Hun lå paralyseret i sin seng og kunne kun tænke på én ting: De havde alle sammen taget fejl

Carlas talestrøm forstummer pludseligt, som en sky for solen.

Sekunderne går, situationen er umulig at aflæse.

Så hviner hun. Højt og længe.

– DET ER LØGN!

– Ej, ej, ej …

Hun løfter blikket fra sin telefon, smiler bredt.

– Hvor er det godt, jeg har cigaretter med, siger hun så, næsten forpustet, og tænder en.

Begejstringens anledning er en Reumert-nominering for Årets Forestilling, som hun er indstillet til sammen med sine kolleger på Aarhus Teater for forestillingen “Skolekomedien”.

Reumert er Danmarks største scenekunstpris, en stor anerkendelse, som Carla også blev givet sidste år, da hun blev kåret som Årets Talent, en pris, der forseglede hendes position som en af branchens mest spirende talenter.

Men trods priser, hæder, en sjælden fastansættelse og en fyldt kalender, har den 29-årige skuespiller Carla Eleonora Feigenberg alligevel svært ved at tro på, at hun er god. At hun rent faktisk kan finde ud af det, hun gør.

– Jeg bliver tit ramt af følelsen af, at det er en fejl, at jeg er her, siger hun, mens vi sidder i en solplet foran Aarhus Teater, hvor hun har været ansat, siden hun dimitterede fra Scenekunstskolen i København i 2021.

Hendes blik er undersøgende, man ser, hvordan hun nøje overvejer, hvordan hun skal beskrive den fornemmelse, hun får, når alt føles som en løgn, som noget hun foregiver.

– Jeg har prøvet at ligge helt paralyseret i min seng en uge op til premieren på en forestilling, fordi jeg følte, at der var sket en fejl. Det eneste jeg kunne fokusere på, var, at de havde taget den forkerte beslutning ved at vælge mig. Jeg havde det så underligt.

Den følelse, Carla beskriver, er ikke unik. Faktisk har den et navn, nemlig imposter syndrom, eller på dansk bedragersyndromet, som ifølge flere undersøgelser er noget særligt unge, ambitiøse kvinder rammes af.

Men alle kan nok i mere eller mindre grad genkende frygten for at blive afsløret, at vandre gennem livet som en anden kejser og pludselig blive anråbt som den uden tøj på, eller som Carla så fint beskriver det: at alle de andre finder ud af, at der er sket en fejl, og at man slet ikke hører til.

Men hvor stammer denne frygt fra? Følelsen af at fake sig gennem tilværelsen? Og er tvivlen og angsten for ikke at være god nok i virkeligheden ikke et helt basalt livsvilkår?

Den diskussion har længe været under opsejling, men er de senere år accelereret i takt med, at vi har fået et mere og mere psykologiseret sprog, forklarer psykolog Majken Matzau, der er direktør i Matzau Erhvervspsykologer, som blandt andet beskæftiger sig med coaching og lederskab.

– Vi har brug for begreber for at kunne forstå verden, og derfor er mange elementer fra psykologien sivet ud i populærkulturen, så vi lettere kan kategorisere og stemple hinanden.

– Det er jeg ikke stor tilhænger af, fordi den måde vi taler om tingene på, ofte bliver til virkelighed. Begreberne og diagnoserne klistrer til os og bliver en del af vores identitet, og det indadvendte fokus fjerner opmærksomheden fra det større problem, som er, at vi lever i et ekstremt krævende præstationssamfund.

Netop begrebet er centralt i denne sammenhæng, for faktisk hedder bedragerfølelsen slet ikke imposter syndrom, men derimod imposter fænomen, og det er en vigtig distinktion, mener Ann Schødt, der har arbejdet professionelt med imposter-ramte i over 12 år og blandt andet oversat “imposter-testen”, der oprindeligt blev udviklet af kvinden bag det hele, den amerikanske professor i psykologi Pauline Clance.

– Jeg var i kontakt med Clance i forbindelse med, at jeg oversatte testen, hvor hun understregede, at det var meget vigtigt for hende, at det blev omtalt som et fænomen og ikke et syndrom, fordi det ikke er en diagnose, siger Ann Schødt.

Men selv om imposter ikke kan betegnes som en diagnose, er det, ifølge Ann Schødt, alligevel en tilstand, man skal tage alvorligt.

– Mange imposter-ramte har været sygemeldte med stress, fordi de oplever så stort mentalt et pres. De har hele tiden den her stemme inde i hovedet, der fortæller dem, at de ikke er gode nok, og derfor bliver de ofte fanget af egne høje forventninger og påtager sig alt for mange opgaver, som alle skal løses til perfektion. Til sidst vælter læsset.

Syndrom, fænomen, diagnose. Indbildning eller reel problematik? Det begynder at blive forvirrende, så lad os spole tiden tilbage til de tidlige 1970’ere og Oberlin College i den amerikanske stat Ohio, hvor Pauline Clance begyndte at bemærke en tendens blandt de unge kvindelige studerende.

De var konstant overbeviste om, at de ville dumpe enhver eksamen, og at de havde snydt alle omkring dem til at tro, at de var klogere, end de rent faktisk var, fortæller hun i en artikel i The New Yorker.

En overbevisning Clance selv havde levet med det meste af sit liv, til trods for at hun nu bar en titel som ph.d. i psykologi.

Sammen med en kollega begyndte Clance derfor at kortlægge sin observation, og efter fem år og mere end 150 interviews med succesfulde kvinder, udgav de artiklen “The Imposter Phenomenon in High Achieving Women: Dynamics and Therapeutic Intervention”, hvori de blandt andet beskriver den oplevede følelse af falskhed i forskellige præstationsmiljøer.

I solpletten funderer Carla Eleonora Feigenberg over begrebet “succes”.

– Det er mærkeligt, siger hun.

– For selv når det går godt, bliver jeg alligevel nervøs. Altså, det går jo godt, og jeg føler mig meget taknemmelig. Og samtidig har jeg aldrig helt forstået dyrkelsen af taknemmelighed blandt kunstnere. Som om man også skal skamme sig lidt over sin faglighed?

– Det ville være dejligt, hvis man bare kunne sige, ja, tusind tak, jeg har også arbejdet meget hårdt, så jeg fortjener det. Men lynhurtigt bliver det til et forventningspres, som om man hele tiden skal leve op til de roser, man får. I virkeligheden fryser man lidt fast i andres glansbillede af en. Jeg tror, det er fordi, der er noget sært afsluttet over succeshistorien, i hvert fald når man fokuserer for meget på den alene. Vind i sejlene er jo ikke til for, at man skal stoppe med at sejle og bare kigge på vinden, men for at man skal sejle stærkere videre.

Hun åbner sin computer og bladrer igennem et langt dokument, hvor hun har skrevet noter forud for vores samtale. En sjælden grundighed, som tydeligt taler ind i hendes følelse af at ville gøre det godt.

– Hvad var det nu, jeg havde skrevet, tænker hun højt, mens hun scroller frem og tilbage i sine noter.

– Jeg tror jo, helt basic, det handler om frygten for at fejle, siger hun så.

– Nogle gange tænker jeg, hvor dumt det er, at jeg har valgt at leve af noget, hvor jeg er så eksponeret – hvor alt ligesom bliver offentligt bedømt. Men jeg øver mig i at stole på, at det er okay at falde igennem, for hvis man tror, at alt skal være fejlfrit, bliver det en meget kort rejse. Hvis man vil vokse, er man nødt til at øve sig i at falde, og rejse sig igen, og ikke gå uden om de fald, men kaste sig helt maveplaskeragtigt ned i dem med åbne øjne.

– Vi lever i en tid, hvor alt reduceres til at være godt eller dårligt. På sociale medier gøres alt op i likes, og vi anmelder efterhånden alt, vi møder på vores vej. Og jeg vil da helt ærligt også gerne have, at I skal kunne lide mig. Men det er simpelthen nødt til at være mindre farligt, hvis I så ikke kan. Jeg tror, det handler om at lede efter sandheden i det, man laver, og tro på, at den søgen i sig selv har en berettigelse, uanset om folk kan lide resultatet eller ej.

Men det er svært i en præstationskultur, hvor spejlingen i alle andres succes er konstant, og hvor man særligt som kvinde ofte bliver opdraget til at præstere og undgå fejl, mener Carla.

– Jeg synes, at vi i samfundet generelt giver lidt kortere snor til kvinder og minoriteter, når det kommer til at fejle. Og derfor tror jeg heller ikke, det er tilfældigt, at mange eksempler på imposter-følelsen er hos kvinder. Jeg tror, det er et bevis på, at det stadig er relativt nyt at se kvinder tage ordet og påberåbe sig opmærksomhed – og at verden lytter.

– Derfor kan det også føles som om, der er mere på spil; at vi, der så endelig får ordet, skal være lige så klare i spyttet og artikulerede, som dem, der førhen har fået lov at tale. Det forventningspres er jo helt urimeligt, men jeg tror, vi kan komme til at forvente det af os selv, og så bliver vi underligt fremmedgjorde, når vi får succes. Sådan oplever jeg det i hvert fald. Som en ond, gammel stemme i mit hoved, der hvisker: "Nååå, der troede du nok lige, men vi sagde det jo! Hvordan kunne du tro, at du kunne udfylde den plads? Den er jo slet ikke din!"

– Den der skam ligger og lurer, selv om jeg prøver at frigøre mig fra den. Men frigørelse er enormt krævende, og det er det, der er så paradoksalt. For jeg går jo ikke rundt og tænker på mig selv som en person, der bare har masser af succes, og selv om jeg bliver virkelig glad, når det går godt, så kan følelsen af, at jeg ikke har fortjent det alligevel ramme.

Majken Matzau forstår godt, at mange i dag har en følelse af ikke at slå til. Når man konstant måler sig op mod alle andre, er det naturligt at føle sig forkert og utilstrækkelig, mener hun.

Hun opponerer blot mod, at vi sygeliggør denne følelse, og synes i stedet, at vi burde tale om, hvad det er, der skaber den.

– At lide af præstationsangst eller selvundervurdering er ikke en psykisk brist, der bor i den enkelte, det er ikke noget medfødt, men en konsekvens af, at vi har skabt et samfund, hvor vi hele tiden skal måles og vejes og stå synlige. Er jeg smuk nok? er jeg dygtig nok? Er jeg god nok?

– Jo mere vi jagter vores egen værdighed uden for os selv, jo mere benzin tilfører vi mindreværdsmotoren, og derfor skal man ikke kradse ret længe i nogens overflade, før de fortæller, at de føler, de har en brist, der skal fikses. Men bristen findes ikke i os, den findes i vores kollektive strukturer, i samfundet, og det gør, at alle – særligt de mest intelligente – hele tiden føler, at der er noget galt, og deraf føler, de bliver nødt til at performe.

Den udlægning er Ann Schødt dog ikke helt enig i.

Hun medgiver at imposter-syndromet er blevet et popfænomen, der ikke tager udgangspunkt i forskningen eller forholder sig faktuelt til det, det rent faktisk handler om. Men hun synes ikke, det er problematisk, at mange læser om og kan genkende tegn på imposter-fænomenet, fordi det, ifølge hende, kan hjælpe at vide, at der er et navn for det, man føler, og at mange andre også har det på samme måde.

– Mange forveksler imposter-fænomenet med perfektionisme, og det er også et overlap, men det er to vidt forskellige ting i praksis. Det er gabet mellem ens oplevelse af at være dygtig til noget, og så reelt at kunne præstere, som der helst skal være en fornuftig sammenhæng mellem, og der har dem med imposter ofte mindre tro på egne kompetencer, forklarer Ann Schødt.

Nyere forskning har problematiseret, at kortlægningen af imposterfænomenet mangler et strukturelt perspektiv. Men hvad er hønen og hvad er ægget, spørger Ann Schødt retorisk.

– Hvis du har haft en dårlig opvækst med kritiske forældre, eller du har lavt selvværd, bliver præstationssamfundet jo bare olien på bålet.

I 2021 udgav to amerikanske forfattere artiklen “Stop Telling Women They Have Imposter Syndrom”, hvori de problematiserer imposter-fænomenet, som de mener bortforklarer systemisk ulighed som en individuel sygelighed, der fjerner fokus fra bias, glasloft og løngab.

Opgaven bliver dermed at “fikse” kvinden frem for systemet.

Tilbage i solpletten skal Carla snart i sminken inden aftenens forestilling på Aarhus Teater, hvor hun spiller en af hovedrollerne.

Det er ikke kun teoretisk, at hun for tiden øver sig i at acceptere egne fejl. Hun eksperimenterer også med en række mere praktiske tiltag, som hun håber kan hjælpe med at tøjle den indre stemme, der altid står parat til at påpege hendes utilstrækkeligheder.

For eksempel har hun fjernet næsten alle spejle i sin lejlighed, og så prøver hun kun at læse anmeldelser, mens hun cykler. Eller, altså holder stille i et kryds, indskyder hun.

– Det gør, at jeg ikke tager det alt for alvorligt, fordi jeg er optaget af noget andet imens, siger hun.

Og generelt er det også i alt det andet, at den virkelige lykke bor, påpeger hun.

Som når hun for eksempel fejrer fødselsdag, og ser alle dem, hun elsker, sludre med hinanden i køkkenet, når hun går gennem gågaden, alene med en kæmpe is, eller bliver nomineret sammen med alle de andre for et fælles stykke arbejde.

– Jeg tror, at imposterfølelsen kommer, hvis ens øjne bliver rettet for meget mod en selv. Hvis man glemmer, at det spændende ved det, man laver, jo ikke er en selv, men alt det, der er større, alt det, man skaber sammen.