Det gik op mig, at jeg og mine venner starter mange sætninger med "jeg føler". Så fik jeg en tanke

Jeg føler ikke lige for det i dag. Jeg føler, du vil elske det her. Jeg føler, jeg har totalt styr på det. Jeg føler slet ikke, at jeg har tid til det. Jeg føler mig overstimuleret, jeg føler mig småstresset.

Jeg føler og føler og føler.

For ikke så længe siden pointerede både min bror og kollega uafhængigt af hinanden, at jeg simpelthen startede for mange sætninger med "jeg føler", og det gjorde mig pinligt bevidst om min måde at formulere mig på.

Men det fik mig også til at bemærke, at både jeg selv og min omgangskreds oftest taler med udgangspunkt i det, vi føler og mærker. Ja, nogle gange smider vi også om os med psykologiske termer, når vi forsøger at analysere, konkludere og måske endda optimere vores hverdag og vores måde at være i den hverdag på.

Og vi er ikke alene, for det er næsten blevet en valuta at mærke efter, gå til psykolog og tale om følelser. Vi lever i en guldalder for mental sundhed. Og det lyder jo i virkeligheden meget fornuftigt.

Men mens vi mere end nogensinde før fokuserer på os selv, ser indad, mærker efter helt ned i maven, italesætter og handler på vores egne følelser, glemmer vi så en af de måske vigtigste ting, vi som menneske har: relationen til andre?

Kan vi føle for meget?

Det taler jeg med forfatter og journalist Amalie Langballe og ungdomsforsker Anne Görlich om i denne uges afsnit af femina update.