Jeg sad over for gynækologen og burde være glad for hans svar. Men det var jeg ikke

Katrine Rosenbæk er nyhedsredaktør på femina. Kommentaren er udtryk for skribentens holdning.

Jeg var nervøs, da jeg tog i dørhåndtaget og gik op ad den smalle opgang til min nye gynækolog.

Allerede inden jeg gik ind, kunne jeg høre lyden af håndværkere, og den blev intensiveret nu, jo nærmere jeg kom venteværelset.

Da han kaldte mig ind, og jeg satte mig ned, blev jeg pludselig stakåndet. Her var larmen fra håndværkerne endnu højere. Jeg kunne næsten ikke høre, da han beklagede og forklarede, hvad de havde gang i, men han sagde, de snart ville stoppe.

Jeg fik meget hurtigt fortalt, hvorfor jeg var kommet, mens han sad på den anden side af skrivebordet og nikkede og noterede.

Jeg ved ikke, hvor meget af det, han skrev ned. Men jeg fortalte, at jeg det seneste års tid har jeg haft mere og mere ondt, når jeg har haft menstruation.

At jeg har dage, hvor jeg ikke kan samle mig om at arbejde, hvor jeg føler, min hjerne er én stor, tyk tåge, og hvor det gør så ondt, at ingen panodiler eller iprener i verden kan tage smerten.

Hvor jeg bare folder mig sammen som en harmonika på sofaen og minder mig selv om, at det går over igen. Hvor jeg, hvis jeg går ud, følger mig som en skygge af mig selv - skrøbelig, svag og fuldstændig sat ud af spillet.

Gynækologen lignede én, der havde hørt den remse tusind gange før, mens han forklarede, hvordan han ville undersøge mig.

Jeg tog mit tøj af og lagde mig akavet op på briksen og lod begge fødder lande ned i hver sin bøjle.

Jeg prøvede at slappe af, da han førte ultralydsscanneren op i mig. På skærmen til højre for mig dukkede noget op, som lignede et månekrater i sort/hvid. Det var mit underliv, som han gav mig en rundtur i og talte om i meget rolige og rosende gloser.

- Det ser meget fint ud, sagde han.

Da jeg få minutter senere satte mig på min side af skrivebordet igen, fastslog han, at jeg altså ikke har endometriose, som jeg havde mistænkt.

En underlivssygdom, som 10-20 procent af kvinder i den fødedygtige alder lider af. Det er en kronisk betændelsestilstand, hvor væv af samme type som det, slimhinden i livmoderen består af, sidder også uden for livmoderen. Det kan for eksempel sidde på æggelederne, æggestokkene eller tarmen.

Sygdommen kan – blandt andet - medføre ekstremt smertefulde menstruationer. Som dem, jeg oplever.

Men der var ingen tegn på det.

Men hvad så med mine smerter? Spurgte jeg gynækologen.

Ja, sagde han. Han kunne tilbyde mig forskellige typer af hormonel prævention, hver især med deres forskellige bivirkninger: øget risiko for blodpropper og depression er bare få af dem.

Men jeg kan ikke tåle dem, sagde jeg og fortalte, hvor trist og utilpas, jeg er blevet, de gange jeg har forsøgt mig med p-piller og spiraler.

Han trak lidt på skulderen, måske følte han sig lige så hjælpeløs, som jeg selv gjorde. For han havde ikke andet at tilbyde mig.

Jeg burde måske have været glad, da jeg gik derfra, for jeg har jo ikke endometriose.

Det var jeg bare ikke. Jeg følte mig totalt magtesløs og fortvivlet over, at jeg åbenbart bare skal leve med smerterne.

Ugen efter jeg så ham, fik jeg min menstruation igen. Overmodigt var jeg taget på tur med min kæreste, og mens vi gik rundt på et museum, fik jeg det dårligere og dårligere. Jeg følte mig svag, svimmel og ekstrem utilpas.

Da vi var på vej op af metroens trapper, kulminerede det, og jeg følte, at jeg mistede kontrollen totalt, at jeg var ved at besvime. Jeg faldt i min kærestes arme og begyndte at græde, fordi jeg blev så bange.

Det slår mig nu, at jeg ikke har søgt læge, siden det skete. For jeg er så vant til, at det bare gør ondt at have menstruation. Og jeg havde jo lige fået lægens ord på, at der ikke rigtigt var noget at gøre ved det.

Men hvorfor skal det egentlig være sådan?

Vi kan sende mennesker i rummet, vi kan opfinde en vaccine mod corona, og vi kan gennemføre yderst komplicerede hjertetransplantationer.

Hvorfor kan vi så ikke opfinde smertelindring uden voldsomme bivirkninger til kvinder, når vi hver eneste måned skal igennem de samme velkendte, jagende og invaliderende smerter?

Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: