Da psykologen havde lyttet, stillede hun Elsebeth Egholm et centralt spørgsmål. Nu øver hun hver dag

Regnen vælter ned over Aarhus, vinduesviskerne på Elsebeth Egholms bil pisker af sted, trafikken i centrum klumper sammen, og mens hun forsøger at få os med over for grønt lys, siger hun med et hurtigt blik over mod passagersædet:

– Jeg elsker regnvejr! E-l-s-k-e-r det!

Og det er ikke ironisk ment, selv om ironi virker ret oplagt i situationen. Den allerførste sætning i hendes nye roman er faktisk også: ”Det regnede”.

Og fascinationen af regn, sommerregn, vandpytter, bare fødder på regnvådt græs, er noget, som knytter to af romanens hovedfigurer sammen, og i det hele taget spiller naturen og dens helende kraft en kæmpestor rolle i den nye roman.

Elsebeth Egholm er typen, der tilbyder at hente én ved stationen, når man kommer med tog fra København, regn eller ej. Hun er typen, der står inde i banegårdshallen og vinker velkommen. Og typen, der slår det hele hen med et: ”Det er da ingenting. Jeg skulle alligevel ind og handle”.

Og så er hun typen, der på et tidspunkt siger: ”Jeg skal fortælle dig en historie …”, og formår at sige det, så man virkelig slår ørerne ud.

Men vi begynder et andet sted, efter at vi er landet i Aarhus-forstaden Risskov, hvor hun bor: – Og det her er jo ikke i den fine ende af Risskov, indskyder hun lige.

– Vi er hverken tæt på vandet eller noget. Til gengæld har vi Mollerup Skov bare 10 minutters gang herfra, og lidt længere væk ligger Egå Engsø, hvor vi også går ture med hunden. Så her er vi glade for at bo.

Det var her, hun sad den søndag, den 3. juli 2022, da hun hørte nyheden om skyderiet i indkøbscentret Field’s i København, hvor en ung mand skød og dræbte tre tilfældige mennesker og sårede flere andre. Hun var rystet, ligesom resten af Danmark var det.

Men det satte også noget i gang i hende. Og det ”noget” er resulteret i romanen ”Budbringeren”, som udkom for nylig.

– Nyheden om den tragiske hændelse i Field’s var jo ikke mange timer gammel, forklarer hun,

– før man fik fornemmelsen af, at her var tale om en ung mand, der var psykisk syg. En psykotisk, ung mand, viste det sig, der var blevet trappet ud af sin medicin og ovenikøbet havde forsøgt at ringe efter hjælp flere gange, selv da han var i centret.

– For mig tegnede der sig hurtigt et billede af, at der var andre, der havde et større ansvar for det, der skete, end lige den unge mand. Det skrev jeg en opdatering om på Facebook. Om at nu måtte vi altså poste flere penge og ressourcer i psykiatrien, for vi kan ikke være andet bekendt.

Og hendes opdatering fik mange til at reagere. Hun oplevede, at de fleste stort set delte hendes betragtninger, men der opstod også en længere diskussion om skyld.

– Og her var der nogle, der var hårde i filten, synes jeg. Drab er drab, mente de, og det skal straffes uden skelen til diagnoser. Så enkelt mener jeg jo ikke, at det er.

– Jeg blev ked af det og vred. De senere år har vi fået nedbrudt mange tabuer i forhold psykiske diagnoser, til ADHD og autisme f.eks. Men netop de meget tunge psykiatriske diagnoser bliver stadig stigmatiseret og forbundet med skræmmebilleder.

– Jeg kender flere, der siger, at de ville blive bange for et menneske, hvis de fik at vide, at det menneske havde f.eks. diagnosen skizofreni. Og det er jo simpelthen så synd. Det sker indimellem, ja, at mennesker med de tunge diagnoser går grassat, men det er der også af og til nogle af os andre, der gør, og langt, langt de fleste kommer aldrig derud.

– Det er mennesker, vi skal se på som mennesker, og i hvert fald også som mennesker, der ikke kan gøre for, at de har en sygdom.

Ser det allevegne

Hun havde længe ledt efter en indgang til at skrive om at være pårørende til psykisk syge mennesker, for det ligger hende på sinde, forklarer hun videre.

– Man ser det jo allevegne. Der er mange, mange familier, der kender til at have en i kredsen, der på grund af psykisk sårbarhed skal passes på og tages ekstra hensyn til. Og det optager mig. Det har optaget mig længe. Og så skete dét i Field’s. Det var et konkret skub, jeg fik dér.

– Og da tænkte jeg: ”Nu vil jeg fandeme skrive en roman, hvor det er en af de personer, vi ellers kan gå og være bange for eller ikke tør have noget med at gøre, der er helten i historien! Hvorfor skulle de ikke lige så godt kunne være helte?!”

Er hun ude i et ærinde med sin skønlitterære roman? Ja, dét er hun, lader hun klart forstå.

Ude i et ærinde båret af et håb om at kunne være med til at nedbryde det tabu, som hun ser stadig findes i forhold til mennesker med de sværeste psykiske lidelser og deres familier.

Hun beskriver selv sin roman som ”en blanding af en familiefortælling, en kærlighedshistorie og en krimi”. Da vi laver interviewet, har anmelderne endnu ikke været på banen.

– Men jeg forventer mig ingen store falbelader fra nogen af dem, siger hun tørt, – og romanen skal nok få kritik. ”Egholm vil meget forskelligt eller vil det hele på én gang, og intet af det lykkes”. Jeg kan lige se det for mig.

– Men jeg har skrevet den bog, som jeg synes, den skal være. Og jeg kunne simpelthen ikke skrive andre bøger på det tidspunkt. Den var svær, men nødvendig for mig at skrive.

Skriver på Gozo

I aftes kom hun hjem fra middelhavsøen Gozo, hvor hun har været i to uger og har siddet og skrevet på sin næste roman. Nu var der plads i hendes hoved til at kaste sig over et nyt bind i serien om den aarhusianske journalist Dicte.

Elsebeth har boet på Gozo ”on and off” i en årrække og har en lejlighed dernede, som nu mest fungerer som et skrivested. For mange år siden var hun på ferie på Gozo sammen med en veninde og mødte gennem venindens bror den noget ældre, engelske spændingsforfatter Philip Nicholson, der boede på øen.

Det møde udviklede sig i den grad. I 1995 blev de gift, og de var sammen, til Philip Nicholson døde af kræft i 2005.

Året efter stod hun pludselig over for Jürgen Klahn, uddannet nationaløkonom, aktiehandler og krimiforfatter ved siden af. De traf hinanden på krimimessen i Horsens, såmænd. De udvekslede et langt blik, og så vidste de begge, hvad klokken var slået.

Her 18 år senere er de stadig sammen og sidder side om side nede ad gangen, når de skriver, men dog på hver deres kontor, og Jürgen har så i øvrigt endnu et kontor i huset, hvor han vist arbejder med alt det andet, der ikke handler om at skrive bøger.

I år er det 25 år siden, Elsebeth debuterede som skønlitterær forfatter. Hun lyder næsten forbavset selv. Og set tilbage på de år, hvordan synes hun så, forfatterkarrieren er gået?

– Jeg synes egentlig, at jeg har klaret det meget godt. Men jeg har også været heldig med meget. Selvfølgelig kunne jeg have gjort mange ting anderledes. Men jeg tror godt, jeg kan tillade mig at klappe mig selv på skulderen, faktisk.

Allerede da hun var 10 år, vidste hun, at hun ville være forfatter, dét eller pianist. Planteskolen, som hendes forældre drev, var absolut ikke noget for hende.

– Jeg ville spille og skrive. Min mor spillede klaver. Men det lå ikke som en forventning til mig. Jeg VILLE selv.

– Jeg har altid set musikken og skriveriet som beslægtede. Og det var bare derhenad, mine evner gik. Jeg har aldrig været til det praktiske. Jeg har heller ikke grønne fingre. Overhovedet ikke.

Elsebeth gik fire år på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus, men valgte så alligevel journalistvejen og kom ind på Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus. Og det valg har hun aldrig fortrudt, siger hun.

– Det var et andet miljø at komme ind i. Et miljø, der åbnede sig ud mod verden. Det blev meget puppeagtigt på konservatoriet. Det var jeg glad for, da jeg var der, men det var hele tiden med den der fornemmelse af, at der jo er en verden udenfor, som man næsten er nødt til at lukke ude, når man beskæftiger sig så intensivt med et instrument.

– Jeg har jo en interesse i samfund og mennesker, som jeg så kunne udfolde, da jeg kom ind på journalisthøjskolen. Men det var også stadig med det perspektiv, at jeg gerne ville være forfatter.

Nyuddannet fra journalisthøjskolen fortsatte Elsebeth Egholm til en fast stilling som bagsideredaktør på Berlingske Tidende i København, hvor hun havde været journalistpraktiktant under uddannelsen.

Hun var bagsideredaktør fra 1989 til 1992 og var vild med jobbet, men sagde det alligevel op for at blive freelancer og dermed være mere fritstillet til at kunne tage til – f.eks. Gozo, når det passede hende.

Efter nogle år som freelancer, hvor hun skrev til aviser, fagblade og ugeblade, og blandt andet også skrev ugebladsnoveller, fik hun et brev fra Lars Ringhof fra forlaget Lindhardt og Ringhof, som spurgte, om hun havde overvejet at skrive noget til et forlag?

Hendes uudtalte, men dybtfølte reaktion var: Endelig bliver jeg spurgt! Og så debuterede hun med romanen ”De frie kvinders klub”, altså i 1999.

Den fik gode anmeldelser, senere kom den med i ”Bogklubben 12 bøger” og blev trykt i mange tusinde eksemplarer, og hun vandt også ”Bogklubben 12 bøgers”-bogpris, som hun fik overrakt til deling med forfatterkollega Carsten Jensen.

– En drømmestart, konstaterer hun lige så stille.

Musikken tilbage

De næste mange år koncentrerede hun sig om skriveriet. Musikken trådte i baggrunden. Men i 2018 kom klaveret for alvor tilbage i hendes liv, forklarer hun.

– I 2015 fik jeg brystkræft, men jeg kom heldigvis godt ud på den anden side. Alligevel fulgte der en periode efter brystkræften, hvor jeg var ret deprimeret.

– Jeg sad hos min læge og sagde, at jeg ikke syntes, jeg havde nogen drivkraft i mig overhovedet, og det fik ham til at sende mig til en psykolog. Da psykologen havde hørt på mig, sagde hun: ”Hvis du nu skulle lukke øjnene og forestille dig noget, du havde lyst til, hvad kunne det så være?” Og da så jeg foran mig et Steinway-flygel stående hjemme i min stue.

– Det havde været inde over mine tanker før. Da vi købte huset her for 13 år siden, sagde jeg til Jürgen, da vi kom ind i stuen: ”Her kunne der godt stå et flygel!” Det blev så bare ikke til noget på det tidspunkt.

– Men nu handlede det pludselig om, dels at jeg trængte til at gøre noget andet end at skrive, og dels at jeg var i en situation i mit liv, hvor jeg kunne tillade mig at bruge tid på at spille igen. For det ER noget, man skal bruge tid på, ellers kan man lige så godt lade være. Man skal tage en beslutning om, at nu fordyber jeg mig i det her, og det her er noget, jeg gør for mig selv.

– Derefter gik jeg på jagt efter et Steinway-flygel. For sådan ét skulle det være. Jeg var vild med Steinway-flyglerne på konservatoriet, som vi elever fik lov at øve på og havde nøgle til, så vi kunne gå op i lokalerne sent om aftenen og sidde og øve på de skønne instrumenter.

– Sagt med andre ord: Jeg skulle have en anden lidenskab. For det er det, det er. Musikken er ikke bare noget, jeg sidder og sysler med. Det er ikke bare tidsfordriv. Det er at tage livtag med de store klaverstykker. Og jeg øver dagligt. En halv til en hel time.

– En halv time er ikke særlig meget, men det er ofte, hvad det bliver til. Hvis jeg har to timer, er det lykken. Jeg har også opsøgt den lærer, som i sin tid fik mig ind på konservatoriet. Ham kører jeg ud til midt på Djursland en gang imellem og får en klavertime hos. Det er meget, meget inspirerende.

Drivkraften

Når Elsebeth bliver stillet spørgsmålet: ”Hvad er din drivkraft” eller ”Hvad har ført dig til dér, hvor du er i dag?”, ved hun, at hun må tilbage til forældrenes planteskole.

Og også tilbage til den del af planteskolelivet, der handler om forretning, og hvor ”manden med mappen” ind imellem bankede på. Ligesom han i øvrigt gør det på det savværk, som familien i hendes nye roman driver.

– Økonomisk stabilitet har været en stor drivkraft for mig. Sådan er det bare. For det havde vi netop ikke i min opvækst. Der hang hele tiden en økonomisk usikkerhed over sådan et havecenter.

– ”Manden med mappen” var jo stævningsmanden, der kom ud for at opkræve penge. Fra jeg var ganske ung, lovede jeg mig selv, at sådan ville jeg ikke leve mit liv. Jeg ville ikke gå og være nervøs for stævningsmanden.

– Jeg ville tjene mine egne penge og sikre mig, at jeg kunne klare mig. Og sådan tænker jeg stadigvæk. Jeg kender mange mennesker, der er gode til at sige: ”Pyt, det må gå, som det går”. Sådan kan jeg simpelthen ikke leve mit liv.

– Men det er vel heller ikke nogen skam at sige. Eller er det? Penge er jo også lidt tabu at tale om …

– Egentlig synes jeg, det burde være okay at sige åbent: Mine udfordringer i livet har været, at jeg gerne ville skrive og spille musik, og da dét ikke nødvendigvis giver den tryggeste økonomi, har jeg skullet finde en måde, hvorpå jeg kunne beskæftige mig med det, jeg har lyst til og evner for, men som også sikrede mig økonomisk tryghed. Det blev så altså at skrive, som jeg gør, og som jeg altid gerne har villet: Skrive bøger, der er beregnet til det brede publikum.

– Så ja, konklusionen er: Det har ikke KUN noget med økonomi at gøre, at jeg laver, hvad jeg laver i dag, men det har OGSÅ noget med økonomi at gøre.

Her, et stykke inde i en eftermiddag, hvor regnen for resten er stoppet, og solen rækker ud efter os gennem de store stuevinduer, er det så, hun siger det dér: ”Jeg skal fortælle dig en historie …”

Historien handler om penge. Men hun kan godt lide at fortælle den, fordi det er en god historie. Ikke fordi den handler om penge ...

Sidste år, nogenlunde ved denne her tid, sad hun og læste avis på nettet. Hun læste The Guardian. Og læste noget om en Harry Potter-bog, som skulle sælges på auktion.

En førsteudgave af ”Harry Potter and The Philosopher’s Stone”, den første bog i J.K. Rowlings storsælgende serie, altså. Og vurderet til ret mange penge. Der var også et foto af bogen.

Og så hylede hun op. Ja, hun fortæller det sådan:

– Jeg hylede op: ”Jürgen, Jürgen, den bog tror jeg, jeg har stående i reolen” …

Og nu begynder hun på historien lidt mere forfra:

– Da jeg stadig boede på Gozo sammen med Philip, blev vi på et tidspunkt ringet op af Philips agent, Chris. De var barndomskammerater og bedste venner, og Chris boede i London og var litterær agent.

– Det var ikke noget stort litterært firma, Philip var hans største forfatter. Men en dag kom der et manuskript ind fra en ukendt forfatter, som havde forsøgt sig hos en række forlag, men forgæves. Derefter havde hun slået op i telefonbogen for at finde en agent, og Chris’ navn, Christopher Little, syntes hun, lød som en tegneseriefigur, så ham ville hun godt betro sit manuskript.

– På den måde kom en af Chris’ medarbejdere til at gennemlæse det manuskript, som mange andre havde forkastet, og efter endt læsning gik han ind til sin chef og sagde: ”Vi plejer ikke at udgive børnebøger. Men vi skal give denne her en chance. Den er noget særligt”.

– Chris indvilgede i at gøre en undtagelse, og nu gik jagten ind på at finde et forlag, der ville trykke manuskriptet, hvilket ikke var nemt. Endelig slog Bloomsbury, et da lille, ret intellektuelt forlag, til. De ville dog kun lave det første oplag i 500 hardback-udgaver og 5.000 paperbacks. Og sådan blev det.

– Da Chris ringede dengang, fortsætter hun fortællingen, – ville han bare sige, at han ville sende os et eksemplar af bogen skrevet af denne her nye forfatter, de havde fået ind, J.K. Rowling, og bogen hed ”Harry Potter and the Philosopher’s Stone”!

– Og dér sad jeg så, sidste sommer, og læste The Guardian og kom pludselig i tanke om, at den bog havde vi da vist. Nu måtte jeg lede. Og så STOD den der bare. Inde i reolen. Og ikke nok med det. Der stod TO.

– Det næste var så at finde ud af, om det vitterligt var førsteudgaver. Det identificeres ved hjælp af bestemte fejl, der kun er i førsteudgaven, for den slags vil som regel være rettet i næste udgave. Det kan være stavefejl, manglende mellemrum eller måske ligefrem fejl i forfatterens navn, lige dét øger vurderingsprisen.

– Der skulle være seks fejl i bogen. Og de var der.

– Først da jeg var bombesikker på, at de bøger måtte være penge værd, kontaktede jeg auktionshuset Bonhams. Og det korte af det lange er, at den ene af bøgerne blev solgt på auktion i november. Den anden ligger stadig derovre og venter i en boks.

– Men jeg kan sige så meget, at salget af bogen har finansieret to nye badeværelser i 70’er-villaen her. Jeg har gået længe og drømt om at få skiftet de badeværelser!

– Da vi flyttede ind, fik vi renoveret alt bortset fra bryggers og badeværelser. Det måtte komme hen ad vejen. Så blev vi ramt af vandskade og måtte have bryggerset fikset. Nu var der så kun badeværelserne tilbage.

– Og hvor har jeg tit tænkt: ”Jeg gider altså ikke blive gammel i et hus med et flaskegrønt badeværelse og et badekar, jeg ikke vil have!”

Hun ler. Strækker sin krop bagud i stolen i en langsom bevægelse, der siger noget i retning af: ”Hvor heldig har man lov at være!”

Så kigger hun ud ad vinduet, ud mod haven, en pæn villahave af den slags, der stort set passer sig selv, bare græsset bliver slået en gang imellem, og tilføjer til sidst:

– Dét der med regnvejr, som vi talte om. Kender du ikke det, at naturen ligesom har en helende indvirkning, især hvis man har noget, der tynger én? Hvis man går helt ned i de små detaljer. Lytter til fuglene, der synger. Studerer regndråbernes løb. Indsnuser duften af våd jord. Det gør altså noget ved én. Noget godt.

Og nå ja, hun spurgte også, hvad jeg synes om badeværelserne. Jeg så kun det ene. Men det var flot. Ikke blæret. Ikke pralende. Men flot, altså.

Artiklen blev udgivet i Søndag uge 22, 2024. Dette er en redigeret version.