Det begyndte, da hun var 14, og han var 46: ”Jeg kan stadig føle, at jeg ikke må fortælle, hvad der egentlig skete”

Der er ting, jeg gerne vil fortælle til dig, lige her i det her rum, men som jeg ikke vil sige ellers. Det er noget andet at sidde foran ét menneske end at tale til et helt publikum af anonyme.

Ordene er Ulrikka S. Gernes’. Det er det første, hun siger til mig efter de almindelige fraser – det er godt at møde dig, tog du metroen herhen, jeg har glædet mig til at tale med dig – og jeg forstår godt, hvad hun vil signalere med de to sætninger.

Noget er ikke vedkommende, siger hun. Noget skal kun findes i den her samtale.

Den samtale, Ulrikka S. Gernes og jeg skal have, er ikke nem. Det er en samtale om en bog, ja, men det er en bog bygget på det, man kalder egne erfaringer.

Bogen, som den nu 58-årige Ulrikka har skrevet, handler om en 14-årig pige, der gennem hundredvis af breve groomes til at indlede en seksuel relation med en 46-årig mand.

Den handler om skam, tvivl, nysgerrighed, måske endda om forelskelse. Den handler om en fire år lang relation, som alle ser og stiltiende accepterer, selv pigens forældre. Om at dem, der var voksne dengang, bagefter sagde: Men du ville jo selv, ikke?

Fortællingen om alt dette foreligger nu i bogform. “En pige forlod værelset” hedder den, og det er en roman. Også det er nyt for Ulrikka S. Gernes, der er kendt som lyriker og børnebogsforfatter med flere bøger bag sig.

– Det hele er nyt for mig, det her. Jeg har ikke prøvet at skrive en roman før. Det har været learning by doing, for jeg er jo egentlig lyriker. Lyrikken pakker noget ind, mens prosaen pakker noget ud. Og jeg syntes, der var nogle ting, der skulle siges meget klart.

– Selvfølgelig kan man også sige ting klart i poesien, men der var nogle ting, der skulle skrives ud helt til mindste detalje – de skulle foldes ud, så de kan mærkes.

Ulrikka S. Gernes’ blik er intenst og nærværende, mens hun taler, og hendes hænder griber nogle gange ud i luften, som leder de efter et sted at finde ro.

Der er meget på spil i den bog, hun har skrevet, og der er meget på spil i den samtale, hun og jeg har, om de personlige erfaringer, der ligger til grund for bogen. Samtidig er der en større mening med det. Et ønske om at være en del af noget større.

– Det er et paradoks: Det, vi føler os mest skamfulde omkring, det allermest intime, er også det, der er det allermest fælles for os. Vi går rundt og tror, vi er alene; at vi er de eneste, der har oplevet det her.

– At læse noget, der er meget direkte beskrevet, kan åbne et erkendelsesrum i én. Det kan sige til én: Du må godt! Du må gerne åbne den der dør og kigge derind og sige, hvad du ser. Det er en gave at få det sådan ved at læse noget, og den gave vil jeg gerne selv give til andre, siger hun.

Et overgreb

Ting er meget direkte beskrevet i “En pige forlod værelset”, som Ulrikka S. Gernes siger.

Her får man det hele med ned til mindste detalje: Nysgerrigheden over som purung pige at møde en ældre mand, der tager en alvorligt som andet end et barn.

Euforien over at modtage håndskrevne breve fra den selvsamme mand. Følelsen af en ensomhed, der bliver lidt mindre. Det første møde i en provinsby, de svedige håndflader. Et kys, skægstubbe. Smerten over at have sex første gang uden rigtigt at være klar. Som Ulrikka siger:

– HVAD ER DET? Det har været vigtigt for mig at vise. Det er vigtigt at vise detaljerne. Jeg har nogle gange tænkt om en af de sexscener, der er i bogen, at den er mange ting. Jeg har haft et behov for, at det bliver skildret i detaljen.

– Det er ikke bare, at hun mister sin mødom, det er også alt muligt andet. Det er et overgreb.

I “En pige forlod værelset” følger vi Tanja, der er barn i et kunstnermiljø i 1980’erne, ligesom Ulrikka S. Gernes selv var det. Hun er datter af de anerkendte billedkunstnere Poul og Aase Gernes, og hun voksede op i en tid, der kom til at gå over i historien som en opbrudstid.

– Jeg er vokset op i et miljø, hvor kunsten stod over alt andet. Jeg mener det virkelig: Kunsten stod over ALT andet. Jeg kan godt lave lidt sjov med det og sige, at det er lidt ligesom at vokse op i en kult.

– Kunsten var formålet med livet, med vores blotte eksistens. Alle skulle være med i den kult og bidrage til kunsten, siger Ulrikka S. Gernes og fortsætter:

– Der var en rest af tanker fra 60’erne og 70’erne om fællesskab og kollektiv. Familien som et arbejdsfællesskab. Jeg er også vokset op med ikke at måtte sige “mor” og “far”.

– Det må Tanja i min roman godt, og det var noget, jeg gav hende. Det med ikke at måtte sige “”mor” og ”far” er et tab.

– Mit eget barn må da f.eks. ikke kalde mig ved fornavn! Jeg er MOR, og jeg er meget stolt af at være mor. Det er et unikt forhold, og det er så fin en forbundethed, der er mellem mor og barn, og den var der ikke meget plads til, da jeg voksede op.

Tanja møder den ældre forfatter Eg til en reception. Han tager et billede af hende med det kamera, Tanja har lånt af sin far. Send det til mig, beder han og giver Tanja sin adresse.

Det bliver begyndelsen på en brevudveksling mellem de to og på en betagelse, der måske nok er gensidig, men bestemt ikke ligeværdig.

– Tanja bliver helt vildt betaget af at blive set. Det er den følelse, man kan have, når sådan noget sker, og det er jo egentlig en dejlig følelse at have: At blive set på den der måde, der siger: “Jeg ser alt, hvad du er!”.

– Det blik vil man gerne hvile i, og man tror, man er tryg der. Man tænker: Det er en voksen mand, han vil aldrig gøre mig ondt, siger Ulrikka S. Gernes.

Mens vi taler, blandes Tanjas og Ulrikkas eget “jeg” sammen. Sådan bliver det nødt til at være, når man taler om noget så personligt som det, Ulrikka S. Gernes beskriver. Nogle gange er det friere at tale om en romanfigur end om sig selv.

– Man går meget op i at kæmpe imod de borgerlige normer i det miljø i 1980’erne, og den 46-årige mand siger til den 14-årige Tanja, at de skal kæmpe mod de borgerlige normer sammen. Pigen Tanja fatter ingenting af det, hun er bare et barn, ikke?

– Det er en forslidt talemåde at sige: Det var en anden tid. For ja, det VAR en anden tid, men når man siger det, siger man også lidt “pyt med det, lad os hellere se fremad”.

– Problemet er bare, at det ikke kan retfærdiggøre, at nogle forældre ikke passede ordentligt på deres barn. Det kan ikke retfærdiggøre, at en voksen 46-årig mand forgriber sig på en ung pige, siger Ulrikka.

– På en måde svarer det til, at når man ser en sommerfuglepuppe, der er ved at klække. Man kan se, at sommerfuglen er på vej ud, og man tænker: Ej, hvis nu jeg trækker lidt i puppen eller i det ben, der er på vej ud, så kan det være, sommerfuglen kommer hurtigere ud. Måske kan jeg hjælpe den? Men det skal man jo ikke, og det lærer man allerede i skolen!

– Sommerfuglen skal komme ud af puppen ved egen kraft, for det er der, den får sin livskraft. Og jeg vil sige, at det, han gjorde, er jo faktisk at pille hul i puppen. Den sommerfugl, der bliver pillet ud for tidligt, kan sagtens leve, men den ender med at flyve skævt.

Har du fløjet skævt?

– Ja, det har jeg jo! Men jeg har ikke vidst det. Det ved man jo ikke, når man ikke får at vide: Det der, du oplevede, var ikke så godt. Det har altså konsekvenser.

– Der var ikke nogen, der sagde: Du har været igennem noget mærkeligt. Der var en stemning af “op på hesten igen, og videre”.

Det, man ikke må sige

I lang tid forsøgte Ulrikka S. Gernes at gøre lige præcis det: Komme videre. Hun levede sit liv, tiden gik, som hun siger, men der var noget galt.

– Der kommer så meget angst, tvivl, selvskadende adfærd og enormt meget skam. Jeg er 58 år, og jeg kan stadig føle, at jeg ikke må fortælle, hvad der egentlig skete. Det er jo fuldstændig absurd.

– Jeg har brugt årevis på at finde en litterær form til det her stof, men jeg får stadig fuldstændig panikangst, når vi skal tale om det. Nej, nej, nej, det må jeg ikke sige, tænker jeg.

Hvad er det, Ulrikka S. Gernes ikke må sige? I “En pige forlod værelset” stikker Tanja af hjemmefra for at være sammen med forfatteren, hun stjæler for at få råd til frimærker, hun lyver om, hvem hun ses med og taler i telefon med.

Som Ulrikka siger: Det var så let for ham. Han behøvede ikke engang sige, at jeg skulle gøre de her ting. Jeg gjorde det bare.

Den forfatter, Ulrikka i sin tid blev groomet af, er død nu. Skulle han dø, før du kunne skrive om det, spørger jeg, og hun tøver lidt. Så siger hun:

– Jamen, jeg har da skrevet om det før! Men ingen reagerede på det. I 1992 skrev jeg en novelle, som jeg sendte til Information. De bragte den juleaften, og den handlede om lige præcis det. Det var en tid før internettet og den slags, og jeg fik ingen kommentarer på den. INGEN sagde noget.

– Jeg konkluderede, som det unge usikre menneske, jeg var, at det nok var, fordi den novelle var dårligt skrevet. Og de skulle sikkert bare have noget at putte i avisen juleaften.

Ulrikka ryster på hovedet, som kan hun heller ikke selv forstå, at det er sket. Men det skete jo, både novellen og det, der foregik mellem hende og den 46-årige mand, og hun er ikke alene med sin oplevelse.

Tværtimod skriver hun sig ind i et kor af stemmer, der beretter om lignende relationer, som i bagklogskabens klare lys var overgreb.

– Der er så mange eksempler på det her og så mange fortilfælde. Der er Pigekoret, der er Jeffrey Epstein, Harvey Weinstein, Michael Jackson. Den katolske kirke, for helvede!

– I går lå jeg og så en dokumentar om spejderbevægelsen i USA, hvor man har 82.000 misbrugte børn. De bliver jo også voksne mennesker, som ikke kan sige de her ting højt. De ved bare, at de har det dårligt.

Hvordan har det været at skrive om det?

– Det har nogle gange krævet en metaforisk spand, når jeg skulle kaste op. Jeg har skulle skrive nogle detaljer ud, der simpelthen er så ulækre. Så meget af erindringen ligger i kroppen.

– Der var også en periode, hvor det føltes, som om der sad sådan nogle store rovfugle på ryggen af mig og flænsede mit kød, så jeg blev nødt til at bruge det meste af dagen på at lappe mig selv sammen. Først derefter kunne jeg skrive lidt igen, siger Ulrikka S. Gernes og fortsætter:

– Min datter sagde engang til mig: Mor, hvad lavede du overhovedet, da du var 19 år?! Og jeg måtte jo sige: Skat, da jeg var 19 år, kæmpede jeg for at komme fri af et forhold, jeg havde haft til en voksen mand, siden jeg var 14. At sige det var bare … ikke?

Lolita og ligeværd

At blive mor ændrede meget for Ulrikka S. Gernes’ syn på det, hun oplevede med den 46-årige mand. Pludselig så hun på det “lille, sårbare væsen” og tænkte: Det må aldrig ske for dig. Biologien førte til en lang række erkendelser i hende selv.

– Der er et interview i Oprah Winfrey, hvor de tre mænd, der var Michael Jacksons “børn” bliver interviewet, efter de selv er blevet fædre. De har jo siddet i retten og sagt, at alt var fint og godt med ham tidligere. Det har de gjort, for det var den sandhed, der var i dem på det tidspunkt. Men da de får den biologiske oplevelse at blive fædre, skaber det plads til en anden sandhed.

– Sandheden forandrer sig hele tiden. Der er ikke noget i de her sager, der er entydigt. Og så alligevel: Der ER noget, der er forkert, og der er lovgivning omkring det.

Det, Ulrikka S. Gernes henviser til, er §223 i Straffeloven, der gør det muligt at straffe dem, “som under groft misbrug af en på alder og erfaring beroende overlegenhed forfører en person under 18 år til samleje”.

– Den lov findes, fordi man ved, at de ting, store voksne mennesker kan gøre ved unge, formbare mennesker, har så vidtrækkende konsekvenser. Man kan få fængsel op til fire år! At opdage den lov var bittersødt, for det er jo for sent.

– Han var en magtfuld mand. Hvordan skulle jeg kunne bevise det? Hvem ville tro på mig? Jeg havde jo ikke nogen ar, jeg kunne vise frem. Og samtidig gik alle jo og sagde til mig: Du ville det selv. Du var ikke til at styre. Du stak af hjemmefra. Du var så moden.

At tale med Ulrikka S. Gernes er at tale med en voksen kvinde, der – i takt med, at tiden er gået – har forsøgt at forstå, hvem hun var som barn, og hvordan hun er formet af sine oplevelser.

Samtidig er den samtale, vi har, også én, der lægger sig i slipstrømmen af #MeToo og gør op med det såkaldte “Lolita-kompleks”, der første gang blev introduceret med Nabokovs bog ”Lolita” om en ældre mand, der groomer et barn og blev kult.

– Hvad er samtykke, når det ikke er et ligeværdigt magtforhold? Så bliver samtykket taget væk fra dig. Du ville selv, får man at vide, men han havde jo taget min vilje og bøjet den i sin retning!

– Det kræver et stort stykke arbejde at gøre, men ordet grooming fandtes ikke dengang, siger Ulrikka S. Gernes og fortsætter:

– Jeg tænker nogle gange på, hvad jeg ville gøre, hvis en af mine mandlige venner pludselig dukkede op hjemme hos mig med en 14-15-årig pige. Jeg tror, jeg ville tale med hende, for der var ikke rigtig nogen, der talte med mig.

– Jeg ville interessere mig for hende, og så ville jeg måske også sige: Du er meget ung. Skal du ikke sove inde på sofaen hos mig i stedet? Jeg vil gerne rede op til dig, så du kan sove her i nat, og han kan bare gå et andet sted hen.

Jeg spørger Ulrikka, hvem hun er nu, 58 år og med et levet liv bag sig, og hendes grin smitter, da hun leende siger:

– Jamen, who knows? Altså, jeg er midt i et eksperiment. Så må vi jo se, hvad jeg bliver til af at gøre det her. Bordet fanger. Nu sidder jeg ikke alene i et rum sammen med Tanja og prøver at undersøge, hvad det er, der er sket, og hvad det har gjort ved mig.

– Nu er der nogle andre, der kigger med, og jeg skal stå frem, jeg skal svare på dine spørgsmål.

– Der er også en del af mig, der har glædet mig til det. Jeg vil gerne have en T-shirt, hvor der står: What you heard about me is true! På den måde er der nogle fordele ved at blive en ældre kvinde. Der er nogle ting, man ikke længere giver en fuck for. Og det er der en frihed i.

Efter interviewet står Ulrikka S. Gernes og jeg lidt ude på gaden og kigger på hinanden. Vi har talt sammen i to timer, men det kunne sikkert godt have været længere, for samtalen er af en slags, der nok aldrig slutter. Ulrikka ser lidt på mig og så siger hun med et lille, nærmest afvæbnende smil:

– Jeg håber jo også mest bare, at folk synes, jeg har skrevet en god roman. Det er egentlig det vigtigste.

Artiklen blev udgivet i femina uge 7, 2024.