Hun var 31, da hun fik et job, få kvinder har: ”Jeg er blevet beskyldt for at være dum og med for store bambiøjne”

Skuespillere i store rokokokostumer. Blikke fulde af ild. Den store passion. Hun blev næsten blæst omkuld, da hun besøgte sin mands arbejdsplads første gang. Det Kongelige Teater. De var i gang med at sætte Amadeus op.

Hun var stadig borgmester på Bornholm og kendte passionen. Men efter snart 11 år på posten var hun ved at blive en af dem, der sad med korslagte arme og sagde, det har vi jo prøvet, det kender vi jo godt. ”Sådan lidt gammelbitter”. Og så var det tid til at gøre noget andet. Det gik op for hende der på teatret.

Og den 1. januar 2021 tiltrådte hun som direktør i Friluftsrådet. At det stadig var den rigtige beslutning, lyser langt ud af hende, da vi møder hende i København, hvor hun nu bor med sin mand, sin yngste søn og mandens to børn.

– Da jeg flyttede herover, var det, som om den sidste brik faldt på plads. Nu passer jeg helt ind i de traditionelle kasser med mand, lejlighed, arbejde, og de børn der stadig bor hjemme.

Hun flyttede den 1. august 2023. Da havde hun pendlet mellem Rønne og kontoret i København i to et halvt år. Fire timers pendling om dagen.

– Ja, vi var sådan et rigtigt moderne cola- (couples living apart) ægtepar. Med hver sin bolig og masser af planlægning og logistik og transport, der skulle gå op.

Nu cykler hun på arbejde. Og det nyder hun. Ligesom hun nyder at være tæt på teatre, biografer, restauranter. Kulturlivet.

– København er en fantastisk by, og vi går meget ud. Der er helt klart blevet mere plads til kultur i mit liv, og nogle gange slentrer vi bare en tur ned ad gaden for at sidde i aftensolen og nyde et glas vin.

Hun er også kommet med i en læseklub. Og med sin mand vandrer hun Amager Fælled og Amager Strandpark tynd.

– Man snakker så godt sammen, når man går tur. Det er et andet flow, end når man sidder over for hinanden.

Selvfølgelig er naturen ikke den samme i København som på Bornholm.

– Det er noget andet. Der er flere mennesker. Men der er ikke så mange bakker, det kan selvfølgelig være en fordel, når man løber, siger Winni, der gerne hopper i løbeskoene indimellem. København er i øvrigt ikke et nyt bekendtskab for hende. Hun boede her i ni år, fra hun blev student, til hun var færdig på universitetet og havde fået sine to ældste børn.

– Jeg er født og opvokset på Bornholm, og da jeg var blevet student, var det otte dages fest, og så stod jeg i København. Jeg skulle bare afsted og ind til storbyen.

Efter to år begyndte hun på universitetet. Hun læste historie og samfundsfag, mødte sin første mand og fik børn.

– Jeg var 23, da jeg blev gift med mine børns far, og 24, da jeg blev mor til mit første barn. Når jeg ser tilbage, kan jeg godt undre mig over, at det skulle gå så hurtigt. Hvorfor jeg havde så travlt.

Det tror hun også, at hendes mor tænkte. Hun bor stadig bor på Bornholm, mens Winnis far ikke lever længere. De to gjorde alt for, at døtrene skulle have en tryg og god barndom.

– Min far var lystfisker og tog mig tit med ud på klipperne og på havet. Min mor stod tit og smurte rugbrødsmadder til ungerne fra nabolaget og hængte deres sokker til tørre på radiatoren.

– Bornholm var på mange måder ret rå dengang i firserne, og der var en del udsatte familier, og min mor var et meget socialt bevidst og engageret menneske og er det stadig. Jeg tror, det er mange af hendes værdier, jeg har taget med mig i mit politiske liv.

Altid lillesøsteren

Det betød meget for forældrene, der var ufaglærte, at deres døtre fik gode uddannelser. Alligevel var det lige i overkanten, da Winni stillede op som borgmester.

– Min mor syntes vist, det var noget nær det værste. Men jeg har altid været lillesøsteren, som tog hurtige beslutninger og nok var også var lidt rebelsk, siger Winni, der også blev lidt trodsig, når folk gav udtryk for, om ikke det var lidt lovlig voldsomt at arbejde så meget, når man har en familie.

– Der var jo nogen, der syntes, det var synd for mine børn. Jeg ville godt vise, at det godt kunne lade sig gøre, og jeg ville være en god rollemodel, især for min datter og for hendes veninder, og jeg bilder mig også ind, at det er lykkedes.

– Mine børn er i hvert fald nogle meget selvstændige og engagerede unge mennesker. Min ældste datter, der nu er 21, er lige kommet hjem fra Calais, hvor hun de seneste to år har arbejdet i et køkken i en flygtningelejr.

Hun var otte, da hendes mor blev valgt som borgmester. Sønnerne var syv og to et halvt. Winni selv var lige fyldt 31, og springet fra gymnasielærer til borgmester var stort.

– Borgmesterjobbet er på mange måder meget mærkeligt. Der er jo ikke nogen jobbeskrivelse. Du har ingen kollegaer, men et byråd, du skal lede, og hvor alle gerne vil have dit job. Det er også en position med status. Alle kigger på borgmesteren, når man træder ind i et rum, og der bliver lyttet, når man taler.

Det var alt sammen helt nyt for Winni, og det var afgørende for hendes udvikling som borgmester, at hun som helt nyvalgt blev kontaktet af en anden ung borgmester, SF’eren Mette Touborg, der året forinden var valgt ind i Lejre, og inviteret med i et netværk af andre unge borgmestre. Derudover gik hun til opgaven med flid og seriøsitet.

– Jeg gav mig 120 procent, og jeg var forberedt til fingerspidserne. Ingen skulle kunne sætte en finger på mit arbejde. Og det var hårdt, hårdt arbejde. Økonomien var helt i bund på Bornholm på det tidspunkt.

– Finanskrisen havde ramt øen hårdt, og der var en stor fraflytning og mange skolelukninger. Samtidig overtog jeg et byråd, der var dybt splittet.

Opgaven var at vende hele den udvikling og få knyttet folk sammen og skabt en anden fortælling om Bornholm. Folkemødet var et vigtigt led i den proces, og de var nået langt, da Bornholm i 2015 kunne fejre, at tilflytningen var større end fraflytningen.

I dag ser hun tilbage på sin borgmestertid som en spændende tid og opgaven som fantastisk at skulle løfte. Men det var også nogle hårde år.

Tæsk

I 2017 blev hun kåret som Danmarks mest populære – og mest citerede – borgmester. Men hun har også fået tæsk.

– Der var en gruppe, som bestemt ikke kunne lide mig. Sådan vil det nok altid være, men jeg mærkede det på en anden måde end mine mandlige kollegaer. Det kørte meget på udseendet, kønnet, seksualiteten, og det kunne være ekstremt grænseoverskridende.

– Jeg er blevet beskyldt for at være dum og grim og ubegavet og med for store bambiøjne. Jeg blev truet med voldtægt, og nogle trusler inddrog også mine børns navne. Det var ubehageligt.

– Jeg begyndte at få det fysisk dårligt, når jeg åbnede de sociale medier. Jeg fik ondt i maven, og det flimrede for mine øjne. Jeg blev sygemeldt med stress, og i en periode valgte jeg at droppe Facebook, og jeg har opsagt avisabonnementer i perioder af hensyn til sine børn. Når de kom hjem før mig, skulle de ikke se deres mor hængt ud på forsiden.

”Det skal man kunne tage, hvis man vil være politiker”, er der nogen, der mener. Men det er hun ikke enig i.

– Hvis vi vil have de rigtige til at stille op, skal man gøre op med den kultur. Ellers får vi ikke de politikere, vi gerne vil have.

På Bornholm er hun stadig et kendt ansigt, men i København kan hun gå omkring helt anonym, og det sætter hun stor pris på.

– Det er sjovt. Min mand og jeg har begge to en enorm stor omgangskreds, men vi havde kun en fælles Facebookven, da vi mødte hinanden, og det var hende, der bragte os sammen. Især i starten føltes det som et helle at være ude med ham. Der var jo ingen, der kendte mig. Det betød, at jeg kunne give lidt mere slip. Som borgmester skulle jeg hele tiden tænke over, hvordan man så på mig, så det kunne være svært at danse og synge med, når der var fest. Jeg tror, jeg har skruet lidt op for festen i mit liv.

Og så er teaterverdenen, som hendes mand kommer fra, et helt andet univers, end det hun selv kommer fra.

– Man har en mindre rationel og nøgtern og mere sanselig og intuitiv måde at arbejde på. Det har været meget inspirerende for mig at møde.

Hun har meldt sig ud af socialdemokratiet, og i dag er hendes politiske arbejde udelukkende at være direktør i Friluftsrådet.

– Vi arbejder for at give danskerne mere natur og mere adgang til den, og det handler jo også om politisk interessevaretagelse. Men først og fremmest handler det om, at naturen kan så meget. Man kan ligefrem måle det. Vores velvære vokser, når man kommer udendørs.

Winni har fået sin begejstring og passion tilbage, og Bornholm – hvor hendes mor og ældste søn bor – er stadig en del af hendes liv. Ikke som ”hjemme”, men på en ny måde:

– Vi har vi købt sommerhus i Sandvig med min søster og hendes mand. Det er den perfekte kombination. København er en fantastisk by, men på Bornholm er der stilheden og den åbne himmel om vinteren, og om sommeren de varme klipper, musik på Gæsten, god kaffe og livsglæde.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 11, 2024. Dette er en redigeret version.