Min veninde står med ALT derhjemme, men det går ud over mig. Skal jeg cutte kontakten?
Illustration: Thit Thyrring
Kære brevkasse,
Jeg har et kæmpe dilemma. Jeg er en ung kvinde på 28, der har et problem med en veninde, jeg har kendt i mange år og har været glad for.
Vi har begge lidt enormt meget af angst, hun har generelt været i underskud, men det har jeg så sandelig også. Vi har altid været der for hinanden på den bedste måde, vi kan.
Dog føler jeg at jeg har båret meget af relationen, både med at invitere på middage og sørge for at tage mig af hendes mentale helbred.
Situationen er nu den, at hun er i et forhold, hvor hun dybest set virker til at mistrives. De har været sammen i nogen år efterhånden og nu fået en baby.
Hun står med ALT selv og undskylder hans dårlige opførsel. Jeg har sågar været derhjemme og hjælpe med lidt madlavning og oprydning et par gange.
Jeg blander mig ikke i, at hun vælger sådan.
Jeg har gjort det klart, at jeg elsker hende, og hvis hun er lykkelig, så blander jeg mig ikke. Men hvis hun har brug for en way out, så er jeg der.
Mit problem er, at hun nu er begyndt at lade sit konstante dårlige humør gå ud over mig. Hun snerrer konstant af mig.
Jeg har flere gang sagt til hende, at hun skal tale til mig med respekt, hvis hun forventer, jeg skal lytte til hende.
Hun kan finde på at sige til mig: "Gør lige sådan", og når jeg så gør det, siger hun, at jeg jo ikke fatter, hvad hun mener.
Jeg kritiserer min kærestes måde at tilberede maden på. Skal jeg bare… holde kæft?
Hun har endda anklaget mig for at rode i hendes hjem?! Der roder i hendes hjem, og jeg har brugt utallige timer på at hjælpe…
Så det forstår jeg intet af. Jeg har forsøgt at tage pæne snakke med hende, jeg har forsøgt at være lidt mere hård og kontant, men intet virker til at hjælpe.
Samtidig ved jeg, hun er ensom og har lige fået en baby, så måske jeg burde have mere forståelse?
Jeg føler bare ikke, man behøver være en idiot, fordi man er i underskud… Skal jeg cutte hende helt?
Jeg savner virkelig den person, hun var.
Hilsen den fortvivlede
Send os dit dilemma
Skriv dit "Kære brevkasse"-dilemma til brevkassen@femina.dk eller i vores DM på Instagram @feminadk
Svar 1
Kære fortvivlede dig
Stod jeg i dine sko, ville jeg også være i tvivl. Særligt grundet jeres historik - som nok også er forklaringen på, at du stadig holder fast i din veninde.
For ærligt, hun lyder ikke som en veninde, der er værd at bruge energi på.
Et barn og en uduelig mand lyder ikke som det nemmeste at stå med, bevares. Men jeg synes ikke, hun behøver være “en idiot” overfor dig, fordi hun selv er i underskud.
Når jeg er sammen med mine veninder, lader jeg mine glædesbatterier op.
Det er det, man skal bruge dem til. Din veninde lyder, beklager sproget, drænende at være sammen med.
Hvis jeg var dig, så ville jeg tage afstand for en stund. Selvom din veninde er ensom, så skal du ikke have dårlig smag i munden over at tage afstand til et menneske, der opfører sig direkte dårligt over for dig.
Går hun op i at være en god veninde, så lader hun dig vide, at hun er presset og off.
Det sætter jeg pris på, når mine veninder fortæller mig, fordi det gør det nemmere at navigere i, hvordan jeg selv skal være veninde.
Alt skal foregå på min venindes præmisser, når vi ses. Hvordan siger jeg fra?
Det bekræfter mig i, at jeg eksempelvis ikke skal tage en skarp kommentar for personligt.
Men det lader ikke til at være noget, hun går op i, selvom du har givet hende muligheden for at forklare sin grove opførsel.
Så nej, du behøver ikke cutte hende helt. Men læg hende lidt på is, pas på dig selv, og lad hende komme til dig, når hun forhåbentlig har fundet tilbage til sig selv.
Til den tid kan I måske have en samtale om, hvad der skete, og hvordan du har savnet hende (hvis du altså gør det).
Jeres historik skal ikke holde dig i et dårligt venskab.
Hilsen Silje Qvist
Journalist, der leder efter sine fede identitetsmarkører. Kunne aldrig finde på at vinterbade eller betale over 100 kroner for en drink. Stadig træt af samfundets kasser, og folk, der går langsomt foran mig.
Kære fortvivlede
Det lyder som om, din veninde er et svært sted i sit liv.
Hun har lige fået et barn, og hendes kæreste synes tilsyneladende ikke, at han skal bidrage.
Han lyder som en, der burde være stemt hjem fra øen.
Det må være en svær situation at stå i for hende.
Jeg har selv to - ret små - børn, og jeg ved, at måske især det første års tid kan være decideret vanvittigt.
Jeg skal være ærlig og sige, at jeg ikke aner, hvordan jeg var landet på benene, hvis min mand ikke bidrog - rigtig, rigtig meget.
Jeg har sympati for din veninde, men når det er sagt, har jeg også stor sympati for dig.
For selvom din veninde har det hårdt, skal du selvfølgelig ikke være hendes boksebold.
Din vigtigste opgave er trods alt at passe på dig selv, og det lyder som om, du allerede har strakt dig langt.
Jeg kan ikke lide min søsters nye kæreste. Kan jeg tillade mig at fortælle hende det?
Jeg synes, du skal melde klart - og roligt - ud, at du ikke har lyst til at gå med på hendes præmisser.
Fortæl hende, hvad du vil og ikke vil være med til - og sig til hende, at hun kan ringe til dig, når hun er klar til at acceptere dine vilkår.
Mit eneste forbehold er, at du nævner, at din veninde har lidt af angst, og hvis du vurderer, at det er det, der er på spil, vil jeg anbefale dig at række ud til nogle professionelle, fx Angstforeningen, som kan give dig råd til, hvordan man kan forholde sig som pårørende.
Anne Wittorff Rusbjerg
Chefredaktør på 34 år (eller hvor meget, det nu er) med to små børn. Er særdeles håbløs til husligt arbejde - især madlavning - og har i stedet ønsket mig en excentersliber i julegave.