom hun har det rigtig skidt, fortsætter hun ufortrødent med at fikse anlægget for bagefter at sætte sig og arbejde.

Men hun får det kun værre og værre. Og det viser sig, at Johanne rent faktisk har fået en hjernerystelse.

I det nye afsnit af femina update-podcast fortæller hun om de senfølger, hun blev ramt af. Hun er nemlig blandt de 34 procent, der ifølge Hjernerystelsesforeningen oplever senfølger og ikke slipper med et mildt forløb.

Særligt de to første måneder er slemme for Johanne. Hun kan knap nok kunne stå på sine egne ben, hun oplever alvorlige problemer med synet, hun kan ikke køre bil, hun har svært ved at holde balancen, kortidshukommelsen er stort set væk, og hun ligger nærmest konstant på sofaen og kan ikke kigge på sin telefon.

Men selvom de fysiske senfølger er invaliderende, er det noget helt andet, som Johanne oplever som det værste.

- Det hårdeste har helt klart været det psykiske, fortæller hun.

Og hun er langt fra alene om at opleve psykiske udfordringer, som en konsekvens af hjernerystelsen. 15-20 procent af dem, der får en hjernerystelse, får nemlig så mange psykiske problemer, at det kan sammenlignes med psykisk sygdom.

- Jeg har haft en enormt stor angst for fremtiden og været bange for, at jeg ikke ville få et almindeligt arbejdsliv igen eller, at jeg ville blive fyret eller et eller andet. Og når man har hjernerystelse, så har man jo rigtig god tid til at tænke over det, fordi man ikke laver en skid, siger hun.

Og netop at være efterladt til at ligge på sofaen uden overskud til noget eller nogen har været hårdt.

- Man ender unægteligt med at isolere sig, fordi alt koster energi for hjernen, siger Johanne.

I dag er der gået otte måneder siden den aften, hvor hun slog hovedet ind i skråvæggen. Hun har det langt bedre, men angsten for at slå hovedet igen sidder stadig i hende.

- Jeg kan stadig have det rigtig skidt, hvis en veninde lige stryger mig over hovedet. Der kan jeg stadig få en ret stor angstreaktion, fortæller hun.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: