Popkultur
24. april 2024

“Jeg fik at vide: Vi har ti fyre, der kommer i dag. Er du ikke spændt på at snave med dem alle?”

Den oscar-vindende skuespiller blev tidligere i sin karriere bedt om at kysse med ti forskellige mænd til én casting. Nu har hun selv producer-hatten på, og har en helt anden tilgang til castings.
Af: Marie Andersson
Anne Hathaway

Foto: Valerie Macon/AFP/Ritzau Scanpix

Det var helt normalt tilbage i 00’erne, at man som skuespiller blev bedt om at kysse intenst med en masse andre skuespillere alene for at teste deres kemi, fortæller Anne Hathaway i et interview med V Magazine.

- Jeg fik at vide: Vi har ti fyre, der kommer i dag. Er du ikke spændt på at snave med dem alle?

Men den Oscar-vindende skuespiller var ikke nær så begejstret for kysseriet.

- Jeg tænkte: Er der noget galt med mig? For jeg var ikke spændt. Jeg syntes, at det lød ulækkert. Og jeg var så ung og frygteligt opmærksom på, hvor nemt det var at miste alting, hvis man blev opfattet som besværlig. Så jeg lod bare som om, at jeg var spændt og gik i gang.

Hun understreger, at hun ikke oplevede, at der var tale om et magtspil, men at tiderne bare var “meget anderledes”.

Hathaway er aktuel med filmen The Idea of You, hvor hun spiller en 40-årig single mor, som forelsker sig i en 24-årig popstjerne, spillet af Nicholas Galitzine.

Men hun er ikke kun øverst på rollelisten i filmen, hun er også producer.

Og da hun skulle caste sin rolles unge kærlighedsinteresse, var det vigtigt for hende, at kemi-testen ikke foregik på samme måde, som den gjorde i 00’erne.

Der var nemlig ikke noget snaveri. Hun havde en anden idé.

- Vi bad hver skuespiller, der skulle til casting, om at vælge en sang, som de mente, at deres karakter ville elske. En sang som de ville sætte på for at få min karakter til at danse. Og så lavede vi en lille improviseret scene, fortæller Hathaway og fortsætter:

- Vi begyndte bare at danse sammen.

Galitzine havde valgt den helt rigtige sang, for der var ingen i rummet, der var i tvivl om kemien mellem Galitzine og Hathaway.

Læs også