Han gav mig en åben øl, og så fik jeg blackout. Jeg ved ikke, om jeg skal skrive til ham?

Kære brevkasse

Jeg har et dilemma, som jeg har tumlet med i næsten to år. Efter gymnasiet var jeg ude at rejse i det obligatoriske sabbatår, og i den tid var jeg bl.a. i Australien og arbejdede på et plejehjem for demente. Jeg mødte en fyr, der arbejdede i plejehjemmets køkken, og vi havde en god kemi, snakkede hver dag, og han var sød.

Han tog mig med i et buddhistisk center, hvor hans onkel var leder, vi var med i en meditation, og en aften var jeg i biografen med hans familie og ham. Efter biografen tog vi hjem til deres hus, jeg kom op på hans værelse og havde en forhåbning om, at vi skulle være sammen.

Han gav mig en åben øl, og så fik jeg blackout. Jeg vågnede op uden undertøj på og styrtede ud. Den næste dag var alt som sædvanlig, og vi hilste nede i køkkenet.

Siden har jeg fortrængt det – eller i hvert fald placeret det som en sindssyg historie, som jeg har fortalt ganske få mennesker – men de seneste år har det rumsteret meget. Sidste år (jeg er i 30'erne nu) fandt jeg fyren på Instagram efter at have skrevet til en bekendt fra tiden i Australien, men jeg har ikke gjort noget videre, og jeg ved heller ikke rigtig, hvad jeg skal gøre.

Jeg har lyst til at skrive til ham og spørge, hvad der skete den aften. Om hvorfor han gjorde det? Men samtidig har jeg en stærk formodning om, at han bare afviser, at det skete. Han har barn, familie og egen virksomhed nu, og jeg er ikke ude på at ødelægge noget. Det er bare ubehageligt at have sådan et sort hul i sin fortid.

Jeg har talt med en psykolog om det og har det, som om jeg venter på en vrede, der ikke indtræffer. Vreden er der ikke, fordi der et eller andet sted var samtykke fra min side, det vidste han bare ikke. Det er ikke lykkedes mig at finde videre. Har I en god idé? Skal jeg skrive til ham eller lade være? Min bekendte i Australien var meget chokeret over at høre historien.

Svar 1

Kære du

Hvor bliver jeg trist af at høre om det, du har været udsat for. Da jeg selv blev voldtaget (det er en del år siden), var jeg virkelig også bange for at ødelægge noget, og dét i en sådan grad, at jeg ikke engang kunne være vred over overgrebet i begyndelsen. Dengang hjalp det mig, at en veninde sagde til mig, at det, der var sket, ikke var okay. Det kan nemlig være svært at mærke selv. Derfor vil jeg først og fremmest gøre det samme for dig, som min veninde gjorde for mig, og sige: Hans opførsel den nat var IKKE okay.

Om du skal kontakte din overgrebsmand (det vil jeg mene, at han er) eller ej, kommer an på, hvad du får det bedst af. Selv har jeg aldrig vekslet et ord med min voldtægtsmand, fordi jeg simpelthen hellere vil bruge min kostbare tid her på jorden med mennesker, der vil mig det godt. Uanset, hvad du vælger at gøre, så håber jeg, du vil sikre dig, at DU er i centrum.

Det, der skete, var ikke din skyld, og det rigtig uretfærdige er, at det er dig som offer, der skal leve med ménene og arrene. Gør derfor lige præcis det, DU har brug for at gøre, men forvent ikke noget af ham, hvis du kontakter ham. Du kunne ikke regne med ham den aften, og du kan heller ikke regne med ham nu.

Ps. Det hjælper tit mig at huske, at ”et offer” er defineret som ”en person der (uforskyldt) udsættes for død, smerte eller anden lidelse”. Det er ikke en pinlig eller skamfuld ting at være. Tværtimod. Og det udelukker overhovedet ikke, at du er en god ven, en dejlig datter, en fantastisk kollega, you name it.

Svar 2

Kære du

Tusind tak for at dele din oplevelse med os. Jeg er ked af at læse, hvad du har været igennem. Jeg synes, det lyder som en rigtig voldsom oplevelse. Jeg kan sagtens forstå, du venter på en vrede og føler, du har et sort hul i din historie.

Jeg vil allerførst opholde mig ved, at du skriver, at der et eller andet sted var samtykke fra dit sted. For var der det? Som jeg læser det, var der ikke – for du kunne ikke give samtykke, efter han havde drugget dig (jeg formoder, det er det, der har forårsaget dit blackout).

Jeg læser det, som om du undskylder ham lidt, når du skriver, der et eller andet sted var samtykke. Men han tog al kontrol fra dig, og du ved ikke, hvad der er sket – det har du ikke givet samtykke til, og det er ikke din skyld, at det skete.

Jeg tænker, at din vrede måske ligger og ulmer under den erkendelse? At der ikke var samtykke, at det var hans skyld, at han gjorde noget forfærdeligt mod dig.

Hvis du finder frem til vreden, kan du bruge den til at lægge ansvaret og skylden over på ham. Brug det til at udfylde det sorte hul.

For jeg tvivler på, at han vil udfylde det for dig – at han vil erkende, hvad han har gjort, hvis du rækker ud til ham. Men hvis du alligevel har brug for at konfrontere ham – for så har du i hvert fald prøvet, og det kan jeg godt forstå, hvis du har behov for – så vær opmærksom på, at det kan være retraumatiserende for dig, og sørg for at have en veninde eller måske din psykolog klar, som kan tale hans (og din) reaktion igennem med dig. Du skal ikke stå alene i det her.

Uanset hvad håber jeg, at du ikke vil tøve med at tale med nogen om det – en veninde eller din psykolog – for så længe det stadig rumsterer i dig, tænker jeg, du har brug for at få det bearbejdet.

Her er i mellemtiden det største frihedsbrev til at sætte din vrede fri og give ham skylden for, hvad der skete.

Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: