Da han lagde hånden på min bagdel, ignorerede jeg det. Men en række modige kvinder, lærte mig noget afgørende

Ane Stürup er selvstændig konsulent og rådgiver virksomheder om magt i organisationer. Dette er en kommentar. Kommentaren er udtryk for skribentens holdning.

Før i tiden opdagede jeg det dårligt nok, når mandlige kolleger bad mig om at tage “den der frække kjole på i morgen på kontoret” eller den mandlige chef, som var dobbelt så gammel som mig, gentagne gange kom og klaskede mig i røven ved mit hæve-sænkebord.

Jeg grinede den som regel bare ubevidst af det. Eller ”frøs” og håbede at ingen havde set det, så jeg kunne undgå at forholde mig til, at det faktisk skete.

Jeg ønskede inderligt at holde fokus på mit arbejde, som jeg var virkelig dygtig til.

Jeg var stolt over mit job og elskede at udføre mine arbejdsopgaver.

Jeg husker en konkret episode, hvor en kvindelig kollega opdagede, at chefen havde en hånd på min bagdel.

Hun sad ned og jeg stod op. Og hun kunne se, hvad der foregik mellem sprækken i bordene.

”Skete der seriøst lige det jeg så der skete” spurgte hun mig, da han havde forladt vores kontor. Hun fik mig overbevist om, at vi sammen skulle gå til HR, men det hjalp ikke.

Jeg pakkede sammen og fortsatte mit arbejde. Jeg fandt en måde at overleve i det – som så mange gange siden hen.

Jeg kunne fortælle stakkevis af den her slags anekdoter, men pointen med min fortælling er sådan set ikke at få hverken opmærksomhed eller medlidenhed. Min pointe er ikke at udskamme kvinder eller mænd.

Pointen for mig med at fortælle denne historie, er at fremhæve, hvor uendelig stor en forskel det har gjort for mig, at andre kvinder har stået frem i medierne og sat ord på den strukturelle sexisme.

For mig var det et vendepunkt, da Sofie Linde stod frem i 2020 og modigt satte ord på sine oplevelser.

Fulgt op af rigtig mange andre modige kvinder, der skridt for skridt har bevidnet, sat ord på og på nuanceret vis én for én bidraget til, at der er blevet skabt et sprog og en bevidsthed om dette emne.

Det seneste gode eksempel er DR’s dokumentar om strukturel sexisme i musikbranchen.

Det er gået op for mig, at det er svært – grænsende til umuligt – at sige fra over for noget man ikke har fantasi til at forestille sig kunne være på en anden måde. Og at sprog og bevidsthed giver magt frem for afmagt.

Førhen vendte jeg det indad og tænkte, at jeg nok selv havde sendt inviterende signaler. At jeg måtte prøve at skrue ned for mig selv og for min venlighed og udadvendthed.

Jeg vendte ansvaret indad.

Men nu, hvor jeg har set og hørt de mange modige kvinders vidnesbyrd – og de mange modige mænd, der ligeledes har bakket op i debatten, er jeg blevet i stand til at mærke mine grænser og reagere på dem med det samme.

I dag siger jeg fra.

Hvis situationen tillader det (og jeg selv orker), så tager jeg mig tiden til at forklare, hvorfor det er nedværdigende, når der i en faglig sammenhæng bliver kommenteret på ens udseende.

Og hvorfor netop dét intet har at gøre med, om man kan lide at få et kompliment eller ej.

Nogle forstår det med det samme imens andre er lidt mere tunge i optrækket.

Som når jeg laver opslag på Instagram om et fagligt oplæg, jeg skal holde og kommentaren fra en forbindelse er:

”Kææææææft hvor er du lækker”. Og jeg blokerer ham på Instagram, men får en forundret henvendelse på facebook.

“Jeg bryder mig ikke om kommentarer omkring mit udseende, som jeg ikke har inviteret til,” skriver jeg.

Kunne vi helt droppe at kommentere hinandens kroppe, udseende, tøj og alt muligt andet? Tak.

Men mest af alt tak til alle modige kvinder, der åbner deres mund i debatten, tak fordi vi kan stå sammen og tak for at gå forrest. Og tak til de mænd, der bakker op.