Foto: Privat
Dette er en kommentar. Kommentaren er udtryk for skribentens holdning.
Det var første gang, jeg stiftede bekendtskab med den bevidste manipulation i en datingrelation.
Han fortalte nærmest åbent om sine teknikker, og om, hvordan han havde studeret diverse metoder. Men jeg var blind for, hvad der var ved at ske.
Noget jeg på bagkant ser forfærdet tilbage på. Jeg ser mig selv som værende et fornuftigt og velfungerende menneske med en ret god mavefornemmelse.
Men alligevel faldt jeg i med begge ben.
Han benyttede sig af “negging” - små nedladende bemærkninger forklædt som komplimenter for at skabe usikkerhed og gøre mig mere ivrig efter hans godkendelse.
Han brugte også “breadcrumbing”, hvor han gav mig nok opmærksomhed til at holde mig interesseret, men aldrig nok til at give mig sikkerhed om hans intentioner.
Den ultimative strategi var måske “gaslighting”, hvor han fik mig til at tvivle på min egen virkelighedsopfattelse ved konstant at ændre på historier og nægte at have sagt eller gjort bestemte ting.
Heldigvis varede relationen ikke længe, og jeg blev senere hen bekræftet i, at der gudskelov findes mennesker med oprigtige og rene intentioner. Også på datingmarkedet.
Det kommer vi tilbage til!
Jeg kom til at tænke på relationen, da jeg så Bachelorette. Jeg sidder klistret til skærmen tre gange om ugen for at følge med i jagten på kærlighed, når roserne uddeles i Sri Lanka.
Og ligesom på skærmen oplevede jeg, at datinglivet på mange måder er blevet et spil. Et decideret spil, hvor man kan læse bøger og lære sig teknikker, der gør, at man går derfra som “vinderen”.
En af deltagerne - Peter - fik meget kritik for at læse i bogen “The art of seduction”.
Jeg har selv været offer for de teknikker, der stjal fokus i programmet. Og jeg bruger helt bevidst ordet offer for det er præcis den retorik, der bruges i den omtalte og med rette udskældte bog en af deltagerne åbent benyttede sig af i årets Bachelorette.
Da jeg for tre år siden trådte ud på datingmarkedet igen efter en skilsmisse, var det som om jeg trådte ind i en velkendt og alligevel helt ny verden.
Jeg havde været der før, men reglerne var blevet gevaldigt ændret, siden sidst jeg deltog og for at gøre det endnu mere forvirrende lod det til, at alle spillede et forskelligt spil.
Nu var det også blevet muligt at bladre sig igennem et katalog af mennesker og ud fra ganske få oplysninger, fotos og tekster på et splitsekund lade sin tommelfinger swipe enten til venstre eller højre for et “nope” eller et “like” og så derfra spændt vente på, om det ville kulminere i et dopaminfix med ordet MATCH.
En underlig disciplin, jeg måbende havde set mine singlevenner og veninder udføre i årevis, da jeg selv stod i et årelangt monogamt parforhold med en mand, jeg havde mødt ganske analogt på en bar på Vesterbrogade i 00'erne.
En disciplin jeg dermed ikke selv havde stiftet bekendtskab med.
Så da manden fra baren og jeg blev skilt, og jeg pludselig, eller i hvert fald 13 år ældre, med børn hver anden uge, atter befandt mig på markedet med ridser i kærlighedslakken og skulle til at dyppe tæerne i datingverdenen, var jeg noget tøvende og alligevel nysgerrig på de der apps.
Jeg oplevede en form for dobbelt hjertesorg, fordi jeg samtidig skulle lære mig selv at kende på ny, og fordi jeg ikke kunne forene mig med at være “sådan en", der datede, og da slet ikke på en app. Men efter noget tid og flere kærlige skub sprang jeg ud i det.
Det var sjovt, og det var stressende.
Jeg blev i perioder opslugt af det og forblændet af opmærksomheden, det hurtige fix og det næste, og det næste og …Jeg følte, at jeg var med i et spil, hvor alle havde deres eget regelsæt.
Jeg brød mig ikke om, hvordan jeg selv begyndte at agere i det efter noget tid.
Der gik lidt “dur ikke - næste!” i det, og selvom det kan være skægt og ganske harmløst så længe, alle parter er med på det, strittede det i mit eget moralske kompas.
Som voksen, nogenlunde fornuftig med gode intentioner, fik jeg tanker som: Ville jeg overhovedet være i et konventionelt parforhold? Ville jeg have flere børn? Hvordan havde jeg det med tanken om bonusbørn? Ville jeg giftes igen?
Helt rimelige overvejelser, der på det tidspunkt desværre blev ledsaget af helt nye spørgsmål som: Var jeg overhovedet værd at elske? Hvad var der galt med mig? Hvorfor var et andet menneskes validering SÅ vigtig?
Jeg var i en tilstand af buldrende identitetskrise, og i virkeligheden var dating ikke den bedste idé for mig. I lang tid brugte jeg det som eskapisme for at slippe væk fra virkeligheden.
Så selvom jeg havde enormt travlt med at bilde både mig selv og alle andre ind, at jeg havde det SÅ FINT, var det ikke altid tilfældet.
Konklusionen blev altså, efter årevis af hovedløs dating og en del hjerte-ransagelse (og terapi, sgu da!) at jeg ikke nødvendigvis behøvede et konventionelt parforhold igen.
Jeg var nok blevet kynisk og ikke mindst fokuseret på at beskytte mit hjerte.For hvis jeg kunne miste mig selv så meget i det og blive som besat af opmærksomheden og den efterfølgende nedtur, hvem var jeg overhovedet så?
Ironisk nok tiltrak det endnu mere opmærksomhed, lidt som når ekskærester skriver sms'er til en, når man endelig er kommet videre. – en naturlov, tilsyneladende.
Og ja, her kommer plottwistet, som du måske allerede havde gættet, for det kommer, når du mindst venter det …
Jeg mødte en mand. På et tidspunkt hvor jeg var SÅ færdig med det hele. Færdig med dating, færdig med apps, done, mand! Og så var han bare lige der.
Jeg skal aldrig bevise noget, eller gøre mig “fortjent” til hans opmærksomhed.
Ingen spil, ingen følelse af at skulle være noget, jeg ikke er.
En mand der prioriterer mig, lytter til hvad jeg siger.
Som min veninde konkluderede, barren er sgu lav.
Og ja, det var den blevet, og hvor er det ærgerligt
Der findes heldigvis masser af mænd (og kvinder) med rene intentioner og det er meget rart at blive mindet om. De findes!
Bare ærgerligt at man i processen skal føle sig på vagt og navigere udenom usikre individer forklædt som adonis med et lånerkort.
Læs mere om:
