Hun sad på toilettet i sin lille lejlighed, da angsten kom. Så gik noget op for hende

Da Johanne Milland trådte ud af sin hoveddør i morges, lå der en mand på jorden foran hende. Først troede hun, at det var en hjemløs, der havde lagt sig til at sove, for folk gik bare forbi ham. Indtil han kiggede på hende og spurgte: “Kan du hjælpe mig?”

– Jeg gik i gang med at få ham på benene og så appellerende på de mennesker, der gik forbi, som i: “Gider I at give en hånd med her?” Ingen reagerede. Heller ikke selv om manden blødte fra ansigtet – han var tydeligvis faldet.

– Sådan noget bliver jeg simpelthen så rasende over! siger Johanne og knytter hænderne stramt på bordet.

Manden fortalte, at han hørte til på et plejecenter i Sundby, så Johanne ringede til dem og spurgte, om de kunne gøre noget. De kendte ham, ja, men sagde, at hun jo kunne ringe til sociolancen eller en taxa, der var ingen hjælp at hente der.

Manden ville helst have en taxa, så Johanne fik ham ind i en og sendt ham hjem.

Hun fortæller om episoden som svar på mit spørgsmål om, hvad der kan få hende op af stolen.

– I sådan nogle situationer får jeg en vild indre ild. Jeg bliver så rasende og ked af det, når mennesker bliver uretfærdigt behandlet, at jeg har virkelig svært ved at styre mig.

Det er den indre ild, der på rekordtid har gjort Johanne Milland til et af de nye store talenter på både film- og musicalscenen, men også den, der brændte hende op for snart fire år siden. Så i dag tøjler hun den, ilden. Doserer den.

– Den “gamle” Johanne var meget melankolsk på den måde, at jeg tit fortabte mig i billeder af mit liv, som jeg selv skabte.

– Mit indre følelsesliv og fantasi har altid været meget stærk, og jeg brugte den som en usynlig ven. Den har jeg mistet lidt, fordi jeg er blevet mere balanceret og knap så “op og ned” i mit følelsesliv. Jeg er blevet bedre til at være … leverpostej.

Bekommer det dig godt? At være mere leverpostej.

– Hmm, der er da nogle ting ved den gamle Johanne, som jeg gerne ville have beholdt, men man bliver jo skør af altid at køre derudad med 180 km i timen. Jeg har ikke reageret på mine grænser, og når man ikke gør det i lang tid, siger kroppen til en, at man skal høre efter, ellers går det galt.

– Men jeg har altid været ret grænsesøgende, og jeg har godt kunnet lide det. Der var noget trygt i, at noget gjorde ondt.

Hvorfor, tror du?

– Åh, det har jeg brugt meget tankevirksomhed på at finde ud af! Måske fordi der er en tryghed i at forblive ked af det, hvis man har været det. Hvis du bliver glad igen, har du jo noget at miste. Det er bare nemmere …

En lidt omvendt logik …

– Ja, men der er også noget i den måde at leve på, som jeg tror, har gjort mig til en god skuespiller. At leve meget i en “tilstand”. Jeg blev tidligt udbrændt, men det har også givet mig rigtigt meget, fordi jeg kastede mig hovedkulds ud i alt og løb virkelig stærkt i alt det, jeg lavede.

– Det har både været godt og min største udfordring, men det er sådan, jeg er som menneske: Jeg løber virkelig stærkt, eller jeg løber slet ikke. Jeg elsker virkelig meget, ellers elsker jeg overhovedet ikke. Det har kostet mig noget, men det er de slag, man tager.

Kontrol og gaslighting

Det er ikke, fordi Johanne Milland har haft en traumatisk barndom eller store sorger, hun skulle løbe fra. Tværtimod er hun rundet af en tryg opvækst i den lille landsby Frørup uden for Nyborg, med en mor, der stod i køkkenet og bagte boller, og en far, der sad i sofaen og så fodbold.

– Jeg var “det rødhårede barn”, den sprælske, temperamentsfulde, hvor min søster var mere genert, var jeg den udfarende, hende med krudt i røven.

– Jeg har altid haft et show-gen, jeg ville gerne vise mig, ses på, have anerkendelse. Jeg ville også helst være hende, der bestemte, og fordi jeg var denne her retfærdighedsrytter, havde jeg også travlt med at fortælle folk, hvordan de skulle opføre sig.

Johanne plagede sine forældre i årevis om at komme med i Nyborg Voldspil, og som 15-årig fik hun endelig lov. Hun blev hurtigt en del af det store amatørteater-fællesskab på Fyn, og derfra gik det stærkt med store roller og mange turneer.

– Jeg fik virkelig nogle slag for at være sådan en bestemmer-røv der, så jeg lukkede ned for den del af mig selv og blev en pleaser – jeg ville jo gerne være med i fællesskabet.

– I forlængelse af det mødte jeg min første kæreste på hf i Odense, hvor jeg gik, og fik et forhold, som var meget usundt. Selv om jeg virkelig var en ben i næsen-pige, kendte jeg ikke mine grænser i kærlighedsregi, og jeg mistede mig selv totalt. Jeg opdagede desværre ikke, hvor usundt det var, før det var for sent, fortæller Johanne.

Først flere år senere opdager hun, at hun har været under kontrol og gaslighting i forholdet.

– Vi forstod ikke, hvordan man var kærester og passede på hinanden, som man gør i et forhold. Det har jeg lært nu. At man er et team i et forhold.

– Han ville ikke være sammen med mig og tale med mig offentligt, selv om vi boede sammen, og jeg var virkelig forelsket i ham, så det var meget, meget svært. For jeg følte mig ikke okay som bare mig. Han kontrollerede mig ved f.eks. at bestemme, hvad jeg skulle have på og ikke have på, hvilke film vi skulle se – små ting.

Forholdet varede kun halvandet år, men fik lov til at definere, hvem Johanne var, i flere år efter.

– Jeg kom ind på Den Danske Scenekunstskole i Fredericia og flyttede til Fredericia, og da jeg var på mit andet år, sagde jeg til ham, at det var slut. Jeg kunne bare ikke mere.

– Vi fik begge to andre kærester, men han spøgte stadig i mit liv. Han var et drug, jeg var afhængig af ham. Afhængig af det, han ikke gav mig. Og det var ikke, fordi han var et ondt menneske, for han var ikke selv klar over, hvad han gjorde. Han forstod det ikke.

Hvordan fik du vristet dig fri af ham?

– På det tidspunkt havde det været så meget on and off, at jeg til sidst godt kunne se, at det ikke var sundt for mig. Og jeg havde bare lyst til at være glad – jeg var så træt af at være ked af det. Træt af at være et offer. Træt af at sætte mig selv i den situation gang på gang.

– En af mine veninder sagde til mig, at hun ikke kunne kende mig. At jeg ikke var mig selv. Det kan man ikke se, når man sidder i det, og siden har jeg forstået, at det faktisk kan forværre tingene, når ens nærmeste siger sådan til en.

– Mekanismen er, at hvis du får at vide, at “du skal gå fra ham, han er ikke god ved dig, du har ændret dig”, så får man endnu mere lyst til at blive. Det styrker båndet til den person, der ikke nødvendigvis er god for dig.

Hun fortsætter:

– Det var det, der skete for mig. Og jeg har lært, at hvis man skal tage den snak med en, der er udsat for kontrol og gaslighting, skal man vende den om og spørge, om vedkommende har det godt, om der er noget, man kan gøre.

– Jeg passer selv meget på med, hvordan jeg taler om det, hvis jeg møder nogen i lignende situationer.

Angsten

Johanne var flyttet til København og sad på toilettet i sin lille lejlighed i Valby, da angstanfaldene startede.

– Jeg kan huske, at jeg helt ud af det blå tænkte en rigtig dårlig tanke om mig selv. Sådan: “Du kan ikke noget, du duer ikke til noget.” Det havde jeg aldrig gjort før. Pludselig frøs hele min krop, og jeg sad sådan i lang tid, helt i panik.

– Jeg måtte sige til mig selv: “Nu flytter du ene fod, rejser, går udenfor. Du skal have noget frisk luft. Så bliver det sikkert bedre.”

Johanne fik kæmpet sig udenfor i den friske luft, hvor det gik helt galt.

– Jeg ringede til mor og sagde, at der var noget helt galt. Med det samme fik jeg en tid hos en coach, fordi jeg tænkte, at det her bare skulle tales igennem, så ville det gå væk. Det gjorde det så ikke.

Derfra gik det ned ad bakke med Johanne. Angsten bankede rundt i hendes krop, og stresssymptomerne viste sig ved hjertebanken, sovende arme og ben, flimmer for øjnene.

– Jeg fik det så skidt, at jeg måtte flytte hjem til mine forældre, og i i hvert fald tre måneder kunne jeg ikke gå uden for en dør uden at holde min mor eller far i hånden.

– De var virkelig gode til at få mig ud og i det mindste få lidt motion, så vi cyklede en masse ture. Men jeg gik helt i panik, hvis jeg ikke kunne se dem hele tiden. Og hvis jeg gik alene på vejen, var jeg bange for, at jeg ville gå ud foran en bil. Jeg har stadig tvangstanker som følge af det, det er vildt ubehageligt.

Hvilke tvangstanker er det?

– Det kan være alt muligt. At jeg dør af mit arbejde. Jeg ved godt, at intet af det er sandt, så jeg er nødt til at sige: “Nå, det var dén tanke”, når den kommer. Jeg fik fat i bogen “Dit selvhelbredende sind”, og den og den bedste psykolog i verden reddede simpelthen mit liv og ændrede mit syn på angst.

– Det, min rejse indtil videre har lært mig, er, at når du lider af stress og angst, er din hjerne din største fjende, og jo mere, du kæmper imod den, jo værre bliver det. Jeg øver mig stadig i ikke at tage kampen, for jeg kan ikke vinde. Mine tanker vinder altid.

Det var i den periode, at filmen “Venuseffekten” – Johannes første store filmrolle – blev optaget. Hun havde aftalt med sin mor, at hvis hun ikke kunne, så kunne hun ikke, og så var det bare ærgerligt. Hun måtte tage én dag ad gangen og se, hvordan det gik.

– Jeg ringede til casteren og fortalte, at jeg havde stress og angst, og hun greb mig med det samme, det var så fantastisk. De kunne lige så godt have sagt: “Nå, men så finder vi en anden”, men de var så topklasse og forstod, hvad jeg gik igennem. De lod mig være på Fyn, når jeg ikke turde tage toget, og de sørgede for, at jeg fik nogle kropsbehandlinger, som hjalp rigtigt meget.

– Vi talte om, at jeg skulle prøve at bruge det i filmen, for på det tidspunkt havde jeg rigtigt meget brug for at mærke jorden under mig, træerne og græsset, så jeg VAR rigtigt meget min rolle, Liv. På den måde endte det faktisk med at være en kæmpe gave, fortæller Johanne, som noterede sig den store forskel, der var på at lave film og at lave musical:

– På et filmset kan der være lange pauser mellem optagelserne, og der er meget normalt for spillerne at “zone ud” i deres pauser. Det er der ikke på samme måde tid til i musicals. Prøveperioden er mere komprimeret, og vi skal nå enormt meget under prøverne. Det er også meget socialt, så du er meget intenst på i flere måneder ad gangen.

– Det er enormt sjovt og krævende på en anden måde, men jeg havde svært ved at finde et pusterum, fordi jeg ikke brugte mine pauser på at koble af, selv om jeg havde brug for det, fortæller hun.

– Det var også en af grundene til, at jeg gik ned med stress: Jeg var udkørt, fordi jeg hele tiden var på og selv følte, at jeg skulle være den søde og sjove. For hvis jeg ikke var det, var jeg så overhovedet fed at være sammen med?

– Da jeg så oplevede, hvordan det var på “Venuseffekten”, hvor jeg var nødsaget til at tage mine pauser, gik det op for mig, at jeg sagtens kunne overføre det til mit arbejde i musicals.

– Efterfølgende har jeg brugt mange kræfter på at fortælle folk, at jeg har været gennem en periode med stress og angst, hvilket gjorde, at jeg havde brug for at trække mig indimellem. Det blev ligesom min mærkesag i musicalbranchen. At man godt må sige det højt.

Har det virket?

– Ja, det synes jeg. Det har i hvert fald skabt et rum, hvor andre kunne sige det samme. For jeg er sikker på, at der er andre, der har det ligesom mig. Eller bare har brug for at være introvert indimellem. Vi er jo en ekstremt ekstrovert branche, og det er altså hårdt. Det kræver meget mentalt og socialt af dig.

Helende Alex

Lige nu arbejder Johanne på sin næste store hovedrolle, nemlig selveste Askepot i musicalen af samme navn.

– Jeg trives rigtigt godt med at skifte mellem genrerne, jeg ville nok dø ud, hvis jeg kun skulle enten film eller musicals. Det er to vidt forskellige måder at arbejde på, krævende på forskellige måder.

– Musical er hårdt på den måde, at du er på 180 procent på i mange timer ad gangen, hvor film er meget mere detaljeorienteret. Det er dit indre liv, der skal spille der.

Du er uddannet til musicalbranchen, vidste du, at du også kunne spille skuespil på film?

– Nej, og det vidste casteren, der ringede mig op, heller ikke. Hun havde set mig i en brochure et sted og tænkte: Hende skal jeg have!

Kom det bag på dig?

– Ja, meget! Det er en drøm, jeg har haft i mange år, men jeg havde aldrig troet, at det var noget, jeg fik lov til.

– De to verdener er meget adskilte – der er ikke ret mange musicalperformere, som får lov at gå til castings til film, så det var et vildt spring, som jeg er enormt taknemmelig for. “Venuseffekten” har åbnet mange døre for mig.

Også “døren" til Alex Høgh, som du danner par med i dag?

– Ja, jeg mødte Alex på tv-serien “Kald mig far”. Vi talte rigtigt godt sammen, men der gik lidt tid efter optagelserne før vi kunne mærke, at det her – det er altså dejligt! Jeg havde aldrig set noget af det, han har lavet, hvilket sikkert var meget fint for mig, siger Johanne med et skævt smil.

Du har knust en masse pigehjerter der…

– Ha ha, ja, det har jeg vist. Alex er rigtigt god til ikke at lade alt det dér gå os på, men jeg skulle lige lære at håndtere, at der pludselig var fremmede mennesker, der havde meninger om os. Men det fylder ikke så meget mere.

Hvad kan I sammen?

– Vi balancerer hinanden rigtigt godt. De mennesker, du forelsker dig i, er jo ofte dem, der åbner din sorg, og jeg har så mange sår fra tidligere forhold, som jeg kun kan bearbejde sammen med et andet menneske. Og Alex er virkelig god til at hele mine sår, det er meget smukt for mig.

– Han er et meget tålmodigt menneske. Vi er gode for hinanden, fordi vi udfordrer hinanden på en sund måde.

Føler du dig så mere klar til at elske?

– Ja, jeg er ikke bange længere. Men det var jeg i starten. Jeg var nødt til at gå meget langsomt frem og holde fast i mig selv, så jeg ikke mistede mig selv igen. Og det var godt, at jeg gjorde det, ellers var vi ikke endt, hvor vi er i dag. Faktisk har vi årsdag i dag.

Tillykke! Og hils. Jeg kaldte ham svigermors drøm, da jeg mødte ham. Er han det?

Johanne slår en høj latter op.

– 100 procent! Min mor er meget glad for ham. Han er sgu også meget god.

Artiklen blev udgivet i femina uge 9, 2024.