Brevkasse
31. maj 2024

Han vil droppe sine sommerplaner med mig for et rejse med en kammerat

"I perioder fornemmer jeg, at han bliver mere studs og ukærlig, og så handler det som regel om noget, han ikke får sagt". Læs denne uges brev til Renée.
Af: Renée Toft Simonsen
Renée

Foto: Andreas Houmann

Kære Renée

Jeg har en kæreste, vi er begge i 50´erne, og vi har været kærester i ca. 3,5 år. Vi er gode til at snakke om mange ting, men i perioder fornemmer jeg, at han bliver mere studs og ukærlig, og så handler det som regel om noget, han ikke får sagt - og så bliver det min opgave at fremkalde snakken.

Lige nu handler det fx om, at han har sagt, han gerne vil flytte sammen, men at han egentlig ikke vil det, og om at han har sagt ja til at have kolonihave med mig, men at ombygningen og omfanget er blevet til en sur forpligtelse for ham.

Forleden gjorde han mig ked af det, fordi han spurgte, om det var okay, at han tog på sommerferie med sin kammerat i stedet for med mig. Noget der i dén grad trigger gamle følelser i mig om at blive valgt fra, da jeg har siddet alene adskillige sommerferier.

Jeg har både søskende og forældre, men vi er desværre ikke særligt tætte, og mine venner har ikke tid eller behov for at ses med mig så ofte, som jeg har. I sidste ende handler det måske om, hvorvidt han dybest set ønsker andet end hyggekæresteri og frihed til at kunne rejse, når han vil, og med hvem han vil. Og hos mig en lidt modsatrettet trang til at føle mig som en del af en ny familie med ham.

For mig behøver det dog ikke at være modstridende, jeg kan godt se mig selv i et forhold, hvor vi bor hver for sig og indimellem rejser hver for sig - jeg har bare brug for at vide, at han også er der for mig, når tingene bliver lidt svære.

Kan du give input til, hvordan vi finder et kompromis eller måske, hvordan jeg bearbejder min indre angst for at blive ensom og forladt, så jeg kan finde mere fred med at være alene?

Kh Mig

Kære Dig

Som jeg forstår dit brev, er det, du spørger mig om at finde ud af, hvordan du kan være med den kæreste, du nu engang har? I grunden er du meget realistisk, i det du ønsker at finde en vej, hvor du/I finder et kompromis fremfor en vej, hvor du kan ændre din kæreste til at ville mere af det, du vil.

Realistisk fordi, hvis han på nuværende tidspunkt og i gennem de sidste 3,5 år ikke har ønsket at være mere forpligtet end samvær, når det lige passer ham, så er der nok heller ikke stor sandsynlighed for, at det ændrer sig i fremtiden.

Og det ville jo alt sammen være meget godt, hvis altså du havde det på samme måde som ham. Det har du bare ikke, sådan som jeg læser dine ord. Du nedtoner din længsel, tror jeg, men du kan ikke ignorere den, fordi følelsen af afvisning trænger igennem.

Og ærligt, det kan jeg virkelig godt forstå. Hvis jeg havde en kæreste, der ikke gad holde ferie med mig (og jeg ligesom ikke skulle andet, eller havde andre at være sammen med), og han så ville afsted med en kammerat i 3 uger, ville jeg føle mig sindssygt afvist.

Du forklarer om dine familierelationer, at de ikke er tætte, så du har på en måde vænnet dig til meget alenehed, det kan, som jeg ser det, være med til at forklare, hvorfor du er villig til at gå så meget på kompromis med de behov der er dine. Forstået på den måde, at du ikke har så mange andre at være tætte med og derfor måske er meget bange for at miste det, du så har, og at du også har vænnet dig til, at det er sådan for dig.

Jeg synes dog, du skal tænke dig grundigt om i forhold til, om du virkelig er i det rigtige forhold for dig. Den længsel du har efter en kæreste, der har lyst til at bo sammen, rejse sammen og have en kolonihave sammen er fuldstændig forståelig, skal du virkelig give slip på den drøm for at få lige præcis den mand, du er sammen med nu?

Jeg synes, du skal reflektere over det spørgsmål.

Måske kunne en strategi være at blive meget konkret og tydelig i forhold til, hvad du ønsker af jeres forhold. Du kan f.eks. tage udgangspunkt i, hvad du absolut ikke vil undvære og ikke kan være med til? Og især hvad du VIL HAVE, der er i jeres forhold?

F.eks. er det ok, du sidder hele ferien alene, mens han rejser med en ven, kan du leve med det, eller skulle han dele sin ferie op i to?

Er det ok, I ikke flytter sammen, kan du leve med det?

Skriv det hele ned, lav kolonner med ønsker og længsler og med mindstemål af, hvad du kan være med til og tag så den svære samtale med ham, hvor du sætter alt på et bræt, hvor du tager dig selv og dine behov alvorligt - hvor det ikke er frygten for ensomheden, der driver dig til at være der, hvor du er.

Spørg ham direkte, hvor meget kan og vil du give og gøre for, at vi to forbliver sammen? Det er efter min mening uacceptabelt, at han er sur og i dårligt humør, fordi han selv er gået med til både at flytte sammen og have en kolonihave sammen og i grunden måske ikke ønsker de forpligtelser.

Det er barnligt at reagere med at blive sur over at føle sig presset i et voksent modent forhold, så må han tage ansvar for sig selv og sige fra i stedet for at lade det gå ud over dig med dårligt humør.

Faktum er, at det gør dig ked af det, og at det får dig til at føle dig afvist (hvilket du sådan set også bliver) - de følelser mener jeg, han skal være med til at tage vare på og have omsorg for - for det er præcis den slags forpligtelse, der ligger i at være et par.

Så jeg tænker, du har et stykke "mærke efter i maven" arbejde foran dig - og så en svær samtale, hvor dit fokus skal være i al fald 50% på, at du får noget af det, du længes efter.

Kærlig Hilsen

Renée

Læs også