Mød hende, der står bag madscenerne i ”Badehotellet” og gav Martha noget at hakke i
Foto: Mike Kollöffel/TV 2
Tine Hieronymus har stået i køkkenet i Badehotellet siden anden sæson. I ni år har hun været chefrekvisitør på tv-serien og sammen med sin kollega Arvid Berg Ørnbak taget sig af indretningen og dekorationerne til Badehotellet.
Vigtige detaljer, som ikke alle lige ved, hvem der står for, men som man alligevel lægger mærke til som f.eks. blomsterne og maden.
– Jeg blev ansat efter første sæson, hvor man ønskede flere farver, mere lys og varme og romantik. Vi begyndte at bruge rigtige blomster i stedet for det lidt tørre græs i vaser, man havde før.
– Til hver episode har jeg planlagt maden ud fra de retter, der står i manus. Der er retter, som skal laves i køkkenet, og nogle gange skal skuespillerne spise det. Vi rekvisitører laver maden, f.eks. bager vi småkager og morgenbrød, sørger for frokostanretninger og middagsmenu – og planlægger, hvad skuespillerne i køkkenet skal lave. Det er vigtigt, at det ligner noget fra dengang, selvfølgelig.
– Og så skal der hele tiden være nok materialer til skuespillerne, som de kan skære, røre i og så videre. Hvis der for eksempel står én og hakker persille, skal der være otte bundter, fordi vi tager scenerne så mange gange. Det er straks værre, hvis hun skal skære en kanin, for det bliver dyrt med alle de kaniner!
Hvad er din baggrund?
– Jeg er egentlig skolelærer. Men det er over 30 år siden, jeg var det. En dag blev jeg ansat som runner på Hodja fra Pjort. Der fandt jeg ud af, at det var sjovere at lave film end at være skolelærer. Jeg kastede mig ud i filmens verden med stædighed, og siden har jeg lavet rigtig mange tv-serier og spillefilm – og så blev jeg spurgt, om jeg ville være med til at lave Badehotellet.
Hvad har været det bedste ved at lave Badehotellet?
– Der er så mange gode ting. Dels samarbejdet med resten af holdet, som jo bliver ens gode venner. Man arbejder simpelthen så tæt sammen i så mange år.
– Derudover er det ret fantastisk at se de her rå, døde vægge, og så bygge en dekoration ud fra dem ved at sætte tapet på og få møbler ind, skabe levet rod og hænge malerier op. At få en dekoration til at leve er virkelig noget af det skønneste. Man kan mærke det: Lige pludselig vil dekorationen være med.
Hvad glemmer du aldrig?
– Jeg har lavet blomster til Badehotellet i otte år. Det er skønt at møde ind et par timer før alle andre og stå og lave et farvehav af 20 buketter, mens solen står op.
– Det var også rigtig spændende at lave dekoration til den scene i sæson ni, hvor Amanda kommer tilbage til Badehotellet, efter tyskerne har brugt det som hovedkvarter. Vi beklædte væggene i spisestuen med kokosmåtter, for at det skulle ligne noget, der var isoleret for vinteren. Hele rummet blev et tyskerkontor – det så selvfølgelig ikke kønt ud, men det var sjovt at fortælle den historie. Det er det vigtigste for mig: at fortælle historier.
Hvornår har det været lige ved at gå galt?
– Puha, det har det jo været flere gange. Tidsplanen kører jo nærmest på minuttet, så hvis en skuespiller bliver syg, og det kan jo ske, vælter hele korthuset, og vi skal lynhurtigt have en ny planlægning op at stå. Skal vi lave en ny dekoration, eller kan vi starte i det, der allerede er færdigt? Måske skal vi pludselig skaffe nogle våben eller andet, og det var ikke lige planen.
– Der er aldrig noget, man ”lige” kan finde, når man har med 1940’erne at gøre. Det kan også handle om maden; det tager ret lang tid at lave madscenerne.
– Jeg bruger i hvert fald halvanden til to dage på at forberede det, for jeg skal også købe ind, og selve scenen var måske kun et par minutter.
Hvad skal vi glæde os til i sæson 10 af Badehotellet?
– Det er svært, for jeg må ikke sige så meget. Men selve historien og den måde, som det hele bliver afsluttet på – hver af seriens karakterer finder vej på en fin måde.
– Mit arbejde i sæson 10 har været det samme, men da vi nærmede os afslutningen, kunne vi ikke lade være med at sige til hinanden: Hvad skal vi dog gøre, når vi ikke skal ses hver dag? Jeg kommer til at savne holdet og skuespillerne meget.
Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 9, 2024. Dette er en redigeret version.