Underholdning
3. maj 2024

Petra Nagel afslører nye detaljer fra den nye sæson af "Bachelorette"

Snart kommer anden sæson af "Bachelorette", og der er meget at glæde sig til i følge vært for programmet, Petra Nagel.
Af: Sara Nørgaard
petra nagel bachelorette

Foto: Mew

Snart går det løs med endnu en sæson af ”Bachelorette” og det er igen 39-årige Petra Nagel, der er vært på det populære TV 2-program.

I januar og februar var hun i Sri Lanka i fem uger for at optage programmet og hun lover, at seerne godt kan begynde at glæde sig.

– Jeg synes virkelig, at den er god i år. Det ved jeg godt, at jeg skal sige. Men jeg synes, den er fed, lover Petra Nagel.

En af grundene er, at programmet rammer en masse aktuelle diskussioner.

– Det kommer ind på nogle ting som er meget relevante i forhold til ting, vi alle går og taler om. Der er noget med samtykke og der er noget med seksualitet, afslører værten.

Hun er stolt af at være vært på et program, der kan rumme den slags temaer. Og så lover hun også, at der er søde og oprigtige fyre i programmet.

– De er der rent faktisk fordi de virkelig gerne vil have en kæreste. De vil sindssygt gerne have en kæreste, og det er vi jo bare glade for, at der stadig er nogle der gerne vil være med og ægte finde en kæreste, siger værten.

Hun kender allerede nu slutningen på kærlighedsprogrammet. Det må hun selvfølgelig ikke afsløre, men hun kan dog afsløre lidt.

– Her om nogle uger skal vi lave et program om, hvordan det går dem efterfølgende. Jeg aner ikke noget, men jeg glæder mig sindssygt meget, og der går rygter om, at det går rigtig godt, og det håber jeg, afslører Petra Nagel.

Da programmet blev optaget havde hun både sin mand og deres tre børn med til Sri Lanka, ligesom hendes svigerforældre også var med som babysitteretil Rosa på tre, Pelle på seks og Laurids på seks måneder.

Nu er hun tilbage på barsel og til september vender hun tilbage til Go’ Aften og Go’ Morgen Danmark.

Denne artikel blev første gang bragt af Se og Hør, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Læs mere om:

Læs også