Det havde været de to, så længe hun kunne huske. Inden hun gik, sagde hun noget vigtigt til hendes døende far
Foto: Mette Klærk
Det var de to, så længe Laura Engstrøm kan huske.
Hende og hendes far Claus, den poetiske, kunstneriske, intellektuelle mand, som hun flyttede til Norge med som lille barn efter forældrenes skilsmisse.
Nu lå han i koma og for døden på Bispebjerg Hospital, og Laura havde taget en pause fra hans sygeseng for at cykle ud efter lidt mad.
Inden hun gik, havde hun fået sagt noget vigtigt til ham.
– Det har stor betydning for den døende at få afsluttet, afklaret og forliget sig med det, der eventuelt kunne nage, så jeg tænkte meget over, hvad min far mon kunne have brug for at høre for at få fred.
– Der var intet materielt, der optog ham, så jeg fortalte ham, at jeg godt kunne være her uden ham – også følelsesmæssigt. For det var jo det, han var bange for – at efterlade mig alene i verden, fortæller Laura, der kort tid efter, hun havde forladt hospitalet, blev ringet op af personalet.
Om det var hendes beroligende ord, der fik ham til at give slip, ved ingen, men tiden var kommet.
En enestue var blevet ledig, og her sad hun tæt ved sin elskede far, da han døde.
Hverken Laura eller Claus var særligt kristne, men alligevel syntes hun, det højtidelige og vemodige øjeblik, hvor hun skulle sige farvel til et liv, krævede en salme, så hun begyndte at synge ”Lysets Engel går med glans”. Pludselig skete der noget besynderligt.
Ud fra farens ansigt kom et lys, og i et splitsekund så hun omridset af sin afdøde onkel Mogens, der lyste op i et stort grin. For Laura var alt ved det syn mærkeligt.
– Mogens var min fars 14 år ældre bror, der døde, da jeg var syv år. Jeg kunne knapt huske ham – og slet ikke som en smilende mand, fortæller Laura, der undrede sig over, at det ikke var farmoren, som hun havde været meget tæt på, hun så.
Først da Laura senere ryddede op i sin fars ting, begyndte synet at give mening. Hun fandt en nekrolog, hendes far havde skrevet om Mogens, og det blev klart for hende, hvor meget hendes far havde holdt af sin storebror.
Hele den overvældende, nærmest meditative oplevelse havde vakt Lauras nysgerrighed. For hvad sker der egentligt, når vi dør – og i tiden op til?
Indgyder håb
Uden for vinduerne i Lauras smukke Christianshavnerlejlighed sejler bådene langsomt forbi, der er myntete i krusene, og hendes yngste søn rumsterer rundt i sit værelse.
Laura er aktuel med sin bog ”Hentet af lyset – om dødslejefænomener og nærdødsoplevelser”, den har taget tid at skrive, og hun har talt med mange, der ved noget om området.
Hospicepersonale, professorer, neuropsykiatere, præster og folk – herunder døende – der har dels erfaret, dels forsket i disse fænomener og oplevelser. Det er kommet bag på hende, hvor mange, der har oplevet ”et eller andet uforklarligt” omkring døden, ligesom hun selv oplevede et dødslejefænomen, da hun så sin onkels ansigt i samme sekund, hendes far døde.
Hvad der sker med vores bevidsthed, når vi dør og er døende, er ikke noget, vi taler højt om, for det kan ikke måles og vejes, og det lægger op til nogle helt andre spørgsmål, end vi er vant til.
En anden vigtig ting er, at vi dør, som vi lever. Alt viser, at det er kvaliteten af vores relationer, der definerer kvaliteten af vores liv – og dermed også vores død.
Laura har et bud efter at have skrevet bogen.
– Forskning viser, at vi ryger ind og ud af forskellige bevidsthedstilstande i månederne op til, at vi dør. Vi vil drømme på en anden måde, og det vil for de fleste være afsindigt smukt.
– Drømmene vil oftest handle om kære afdøde, der står og venter på os, og de vil føles meget livagtige. Det lidt pudsige er, at de afdøde vil vise sig fra deres bedste side, glade og kærlige, fortæller Laura og forklarer, at de særlige drømme kan hjælpe på vores dødsangst og med at afslutte livet.
Drømmene skal ikke forveksles med delirium, der opstår på grund af iltmangel, giver forvirring og uro og også bliver kaldt dying brain. De smukke drømme og syn kaldes ELDV – end-of-life-dreams-and visions – og begynder oftest nogle måneder før, døden indtræffer, har interviews med døende vist.
Cirka tre måneder før personerne døde, er de blevet stillet spørgsmål som: Drømmer du? Har du haft syn? Hvad bestod synene i? Hvor fortrøstningsfulde er de syn/drømme? Og stort set alle, der blev interviewet, gav topkarakter til graden af fortrøstning.
Som en læge har fortalt Laura, kan ingen medicin lindre så meget som disse livagtige drømme.
– Langt de fleste af os får en smuk, fredelig død og sover ind – og som alt andet her i livet handler det om at kunne give slip.
– En anden vigtig ting er, at vi dør, som vi lever. Alt viser, at det er kvaliteten af vores relationer, der definerer kvaliteten af vores liv – og dermed også vores død. Det handler om kærlighed – det hele.
– Ingen ligger på deres dødsleje og begræder, at de ikke arbejdede mere eller anskaffede sig en materiel ting. Det er de nære relationer, der giver livskvalitet, det viser al lykkeforskning jo også, lyder det fra Laura, der har en opfordring – belært af egen erfaring.
Kort om Laura Engstrøm
Født 1971
Journalist, forfatter, foredragsholder, har tidligere skrevet bogen ”Stemmer af sølv – mit møde med en magisk virkelighed”, Gyldendal, 2017
Mor til to sønner. Bosat på Christianshavn i København
”Hentet af lyset – dødslejefænomener og nærdødsoplevelser” er udkommet på forlaget Grønningen 1.
– Vi er ikke gode til at tale om døden i Danmark, det er ubehageligt, og som en forsker, jeg talte med, har påpeget og skrevet en bog om, er det helt vildt, hvor meget i vores liv, der er styret af dødsangst. Lige fra den myntete, vi drikker her, til cykelhjelmen vi bruger. Men det er vigtigt, vi tager snakken, før det er for sent.
– Jeg fik aldrig taget den med min far, hverken om døden generelt, om der var noget, han fortrød, var bange for – eller om hans begravelse. Jeg ville også sådan ønske, jeg kunne have fortalt ham om alt det, jeg har fundet ud af.
– For eksempel at vi ryger ind og ud af de her smukke bevidsthedstilstande, når vi nærmer os døden, det vil føles næsten som nærdødsoplevelser. Der er ikke noget at være bange for. Det, synes jeg, er vigtig viden, der indgyder håb, både for døende og pårørende.
Forbundet med far
Da Laura så sin onkel Mogens’ smilende ansigt, er hun ikke i tvivl om, at hun oplevede at blive forbundet med sin far på et åndeligt plan. Et forbindelsesøjeblik, som hun kalder det.
– Vi er forbundne på måder, der ikke kan forklares videnskabeligt. Det, jeg oplevede, er ikke usædvanligt, det mest normale er dog, at man bliver forbundet i søvne, altså, at man forbinder sig med en døende, mens man sover.
– Det kan for eksempel være, at man drømmer om en person, i det øjeblik vedkommende dør, fortæller Laura, som har talt med og hørt om flere, der har oplevet netop dette.
At der sker noget åndeligt med den døende, har Laura i den grad fået bekræftet i sin research til ”Hentet af Lyset”.
En hospicelæge, hun talte med, sagde direkte, at døden er det tidspunkt, hvor vi åndeligt set er allermest i live – hvilket er paradoksalt set i lyset af, at kroppen er i det største forfald.
Det samme har en dansk nonne inden for tibetansk buddhisme sagt til Laura: Døden er kronen på værket – dér, vi peaker åndeligt.
Laura er enig og siger med et lille grin, der også rummer sin egen alvor:
– De, der aldrig har interesseret sig for den åndelige side af tilværelsen, får sig nok lidt af et chok. Det kræver eksistentiel forberedelse at forlade livet, for det er de store tanker, der tager over. Såsom hvem og hvad giver – og gav – mit liv mening?
At tilgive og give slip har også en stor betydning for den måde, vi forlader verden på. De få, der får en urolig tid og ubehagelige drømme op til, at døden indtræffer, vil oftest være personer, der ikke har fået bearbejdet voldsomme hændelser i deres liv.
– Det er noget af det sværeste, men enormt vigtigt, at man får forliget sig med, hvad der er sket i ens liv. Tilgiver, og selv bliver tilgivet. Som sagt – vi dør, som vi lever, og har vi ikke fået gjort op med konflikterne og traumerne, mens vi kunne, vil de vise sig på vores dødsleje, hvor uretfærdigt det end lyder.
Laura ville ønske, at der var noget, der hed ”pårørende-til-døende-forberedelse”, ligesom da hun i sin tid gik til fødselsforberedelse. For viden kan mindske angst, som hun siger, både for den døende og for de pårørende.
Viden om døden kan også give vores liv større mening, mens vi er her på jorden.
Laura lægger en smuk, spiralformet messingring på bordet. Den ligger fast i hendes lomme, og hun har fået den af designeren bag, Jakob Wagner.
Den er hendes memento mori og skal minde hende om, at alt er i kredsløb, at hun skal huske at opføre sig over for sine kære, så de tænker, at det var skønt at kende hende, at hun skal give så meget kærlighed, hun kan.
Pludselig ændrede han sig. Intet, jeg gjorde, var godt nok. Mit hår sad forkert, jeg vred karkluden forkert
De påmindelser hjælper på hendes egen dødsangst. Den er ikke helt væk, for tanken om, at hendes to sønner skal miste hende, vil aldrig være nem. Men hun har fundet en nøgle til, at angsten for den ukendte død fylder mindre og mindre.
Forskning har nemlig vist fire forhold, der kan mindske vores angst for at dø, og dem har Laura taget til sig. Ud over at huske, at vi er del af et større kredsløb, have sociale fællesskaber og praktisere memento mori, er det også at påskønne de små undere her i livet.
– Det kan vi ved at gøre hver dag meningsfuld, have nogle dybe øjeblikke dagligt med dem, der står os nær, og ved at være taknemmelig. Så sent som i går havde jeg en dejlig snak med min søn, der fyldte mig med glæde. Det kan også være, når jeg danser sammen med andre eller bare ser på en erantis eller smuk solnedgang.
Laura holder en kort pause og siger så.
– Vi har kun i dag, og vi har kun nu. Ja, dybest set har vi kun nu. Vi ved ikke, hvor lang tid vi har hinanden, og hvor lang tid vi har livet. Derfor handler det om at spørge os selv, hvordan vi lever vores liv, så vi også er klar til at forlade det?
– Jeg ville gerne kunne sige som Apple-stifteren Steve Jobs på sit dødsleje. Lige inden han udåndede, hørte hans søster ham sige: ”Oh wow, oh wow, oh wow!” Det må have været smukt, dét han så.
Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 15, 2024. Dette er en redigeret version.