Kære dronning Margrethe. Tak for at vise kvinder, at de selvfølgelig kan bestride alle jobs

Anne Wittorff Rusbjerg er chefredaktør på femina. Kommentaren er et udtryk for skribentens holdning.

For mig, har det altid været en selvfølge, at Danmark havde en dronning. Jeg er født – længe – efter kong Frederik den 9.s død og har aldrig oplevet andet.

Dronning Margrethe har al den tid, jeg kan huske, indtaget rollen som monark med den allerstørste sikkerhed og naturlighed. Så sikkert, at jeg aldrig rigtig har tænkt, at det kunne være endt anderledes.

Og det er lige præcis dronning Margrethes skyld, at det er sådan.

I 52 år har hun i al stilfærdighed vist, at en kvinde – selvfølgelig – kan bestride jobbet som regent. En position, der ellers historisk har været så mandet, at man hellere ville have en femårig dreng til at bære titlen end en kvinde.

Og hun har gjort det med ekstremt stor viden og ro.

Da hun i 1972 overtog tronen, var kongehuset historisk upopulært. Næsten hver tredje dansker foretrak dengang en republik.

Nu snart 52 år senere er situationen en helt andet.

En Epinion-måling fra december 2023 viser, at 70 procent af danskerne vil bevare kongehuset.

Det er – selv set med de mest republikanske briller – imponerende. Og det er paradoksalt, at dronning Margrethe har spillet en helt særlig rolle i ligestillingens historie, selv om hun har stået i spidsen for en institution, der vel er indbegrebet af det modsatte af ligestilling.

Det var på grund af hende, at danskerne i 1953 valgte, at kvinder også kunne blive regenter. På den måde er hun den eneste danske dronning, der er valgt af folket.

– Ligestillingen var på det tidspunkt gryende, og valget af Margrethe blev startskud til vores moderne tid, hvor vi prøver at skabe lige adgang til magten for mænd og kvinder, har historiker og museumsinspektør på Nationalmuseet, Jeanette Varberg tidligere sagt.

Hun har fået meget ros for at vise, at kvinder ikke udelukkende er familiemennesker.

– Hun signalerede fra starten, at hun prioriterede sin arbejdsopgave meget, meget højt. I nogle tilfælde højere end familien, har historiker Lars Hovbakke Sørensen sagt til Politiken tilbage i 2011.

Og hun har også fået kritik for ikke tydeligt nok at tale kvindernes sag. Det skriver forfatter Jens Andersen om i sin bog M-40 år på tronen. Som f.eks. i 1976, hvor hun var på rejse i USA og blev bedt om at forholde sig til kvindesagen:

– Jeg stilles altid det spørgsmål om kvindefrigørelse, fordi jeg tilfældigvis er en kvinde, der beklæder en post, mænd oftest udfylder. Men lad mig minde om, at det ikke var mig, men en datter af mine forældre, der blev udpeget. Så man kan sige, at mit eget forhold til kvindefrigørelsen er et resultat af en tilfældighed.

Eller i 1979, hvor hun sagde følgende i et interview:

– Jeg har nok altid forholdt mig meget pragmatisk til det, der så kønt hedder kønsrolledebatten. Ja, jeg må sige, den er ikke mit store nummer.

Efter 52 år som regent har hun ikke brugt mange ord på at tale om sin egen rolle i ligestillingens perspektiv. Og jeg ved ærlig talt ikke, om hun ville bryde sig om at blive kaldt feminist.

Men hun har klart og tydeligt vist, at kvinder kan sidde for bordenden i alle positioner. Og endda på deres helt egen måde.

Hun har været et forbillede i en brydningstid.

Og det er vigtigt. Selv om det er afgørende, at huske på, at rollemodeller ikke kan løse ligestillingens udfordringer alene, så gør det en forskel, når kvinder kan spejle sig i andre kvinder i magtfulde positioner.

Tak, dronning Margrethe. For at vise, at det er helt naturligt, at kvinder har magt.

Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: