Hun tager det ikke ind på samme måde længere. Men da hun var 15 år, tog hun det hele ind. Helt ind

Engang et offer, ikke altid et offer …

Det ligger som et underliggende budskab i hvert eneste trin, da Cecilie Schmeichel en fredag aften i 2022 træder ind på gulvet i ”Vild med dans” med en dans, der er dedikeret fra hjertet til dem, der sidder derude ved skærmene og måtte have mærket mobning på egen krop og sjæl.

Idéen var ikke Cecilies. Den kom fra hendes professionelle dansepartner, Damien Czarnecki, som var blevet meget berørt af at se, hvad Cecilie blev udsat for på de sociale medier, og foreslog, at de tog til genmæle ved at bruge deres valgfrie dans til at sætte fokus på mobning. Den var Cecilie med på, men som hun samtidig sagde:

– Vi kan godt gøre det i én dans. Men det er ikke dét, det skal handle om hele tiden.

Nu her, halvandet år senere, hvor vi sidder i hendes formiddagsstille hjem – uden mand og børn, der er på arbejde og i skole – står det hurtigt klart, at Cecilie Schmeichel har en fintunet sans for at balancere sig selv imellem det, hun virkelig ikke gider blive fremstillet som, og det, der er en del af hendes indre brændstof.

For ja, hun har været et offer. Et mobbeoffer. Men hun er ikke et offer. Ikke længere.

– Man kommer jo videre, forklarer hun, – og jeg er en voksen kvinde nu, der kan sige fra. Jeg er meget glad for, at vi lavede den dans. Det føltes virkelig godt at gøre. Og rigtigt. Men det skete altså kun, fordi Damien blev så provokeret over de beskeder, jeg fik.

– Hvad folk kunne finde på at skrive? Jamen, alt muligt. At jeg var tyk. At jeg var ulækker at kigge på. At jeg skulle lade være med at promovere min usunde krop. Den slags.

– Men spørgsmålet er: Vælger man at bruge energi på det, eller vælger man at sige: ”Dem, der skriver sådan, har det i virkeligheden dårligt med sig selv og har ikke lært at afreagere på en sund måde”? Jeg vælger det sidste.

– Jeg tager det ikke ind på samme måde mere. Men det gør man, når man er 15. Når man er barn og ung, tager man det hele ind. Og helt ind.

Cecilie Schmeichel kastede da heller ikke paillet- og fjerkjolerne fra sig og overlod dansegulvet til andre. Hun blev, rettede ryggen lidt ekstra, dansede videre og endte på en fjerdeplads.

– Og dermed havde jeg nået det, jeg ville. Jeg havde sat mig det mål, at jeg skulle komme længere end min far, da han var med i den engelske udgave, ”Strictly Come Dancing”. Og dét gjorde jeg. Han kom halvvejs. Jeg kom med i semifinalen, konstaterer hun og har ligesom smil i stemmen.

33-årige Cecilie er datter af Peter Schmeichel, vel nok Danmarks mest kendte landsholdsmålmand, og hendes mor, Bente, var kvinden bag, der fik familiehverdagen til at fungere igennem sin mands fodboldkarriere, og ligesom sin far er Cecilies fire år ældre storebror, Kasper, professionel målmand og stadig aktiv spiller i dag.

Cecilie er gået andre veje.

Hun er uddannet makeupartist og hårstylist med en negletekniker- og vippeteknikeruddannelse oveni, men har også en uddannelse som butiksassistent, og senest har hun taget en bachelor i Leisure Management, som er en erhvervsøkonomisk uddannelse rettet mod de såkaldte leisurebrancher, bl.a. event, turisme, kunst og sport.

”Hun er lidt som mig”, skriver hendes far om hende i sin selvbiografi ”One” fra 2021: ”Hun afprøver forskellige ting og er dedikeret, men er det ikke det rigtige, er hun også parat til at droppe det og komme videre med noget andet”. Og det kan hun godt nikke genkendende til.

Spørgsmålet er alligevel, hvordan man præsenterer Cecilie Schmeichel? Som influencer måske? Det er i hvert fald et godt bud.

I 2018 startede hun en Instagramprofil, der støt og sikkert er vokset fra små 5.000 følgere i begyndelsen til 20.000 et halvt år senere, og i dag har hun 123.000 følgere.

– Jeg ved faktisk heller ikke selv, hvad jeg er, siger hun ligeud, – men jeg plejer at sige, at jeg er selvstændig. For det er jeg i hvert fald.

– Men sidste år designede jeg også tøj i samarbejde med modevirksomheden Zizzi og skal forhåbentlig gøre det igen, og jeg har designet smykker sammen med smykkefirmaet Izabel Camill, jeg har lavet tv og lavet podcast. Så hvad ER jeg? Det er jo en blandet landhandel!

På Instagram viser hun sit liv og sig selv både fra den bedste side med smart tøj, flotte negle og sund madlavning, og fra den side, hvor der er strækmærker, en mave, der ikke er flad, og dage, hvor det ikke altid er let at tage sig sammen til den motion, man udmærket ved, vil gøre én godt. Og snittet, hun lægger ned over sit liv og det, hun viser udadtil, er helt bevidst, forklarer hun.

– Alt, hvad jeg gør, siger og viser på de sociale medier, er for mine børns skyld. Jeg vil jo gerne være med til at gøre de sociale medier til et bedre sted at være. Jeg vil gerne være et forbillede for mine børn, så de kan se, at mor viste den ærlige side.

– Jeg vil ikke bare stå frem med noget poleret. For sådan er hverdagen ikke. Og sådan er jeg ikke. De polerede billeder, som sociale medier desværre har en tendens til at vise, er med til, at børn og unge tror, at det er noget, de skal stræbe efter. Og så kan de næsten kun faile. Så kan de næsten kun vokse op og føle, at de er forkerte.

– Og dét vil jeg ikke have, at mine børn skal vokse op og føle. De skal tværtimod vokse op og vide, at det er helt normalt at prøve at gå efter noget og fejle, rejse sig igen og sætte sig nye mål – og også, at kroppe ikke er de ens silhuetter, man ser, men at kroppe findes i alle mulige definitioner og former, og alle er lige gode og lige rigtige.

​Fra Hvidovre til Manchester

Cecilie var bare et halvt år, da hendes far skiftede fodboldklubben Brøndby ud med den engelske storklub Manchester United, og familien flyttede med fra Hvidovre til Manchester.

Hun var to år, da Danmark sensationelt vandt EM i fodbold, og hendes far og resten af landsholdet blev modtaget herhjemme som fodboldhistoriens største helte.

Og da hendes far i 1999 var med til at sikre, at Manchester United som det første engelske hold nogensinde vandt The Treble, hvilket vil sige at vinde alle de tre turneringer, Premier League, FA Cup og Champions League, samme år, stod hun ni år gammel ved siden af sin far oppe på den åbne dobbeltdækkerbus, mens den sneglede sig igennem hyldesten fra de euforiske menneskemængder i Manchesters gader.

– Når jeg i dag kigger tilbage, ser jeg tilbage på en enormt privilegeret og tryg opvækst med masser af kærlighed, altid med mange mennesker omkring os og med mange gode oplevelser, også helt sindssygt spændende oplevelser, som der vitterligt ikke er mange, der får lov at opleve. Det åbner døre at spille fodbold på højeste plan, som min far gjorde, siger hun.

Bare et enkelt eksempel kunne være, at hun som otteårig og kæmpefan af pigebandet Spice Girls mødte og snakkede med to af gruppens stjerner, Victoria og Mel C.

Selv for en otteårig, der var vant til at få kram og klap på håret af kendisser, var det kæmpestort.

– Jeg kan også selv give mine egne børn nogle oplevelser i dag, som ikke alle lige får. Men jeg forklarer dem også, at de er heldige, og de skal sætte pris på det og ikke skal prale med det i skolen.

– Jeg prøver at opdrage dem med samme værdier, som jeg selv er blevet opdraget med. De skal ikke blive møgforkælede unger. Det føler jeg heller ikke, at Kasper og jeg blev.

– Vi var forkælede, ja, og vi manglede ikke noget, men hverken min far eller mor kommer fra rige hjem, og det, tror jeg, har medvirket til, at de var gode til at give os en nogenlunde almindelig opvækst midt i alt det, der ikke var almindeligt.

– Jeg kan for eksempel huske, hvordan vi, når vi var i København, købte rugbrød i kassevis, som vi tog med til England og frøs ned, for i England havde man ikke rugbrød ligesom i Danmark. Og det var ikke spor usædvanligt hjemme hos os, at der blev sagt: ”Vi spiser bare rugbrød i aften”. Vi var ikke på restaurant hverken hver eller hver anden aften.

Mobningen

En bagside af det privilegerede liv var mobningen, der, hvis den ikke begyndte i Portugal, hvor hendes far spillede fra 1999 til 2001, så tog den til i styrke dernede. Der skete også noget med hendes spisevaner.

Mad blev en ven. Måske en trøst. Og mobningen fortsatte, da turen gik tilbage til England, og fortsatte hjemme i Danmark.

Det var i den periode, hvor følelsen af at blive set på som ”den forkerte Schmeichel” – for det kunne umuligt være en sportsmand, der var far til hende, blev hun drillet med – begyndte at fylde indeni hende.

På et tidspunkt havnede hun i en vennegruppe med fem andre klassekammerater, to piger og fire drenge, en gruppe, ”som virkelig ikke var sund for mig”:

– Det var den anden pige i gruppen, der styrede alt. Hun var meget kontrollerende og bestemte, at vi kun måtte være os seks. Hvis jeg havde lyst til at ses med andre, kunne jeg det ikke. Ingen måtte lukkes ind i vores gruppe, og ingen måtte lukkes ud. Og jeg havde ikke stemmen til at sige fra.

– Mine forældre prøvede at hjælpe mig. Men det var svært for dem at blande sig.

Det hører med til historien, at Cecilie egentlig også helst ville klare sig selv. Hun havde længe gået stille med det, hun sloges med i skolen.

– Jeg hadede at blive rettet på. For jeg blev altid rettet på i skolen. Jeg ønskede ikke, at mine forældre skulle blive en del af min skolegang, og de skulle slet ikke se mine lektier, for jeg vidste godt, at det ikke var godt nok, og jeg havde ikke plads til inde i mit hoved, at de også skulle begynde at rette på mig, når jeg kom hjem.

– Lige da var det mit held i uheld, at den anden pige i vennegruppen blev gravid. Hun var, ligesom jeg,15 år, snart 16, og da vi stod overfor at skulle slutte skolen for sommeren, så jeg det som et tegn på, at det var nu, jeg skulle væk fra den gruppe.

– Et par af drengene var også begyndt at eksperimentere med hash, og jeg ved godt, at det er ret almindeligt, men oppe i mit hoved rejste det et kæmpestort advarselsflag.

– Og da spurgte jeg så mine forældre, der boede i England, om jeg måtte komme på efterskole. Og her mente jeg Oure Idrætsefterskole hjemme i Danmark. For dér havde min bror gået tidligere, og mine forældre havde set, hvordan han var vokset i den tid, han var der. De sagde ja med det samme og støttede mig 100 procent. Og det er så her, det hele ændrer sig for mig …

Hun holder en pause. Kigger over på én. Smiler og lader stuens stilhed tage over et kort øjeblik. På forhånd har vi skrevet lidt sammen om at lade interviewet tage afsæt i en særlig begivenhed eller periode, der får afgørende betydning for det liv, hun har i dag. Og det er tydeligvis dér, vi er kommet til nu.

Mødet med Joakim

Året er 2006, da Cecilie tager til Oure med en følelse af at have vasket tavlen ren og et håb om at starte på en frisk.

– Her, på Oure, møder jeg Joakim, altså Joakim, som senere bliver min kæreste og min mand, fortsætter hun, – han er også efterskoleelev, og med det samme bliver vi venner og er hinandens bedste venner flere år frem.

– Joakim viser mig først og fremmest, hvordan sunde venskaber er. Han introducerer mig også til sine barndomsvenner og viser mig en helt anden måde at have venskaber på. Og have liv på.

– Vi boede 16 efterskoleelever sammen i et hus, piger og drenge, og vi vandt ”Årets hus”-titel for det sammenhold, vi havde. Jeg elskede den skole. Da vi skulle derfra, ville jeg ikke hjem. Jeg tænkte: ”Hvordan fanden får man det så godt igen?!” Men – jeg havde jo fået en helt ny vennegruppe med de efterskolevenner, og den dag i dag er de stadig de tætteste venner, jeg har.

– Vi har nogle meget tætte bånd og et helt særligt fællesskab. Så den tid har haft en kæmpe betydning for det gode liv, jeg har nu.

At hendes bedste ven, Joakim, også bliver hendes kæreste, er noget, der først sker senere. Ret nøjagtigt sker det i januar 2011.

– Jeg havde været forelsket i Joakim i nogle år, før han blev forelsket i mig. Alle andre kunne se det, men han kunne ikke. I oktober 2010 tog vi sammen på et roadtrip til München, ned for at besøge en af vennerne fra efterskolen og opleve oktoberfest, og på den tur begyndte noget at ændre sig for Joakim, kunne jeg se.

– I december rejste jeg til Kina for at holde jul og nytår med en veninde. Og da jeg så kom hjem i januar – DA blev vi kærester.

I 2014 blev de både gift og blev forældre til deres første barn, Noah. Frieriet kom på en jyllandstur, hvor de besluttede lige at svinge indenom Oure på vejen.

Da var Cecilie allerede gravid, og da de stod dér ved efterskolen og tænkte tilbage, overraskede Joakim med en ring og et frieri. Og i 2018 blev den lille familie til fire, da Sofie kom til verden.

– Vi skulle jo ikke lære hinanden at kende først, og vi vidste begge to, at vi gerne ville have børn tidligt, så vi stadig er relativt unge, når børnene engang flytter hjemmefra. Vi ville ikke stå og kigge tomt på hinanden og sige: ”Nå, hvad skal vi nu?”

– Det er blandt andet også derfor, vi spiller golf sammen og har motorcykel sammen. Det er vigtigt for os med drømme. Både mine og Joakims forældre er skilt, og da vi ringede til dem alle fra Oure for at fortælle, at vi skulle giftes, sagde min mor: ”Nu har I bare at gøre det bedre end os andre!” Det er også vores største mål. Vi har set deres fejl, og dem prøver vi at lære af.

Hendes forældres skilsmisse er stadig et ømt punkt, selv om det skete i 2013, og det er svært for hende at tale om, siger hun, og dér ligger den.

Plads til sport

Cecilie har fået indrettet et træningsrum i kælderen, og her træner hun, helst hver dag. For sport og bevægelse betyder noget i hendes liv.

– Det betyder meget, retter hun det til, – jeg har også selv spillet fodbold. I England spillede jeg det i skolen, men ikke på klubplan, for man gik ikke særlig meget op i pigefodbold i England på det tidspunkt.

– Jeg var god til al sport. Jeg var den bedste i klassen, så jeg blev sat til en masse forskelligt, også noget, som ikke sagde mig spor, men jeg kunne bare godt lide at være aktiv. Jeg kastede også kuglestød og blev nummer ét blandt skoleelever fra hele England … Det var jo bare sjovt.

Hun skænkede det aldrig en tanke dengang, siger hun, at hun på en eller anden vis kunne gå i sin fars og storebrors fodspor.

– Det lå simpelthen ikke i kortene, at jeg skulle vælge sportens vej. Og så meget talent havde jeg så måske heller ikke. Jeg var god, men nok ikke ligefrem banebrydende ...

Når hun i dag træner, som hun gør, og i det hele taget bevæger sig meget, er det mere for at være en mor, der har overskud og kræfter til sine børn, end det er med det formål at tabe sig.

– Herhjemme har vi noget, der hedder ”fredagstæsk” i stedet for ”fredagsslik”, hvor ungerne får lov at tumle og lege brydelege. Og da skal jeg ikke være en mor, der bare sidder på en stol og kigger på. Jeg skal kunne være med. Og det elsker de.

– Jeg er ikke så optaget af, hvad der står på badevægten. For mig er det vigtigste, hvordan jeg har det indeni. Er jeg glad? Har jeg energi, eller er jeg træt?

– Jeg er også sådan en, der skriver lister. Måske skriver jeg, hvis jeg har haft en dårlig dag. Måske skriver jeg, hvis jeg har overspist lige præcis den dag. For det gør jeg jo engang imellem. Jeg har brug for at skrive ting ned, helt fysisk skrive det ned på papir, for at se på det og på den måde ændre på det.

Efter at have fået Sofie, sit andet barn, i 2018, fik Cecilie hjælp af en kostvejleder og en træner og tabte 30 kilo. Og meget af det, hun lærte dengang, har hun holdt fast i siden.

– Jeg lærte mange ting, men det er en meget, meget svær balance det dér med, at der er folk, der tilbyder at hjælpe og at ville have hjælp.

Hun løfter blikket og siger så dét, der får lov at slutte interviewet – fordi – ja, fordi ...:

– Jeg ved bare én ting, og det er, at det, der for alvor ændrede det for mig, var, at der pludselig stod én, som elskede mig som den, jeg er, og som jeg ikke skulle lave mig om for og ikke følte mig forkert sammen med.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 14, 2024. Dette er en redigeret version.