Lægen kigger alvorligt på Thea og siger så: "Når du går herfra i dag, er der to ting, du skal vide"

Det er sommer. Luften er lun og fyldt med løfter.

Thea er 15 år og skal til at starte i gymnasiet.

Hun glæder sig, er spændt på de kommende år, på nye venner, fester og forelskelser.

Livet udfolder sig, som det skal, så da hun får en indkaldelse fra sin læge, tænker hun ikke videre over det.

Men da hun efter et rutinetjek bliver sendt videre til en gynækolog, begynder hun at blive nervøs.

Thea har ikke fået sin menstruation, og selv om det i sig selv ikke behøver at betyde noget, synes hendes læge alligevel, at det bør undersøges.

Briksen er kølig mod Theas nøgne hud. Det er første gang, hun er til gynækologisk tjek, og hun vrider sig i smerte, mens gynækologens fremmede hænder undersøger hende. Hun knuger sin mors hånd, forsøger at trække vejret langsomt og lade tankerne stå stille, indtil gynækologen endelig retter sig op og siger, at hun godt kan tage bukserne på igen.

Snart efter falder "dommen", som Thea i dag kalder den efterfølgende samtale.

Først siger gynækologen, at blodprøverne ser fine ud, at Theas hormonniveauer er normale, og at hun har fine æg og æggeledere.

– Men når du går herfra i dag, er der to ting, du skal vide, siger gynækologen så.

Det første er, at Thea lider af MRKH, et medfødt syndrom, som rammer omkring én ud af 5000 kvinder og indebærer, at hun er født uden en livmoder.

Det andet er, at hun af den grund aldrig vil kunne blive gravid eller bære sine egne børn.

Gynækologen taler videre, mens alt inde i Thea går i stå. Hun hører ikke efter, kigger bare over på sin mor, hvis ansigt er forsvundet i gråd.

– Jeg har aldrig grædt så meget i mit liv, siger Thea Skjærbæk Pedersen, der i dag er 25 år.

– Selv om jeg ikke helt forstod, hvad det egentlig betød dengang, så forstod jeg, at det var meget, meget slemt.

En usynlig gruppe

10 år er gået, siden Thea fik sin dom. Men selv om videnskaben har udviklet sig, Etisk Råd er kommet med nye anbefalinger, og statsminister Mette Frederiksen (S) som eneste politiske agenda nævnte mere hjælp til ufrivilligt barnløse i sin nytårstale, er hendes udsigter fortsat de samme.

Thea kan kun få et biologisk barn ved hjælp af en rugemor, og det er i praksis ulovligt i Danmark.

Men det bør det ikke være, mener Thea, der føler sig glemt og efterladt i et system, der ikke formår at tage hånd om hendes situation.

– Jeg blev meget rørt, da statsministeren nævnte ufrivillig barnløshed i sin nytårstale, men ret hurtigt blev jeg faktisk også frustreret og lidt vred, fordi det mindede mig om, at jeg indgår i en usynlig gruppe, når det kommer til ufrivillig barnløshed.

Ifølge Thea er der oftest heteroseksuelle par, der går i fertilitetsbehandling, eller mandlige homoseksuelle par, der benytter sig af rugemødre i udlandet, snakken falder på, når der diskuteres ufrivillig barnløshed.

– Men der findes også en gruppe, som på grund af sygdom ikke kan bære et barn, og som ikke ønsker at benytte sig af udlandet, siger hun og uddyber, at hun derfor mener, at det “dybt problematisk,” at denne gruppe får lov til at sejle sin egen sø på grund af manglende politisk stillingtagen.

– Det gør mig meget frustreret, at vi i Danmark har kvinder, som ønsker at være rugemødre, og et sundhedsfagligt system, som er i stand til at facilitere det, men at det hele så falder på forældet lovgivning.

Tager man et hurtigt kig på lovgivningen, har Thea ret i sin kritik. Selv om Etisk Råd sidste år anbefalede at lempe reglerne for brugen af altruistiske rugemødre, hvor rugemoren ikke får betaling, i Danmark, er der ikke sket lovændringer på området siden midten af 1980’erne.

Thea er derfor nødsaget til at tage til udlandet, hvis hun vil have et biologisk barn, hvilket hun synes er “hul i hovedet,” fordi det både er dyrt, og dermed kun en mulighed for ressourcestærke barnløse, men mest af alt, fordi hun ikke forstår, hvorfor politikerne anbefaler en praksis, de ikke vil tillade herhjemme.

– Jeg synes, det er dybt uetisk, at den danske stat peger mod udlandet, samtidig med at de ikke vil implementere de modeller, der findes i udlandet, fordi de ikke mener, de er etisk forsvarlige.

En ægte kvinde

I de første mange år delte Thea ikke sin sygdom med nogen. Hun var skamfuld, følte sig forkert, forfejlet.

I skolen løj hun om at have menstruation. Hun sørgede for altid at have tamponer med i tasken, så ingen skulle fatte mistanke om, at hun var anderledes.

– Jeg prøvede også at tale med, hvis nogen brokkede sig over pms, men jeg har jo aldrig forstået, hvad det vil sige at have en cyklus, griner hun.

Det er nyt, at hun kan grine af det. At hun overhovedet har et sprog for de følelser og tanker, som har været så allestedsnærværende de sidste 10 år.

– Jeg har i mange år følt, at jeg ikke var en ægte kvinde, fordi jeg ikke havde en livmoder, siger hun.

– Ikke fordi, man nødvendigvis skal have en livmoder for at være en kvinde, indskyder hun, men man er jo bare opdraget med, at kvinder er dem, der kan føde børn. Og det har også været hårdt at vide, at jeg aldrig vil kunne give den glæde til en kommende partner.

Hun tøver lidt.

– Jeg tror, at min største frygt er at blive valgt fra, fordi jeg ikke kan få børn, og derfor har jeg nok også foregrebet det indimellem ved at tænke, at det er en del af pakken.

Men hvordan indleder man sådan en samtale? Hvordan taler man overhovedet med andre om noget, der er så privat, så intimt.

For Thea var det først under en sabbatårsrejse til Sydamerika, at hun fik lyst til at åbne op om sin sygdom. Hun couchsurfede hos et argentinsk par, der fortalte hende om deres egne fertilitetsproblemer, og pludselig fik hun trang til at dele sin historie.

– Jeg fortalte dem bare, hvordan situationen var, og de greb mig så godt. Det blev en meget ligeværdig samtale, hvor det ikke handlede om, at de skulle have ondt af mig, som jeg ellers nok har frygtet lidt.

Samtalen blev startskuddet til, at Thea fik mod på at tage kontrol over sin egen fortælling, så da hun efterfølgende startede på højskole, skrev hun en tale, hvori hun koblede sin egen personlige historie til den større politiske debat om rugemoderskab.

Men det tog lang tid for hende at finde et sprog for sin sygdom, at forstå sin egen situation. Thea følte sig taget tilbage til teenageårene, hvor sundhedspersonalet altid blot havde slået undskyldende ud med armene, når hun havde spurgt ind til sine muligheder.

– Det har hele tiden været vildt at vide, at det kræver en lovændring, før min drøm kan blive til virkelighed, men jeg tror alligevel, at der kunne være gjort meget for, at jeg ikke havde følt mig så alene i processen, og at der stadig kan gøres meget for at aftabuisere den her slags emner, siger hun.

Alle skal ikke have ret til en rugemor

Da Thea sidste år fyldte 25 år, gav hun sig selv den fødselsdagsgave, at hun ville have undersøgt sine æg, med henblik på at få dem frosset ned. Men endnu engang blev hun mødt af et system, hvor hendes ønske om at blive mor blev gjort lig med noget ulovligt.

– På klinikken fik jeg at vide, at de ikke måtte fryse mine æg ned, fordi det så ville være med henblik på at gøre brug af en rugemor, og det er ulovligt.

Det betyder, at Thea bliver nødt til at tage til udlandet for at få frosset sine æg ned.

– Det føles meget underligt at skulle regne med, at et andet lands system griber mig, fordi mit eget land ikke kan, siger hun og fortæller, at hun ofte møder dansk sundhedspersonale, som er frustrerede over, at de ikke må hjælpe.

Du har jo andre muligheder for at blive mor – du kan vælge at adoptere eller gøre brug af en udenlandsk rugemor, hvorfor er det ikke noget, du overvejer?

– Det kan også godt være, at det ændrer sig om tre eller fem år, men lige nu synes jeg jo også, at det her er større end mig. Det er den der følelse af at have et ønske, og det eneste der står i vejen for det, er, at ingen har taget stilling til, hvordan vi kan gøre det på en ordentlig og reguleret måde i Danmark. Jeg synes simpelthen ikke, det skal være derfor, at jeg – og mange andre – ikke kan få et barn.

Men der er vel også blevet taget stilling til det, og man har valgt at ulovliggøre det for at sikre, at der ikke sker en udnyttelse af potentielle rugemødre?

– Ja, men nu har Etisk Råd og sundhedsfolk anbefalet, at staten skal gå ind og tage kontrol og lempe reglerne for det altruistiske rugemoderskab, så det synes jeg, man bør se på. Men i stedet vælger regeringen at gøre det nemmere at blive juridiske forældre, når man gør brug af udenlandske rugemødre, og selv om det er godt, så forstår jeg ikke, hvorfor man ikke hellere vil sikre, at vi får ordentlige forhold herhjemme.

Skulle det ske, at lovgivningen ændrede sig, er det langt fra alle, der skal kunne gøre brug af rugemødre, mener Thea. Og derudover skal praksissen også kun ske under stærkt regulerede forhold, hvor graviditetsværten, som Thea kalder det, gennemgår en grundig screeningsproces og dertil modtager en symbolsk økonomisk kompensation.

– Jeg synes ikke, alle skal have ret til at bruge en rugemor, men hvis man har en sygdom eller en familieform, som gør, at man ikke selv kan få børn, så synes jeg, man bør have muligheden.

Tror du, at lovgivningen når at ændre sig, så du kan få dit eget biologiske barn i Danmark?

– Åh, jeg håber det, jeg håber det så meget. Men i forhold til, hvor langsomt det er gået indtil nu, er det ikke urealistisk, at der skal gå yderligere 10 år. Nu er det egentlig bare et spørgsmål om, hvorvidt de danske politikere er modne nok til opgaven, siger Thea.

Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: