I rockermiljøet er kvinden mandens ejendom: “Det er meget langt fra Metoo”

“Dåse Åse”, “Kusse-Kate” og “Køllekværnen”. “Lise Tusindpik” og “Marie med jernbukserne.” Slappe skeder, madammer og døde ludere.

Det skortede ikke på hverken “kælenavne” som skældsord om kvinderne i rockermiljøet, da Danmarks første rocker, Bjørn Andersen, kørte landevejene tynde i 60’erne og 70’erne.

Men noget tyder på, at kvindesynet ikke har ændret sig synderligt. Det er i hvert fald det indtryk, som man efterlades med, når man læser bogen “Kvinderne bag vesten - i skyggen af en rocker.” Her fortæller en række kvinder om, hvordan de i rockermiljøet er blevet anset som rockernes ejendom, om vold og social kontrol og om, hvordan det er at være mor, datter, kæreste eller ekskone til en mand eller søn, som altid vil vælge “klubben” først.

Rockerklubber, der ifølge øjenvidneberetninger i flere tilfælde får unge kvinder til at blive tatoveret med skriften “Property of …” indsæt selv navnet på rockerklubben. Fordi alle i klubben så ved, at en kvinde med den tatovering er til “fri afbenyttelse”. Klubber, hvor helt unge kvinder kan finde på at ankomme til fester med bare ben, fordi de skal have bukserne op og ned så mange gange, at deres nylonstrømper alligevel ville gå i stykker.

“Det er ret langt fra Metoo,” som den ene forfatter, Stine Lukowski, siger.

Klubben før kvinden

Bag bogen står to kvinder, som kender den kriminelle underverden, der omgiver rockerklubberne indgående.

Stine Lukowski er socialrådgiver og kriminolog og har i 20 år arbejdet med bl.a. forebyggende kriminalitet og resocialisering af rocker- og bandemedlemmer og har desuden været leder af en taskforce i indsatsen mod den nu forbudte bande Loyal to familia.

Christina Ehrenskjöld har arbejdet som journalist i knap 20 år, herunder 16 år på Ekstra Bladet, hvor hun i en årrække har arbejdet på kriminalredaktionen med undersøgende journalistik, og de senere år som selvstændig forfatter og journalist.

De to forfattere havde uafhængigt af hinanden i længere tid tænkt, at det var interessant at arbejde med kvinderne i rockermiljøet, og efter forlaget havde introduceret dem til hinanden, var det oplagt, at de skulle skrive en bog sammen.

De har begge gennem deres arbejde bemærket, at der bag de mange sager med rockere involveret, stod en række tavse kvinder, hvis historier ikke blev hørt eller beskrevet i medierne.

Christina Ehrenskjöld har fx oplevet at dække retssager, hvor fx koner, ekskærester eller mødre til rockere har siddet på tilskuerrækkerne og ventet på, hvor længe deres børns far eller deres søn skulle i fængsel denne gang.

Og Stine Lukowski har som socialrådgiver har set, hvordan myndighederne har haft tendens til at fokusere på bandemedlemmet og dermed overset de kvinder, der stod i skyggen af deres mænd, men som har levet med store personlige konsekvenser af deres relationer til rockermiljøet.

“Hvis du er kvinde i et rockermiljø, så vil du opleve, at alt, hvad der rør sig i dit liv, er med udgangspunkt i klubben og klubbens behov. Vores mission er at give kvinderne en stemme og fortælle, hvordan det fx er at skulle besøge sin mand i fængsel, se ham på forsiden af Ekstra Bladet eller forklare sine børn, hvad far har gjort,” siger Stine Lukowski.

Christina Ehrenskjöld supplerer:

“Der findes masser af bøger om rockere og rockermiljøer, men der er meget lidt fokus på kvinderne i det miljø. Det er sjældent, vi hører historierne om de kvinder, der står i skyggen af deres mænd, og som har oplevet ikke at være ligeværdige i miljøet så længe, det har eksisteret,” siger hun.

Kvindesynet i rockermiljøet er nærmest at sammenligne med at være stavnsbundede, forklarer Stine Lukowski.

“Rockerne ejer deres kvinder fra det sekund, de får kløerne i dem. Der eksisterer en form for ejendomsret, som gælder uanset, om du har været i et fast forhold med en rocker i to, 10 eller 20 år, eller om du er en af de kvinder, der bare besøger klubberne mere løst.”

Det er ikke, fordi alle kvinder af den grund bliver behandlet dårligt, fortæller forfatterne.

“Især dem, der er i faste forhold med rockere, fortæller, at de i mange sammenhænge bliver behandlet rigtig pænt. De skal aldrig tage en taxa, for de kan bare blive hentet af et laverestående klubmedlem. Og hvis de har bestilt et IKEA-møbel, og deres kæreste sidder i fængsel, kommer der bare en fra klubben og samler det. Der er flere nuancer, og det er ikke bare sort-hvidt,” siger Stine Lukowski.

Nye tasker eller nye bryster

Når det er sagt, fortæller mange af kvinderne også om, at de bliver behandlet som objekter, hvor de får god behandling, men til gengæld forventes at opføre sig på en bestemt måde. Flere oplever også en høj grad af social kontrol, hvor kvinderne fx bliver overvåget af deres mænd på sociale medier.

“De her mænd er sindssygt god til grooming. De elsker virkelig intensivt. “Du er mit livs kærlighed, min eneste ene, jeg vil have dig med hud og hår, jeg vil gøre alt for dig, jeg vil dø for dig. Kvinderne oplever sig sat på en piedestal, hvor de kan få, hvad de vil have - om det er en ny taske eller nye bryster,” siger Stine Lukowski

Men ser man på rockernes syn på kvinder historisk, tegner der sig samtidig et billede af, at kvinderne mest af alt bliver værdsat, når de indordner sig i det hierarki, som ligger i rockermiljøet. Et hierarki, hvor mændene kommer først, dernæst de “faste”, som koner og kærester i længerevarende forhold kaldes, og nederst i fødekæden de kvinder, som kun har løs tilknytning til klubberne.

“Det vrimler med kvinder i klubberne, og der er nogle, som ses som fuldstændig værdiløse og udnyttes nærmest som slaver. Kvinder i rockermiljøet har været betragtet som mindre værd end deres motorcykler og hunde,” siger Christina Ehrenskjöld.

Alligevel tiltrækker rockermiljøet mange kvinder.

“Der er kvinder, der kommer i klubberne alene for at finde sig en rocker. Det behøver ikke nødvendigvis at være en specifik rocker, det skal bare være en rocker. En rigtig bad boy. Og så kommer de i klubberne i håbet om, at de bliver nogens “faste”,” siger Christina Ehrenskjöld.

Ditte drømmer om en far i Berlingo

I “Kvinderne bag vesten” er det især mødre, der fylder. Det gælder både de kvinder, som ser deres børn blive en del af rockermiljøet og må opleve den skam, der følger med at skulle fortælle i sociale sammenhænge, at ens barn er kriminel eller måske endda sidder i fængsel. Men det gælder i høj grad også dem, der får børn med rockere, som må finde sig i, at deres børn i en tidlig alder kommer tæt på rockermiljøet.

Et af de børn er Ditte, som er den eneste i bogen, der ikke optræder anonymt. Hun er født ind i miljøet, og har ligget i liften på bardisken i klubben, inden hendes forældre efter få år blev skilt. Men selvom Dittes mor derefter ikke var en del af rockermiljøet, og hun kun var hos sin far hver anden weekend, oplevede Ditte alligevel store konsekvenser ved at opvokse med en far, der havde vest på og kørte på Harley Davidson.

Fx fortæller hun i bogen, hvordan hun husker brølet fra motorcyklen, når den nærmede sig hendes skole, og faren skulle hente hende i SFO’en.

“De andre børn syntes, at han var spændende, men Ditte havde lyst til at forsvinde, når han kom, samtidig med, at hun havde behov for at lade sig omfavne af ham. Når hun satte sig bag ham på motorcyklen, mærkede hun distancen meget konkret ved, at der var et rygmærke mellem hende og hendes far. Det illustrerede, at det altid ville stå i mellem dem: Han vil altid vælge klubben over hende,” fortæller Christina Ehrenskjöld.

Derfor oplevede Ditte også ofte, at hun godt nok kom med i klubben og fik en is, men derefter blev sat af ved sin farmor, så hendes far kunne tage tilbage til klubben og feste.

“Hun savnede sin far og ville gerne se ham, men samtidig drømte hun om, at han kom i en Berlingo med en mappe i hånden, som hun så de andre fædre gøre. Hun ville ønske, at han var lige så kedelig og gennemsnitlig og var en, de andre børn ikke ænsede,” siger Stine Lukowski.

Kvinden Ditte, der i dag er voksen, begyndte tidligt at sætte sig ind i miljøet omkring sin far, og allerede som barn fandt hun en pistol og en skudsikker vest hos ham.

“Hun er konstant bange for, at han bliver slået ihjel, men hun kan ikke tale med sin mor om det, fordi hun ved, at hendes mor ikke vil have, at Ditte har noget med rockermiljøet at gøre, og hun derfor risikerede ikke at kunne se sin far,” siger Stine Lukowski.

Hun tilføjer, at flere af dem, de har talt med i forbindelse med at skrive bogen, som har været børn i rockermiljøet samtidig fortæller, at børn generelt blev behandlet godt, fik masser af sjove legeonkler, slik, chips og McDonalds-mad.

Det ændrer dog ikke på, at kvinder, der får børn med rockere, ofte bekymrer sig om både børnenes og deres egen sikkerhed, men høj grad også deres omdømme.

“For alle kvinderne i bogen handler det i bund og grund om børnene. “Hvornår skal jeg fortælle mine børn, at morfar er rocker?” For ekskonerne, der skal finde sig i, at deres børn kommer i klubben. Og for mødrene, som skal forklare, hvor kæden hoppede af i deres opdragelse, siden deres sønner nu sidder i fængsel,” siger Stine Lukowski.

Afvist på krisecenter

I bogen møder vi også Regitze. Som de fleste af kvinderne i bogen optræder hun anonymt af frygt for repressalier fra rockermiljøet.

Regitze blev i årevis mishandlet af sin mand, som er rocker, og som hun fik tre børn med, inden hun til sidst gik fra ham. Hun har oplevet alle slags vold - fysisk, psykisk, økonomisk, seksuel og massiv overvågning med bl.a. GPS på bilen. Men det var først, da hun så sin ene søn tage kvælertag på sin anden søn, hun forstod, at hun måtte forlade ham.

“Det afspejlede jo, hvad børnene havde set: At far tog kvælertag på mor,” siger Christina Ehrenskjöld.

Da Regitze fik sit første barn, sad manden i fængsel. Og fordi det i rockermiljøet er normalt, at man holder fest, når man bliver løsladt, valgte han at prioritere denne løsladelsesfest højere end at komme hjem og se sin kone og sit nyfødte barn som det første.

“Det er jo grotesk i sig selv, men da han efter festen kom han hjem og fandt sin kone og lille barn i ægtesengen, reagerede han ved at stikke hende en knytnæve lige i sylten, så hun trillede ud af sengen,” fortæller Stine Lukowski.

Volden fortsatte, men Regitze fik på trods af det yderligere to børn med ham, hvilket Stine Lukowski med sin baggrund som socialrådgiver ved, slet ikke er ualmindeligt.

“Han tævede hende, og han fortrød det inderligt, han undskyldte, og hun tilgav ham. Hver gang vendte hun det indad og tænkte, at hun nok heller ikke skulle have haft barnet liggende i den seng, eller hun nok skulle have haft sexet undertøj på og ikke ligge i en Sloggi-trusse. Det blev en ond spiral, hvor hun troede, at hvis bare de får ét barn mere, så bliver det godt. Og han kom med gaver og diamantringe og undskylder lige så hårdt, som han tævede hende.”

Regitze formår at forlade ham og dermed komme ud af rockermiljøet. Men da hun opsøger et krisecenter med sine børn, bliver hun afvist, fordi de ikke har ressourcer til at hjælpe en voldsramt kvinde, som ikke bare har én relation til en eksmand, men som har en hel klub imod sig.

I flere år derefter må finde sig i, at han kommer forbi hendes hjem og tæsker hende, når det passer ham.

Kvinderne skal i centrum

Hvis man som kvinde - eller mand for den sags skyld - vil forlade rockermiljøet, er det ifølge Christina Ehrenskjöld at betragte nærmest som at træde ud af en sekt.

“For Regitze betød det, at hun kan passere folk, hun har kendt i årevis, mænd som kvinder fra klubben, som ikke værdiger hende med et blik. Hun er ude, og de kender hende ikke mere. Hun har mistet alt det, der har været hendes netværk. Og hun har heller ikke netværk fra tidligere, for det mistede hun, da hun fandt sammen med ham,” siger hun.

Stine Lukowski og Christina Ehrenskjöld håber, at deres bog kan være med til at forbedre forholdene for kvinder, der enten er eller har været en del af rockermiljøet.

“Det kunne fx være, når politiet har ransaget en rockers bolig, at man - selvom det er meget kaotisk i de tilfælde - tager fat i de her kvinder fra myndighedernes side og siger: “Hey, det her må godt nok have været voldsomt for dig.” Eller at man taler med de kvinder, der kommer i jobcenteret, hvor manden holder og venter på motorcyklen udenfor, og man spørger, hvordan hun har det,” siger Stine Lukowski og fortsætter:

“Vi bliver nødt til at blive bedre til at italesætte det. Når man ser en ung fyr på vej ind i bandemiljøet, er det oplagt, at man spørger hans mor, hvordan det er at være hende lige nu. Vi har en tendens til at rette spotlightet mod den person, der larmer, i stedet for at se de tavse ofre, der står omkring dem.”

Stine Lukowski tror på mange måder, at kvinderne kan være nøglen til at gøre noget ved de fundamentale problemer, der er i rockermiljøet. For som det er nu, er der en status forbundet med at være i relation til en rocker for nogle kvinder, og hvis den status og prestige ikke var der, ville det være mindre attraktivt for unge mænd at blive en del af miljøet.

“Hvis du er en lille, nørdet bums, som pludselig får mulighed for at få en vest på og dermed får adgang til en masse kvinder, som vil dig pga. vesten og den status, der følger med, kan det virke voldsomt tillokkende. Du vil gerne sidde ved det bord på natklubben, hvor der er gratis sprut, gratis streger og masser af kvinder. Men hvad nu, hvis kvinder i stedet følte afsky ved tanken om at være sammen med en rocker, fordi han tjener penge ulovligt og ikke altid behandler kvinder særlig godt? Så tror jeg, at det ville langsomt ville krakelere,” siger hun.

Forfatterne tror desuden, at det kunne have betydning, hvis rockerne i højere grad dømmes og fængsles for mishandling og vold mod kvinder og ikke “bare” hashhandel.

“Jeg tror, at klubberne ville tage afstand til de mænd, fordi de trods alt ikke vil bakke åbent op om vold mod kvinder. Det går imod deres kodeks,” siger Christina Ehrenskjöld.

Én ting, der især står klart for de to forfattere efter arbejdet med bogen er, at når først en kvinde har været en del af rockermiljøet, glemmer hun det ikke. De har undervejs oplevet at få en lang række afvisninger på at medvirke i bogen fra kvinder, som var bange for konsekvenserne - også selvom de forlod miljøet for flere årtier siden.

For de kvinder, der medvirker, står deres oplevelser, selvom flere ligger langt tilbage, da også helt klart på nethinden, når først de begynder at fortælle.

“Jeg synes, det er vildt, at man kan fortrænge sådan noget i årtier, og så går der pludselig hul på bylden, og de kan huske virkelig mange detaljer. Men det siger noget om, at hvis du er i det miljø længe nok, bliver du nærmest radikaliseret af det. Du vil opleve det som normalt, og så vil du i sidste ende vide, at du skal passe på dig selv,” siger Stine Lukowski.

“Kvinderne bag vesten - i skyggen af en rocker” udkommer 8. marts eksklusivt på lydbog hos Mofibo.