Liv
2. august 2024

Disse kunder irriterer butiksansatte

Er du for eksempel en af de kunder, der altid lægger sine varer i én stor bunke?
Af: Hege Løvstad Toverud. Oversat af redaktionen
Varer

Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Har du en eller flere dårlige vaner, når du handler? Lad os tage et kig på de mest uhøflige vaner, og på hvad der kan få personalet bag kassen til at irritere sig over os:

Du bruger ekspreskassen med for mange varer

Butikker har ofte en ekspreskasse til ti varer eller færre, men mange falder for fristelsen at benytte sig af ekspreskassen, selvom de har både 12 og 13 varer i kurven. Dette er en kilde til irritation for dem, der arbejder i kassen.

Ved kø råber personalet "ledig kasse" og åbner en ny, og her synes mange at tro, at det er først til mølle, selvom den næste i køen faktisk har førsteret. Det skal siges, at personalet ikke nødvendigvis bliver sur over netop dette. For det kan være en kærkommen pause i en stressende arbejdsdag at få lidt at få lidt kø væk fra sin kasse.

Du dropper skilleren

"Er denne din?" spørger personalet og holder en agurk op, der kommer sneglende 40 centimeter bag resten af varerne - fordi du har glemt at lægge skilleren bag den sidste vare. Hvis alle dropper skilleren, bliver der mange spørgsmål som dette i løbet af en dag, og det skaber kø.

Du bør lægge skiller både foran og bag dine varer. Men husk, er du alene uden kø, foretrækker de ansatte, at du dropper skilleren.

Du laver en bunke på rullebåndet

"Lad os se, hvis jeg stabler al maden i en bunke, får jeg hurtigt overstået mit køb”. Forkert! Den, der arbejder i kassen, skal føre hver vare forbi scanneren, og du kan hjælpe ved at placere hver vare med stregkoden synlig.

På den måde slipper personalet for at dreje hver vare for at finde koden og blive trætte i armene. Og det går meget hurtigere.

Du tager grøntsager uden pose

Nogle undlader at lægge grøntsager og frugt i pose, måske af miljøhensyn, men at finde en lime her og en lime der på rullebåndet er unødvendigt tidsforbrug, når alle limene kunne være blevet slået ind samtidig. Desuden kan løg og stødte æbler snavse båndet til.

Du er uhøflig

Det kan lyde simpelt, men noget af det, der irriterer personalet mest, er folk, der ikke siger "Hej" og ikke møder deres blik. Og husk at sige "Farvel" også! Det bliver værdsat.

Derudover, hvis nogen har lavet en fejl, så tag den med ro. Det er menneskeligt at fejle, uanset om det er personalet bag kassen, der har slået forkert ind, at hyldemærkningen af en vare er misvisende, eller at en vare er dårlig. Påpeg fejlen på en respektfuld måde.

Du tilbyder misforstået hjælp

Du mener det sikkert godt, når personalet bag kassen sidder med dit røde æble i hånden og leder efter den rigtige varekode, og du siger: "Det er et rødt æble". Eller "Jeg tror, det kostede 20 kroner kiloet". Men personalet skal slå en såkaldt PLU-kode ind for produkter uden stregkode, og så hjælper det faktisk ikke at være hjælpsom.

Som i alle job kan et par minutters lav aktivitet være kærkomment, og det er ikke altid let at le af den spøgefulde kommentar fra kunden, der vælger den eneste ledige kasse med ordene: "Sidder du her og venter på mig?".

Du sniger dig til en pose

De sidste par år, med øget fokus på plastik og miljø, er poser blevet dyrere. Storhandler man, kan det hurtigt løbe op i flere poser. Alligevel er noget af det, der irriterer kassepersonalet, kunder, der lader som om, de ikke skal have en pose, og efter at have betalt kommer i tanke om, at de vist alligevel har brug for en pose. Eller som beder om to poser, når alle kan se, at de egentlig har brug for fem.

Et godt råd er at lægge de poser, du skal bruge, på båndet, i butikker, hvor det er muligt. Så bliver personalet glad. Hvis du synes, poser er dyre, er et godt råd at tage poser med hjemmefra eller bruge et stofnet.

Følg med

Jo, det er nemt at henfalde til egne tanker efter en lang dag på arbejdet. Og måske har du ting, du skal aftale med afhentning af dine børn i børnehaven. Men når du kommer til kassen, bør du løfte næsen op fra telefonen og tage headsettet med lydbogen af.

Hvis alle siger "Hvad?" når personalet spørger, om du skal have en pose, går sekunderne, og køen bliver længere end nødvendigt.

Kontoen er tom

Det kan ske for alle, at du står i butikken og ikke har dækning på kortet. Derfor kan det være klogt at tjekke netbanken, før du handler. At overføre penge undervejs skaber kø, og personalet må trykke på den røde knap for "Afbryd", mens du prøver med et nyt kort.

Du pakker varene langsomt

Ved kø bør du pakke i poser så hurtigt som muligt. Betjeningen kan ikke hjælpe den næste kunde, når begge bånd er fulde. Så lad være med at stå med mad på båndet og tjekke kvitteringen eller svare på beskeder. Pak varerne hurtigt, gå lidt væk fra kassen og tjek kvitteringen der.

Du klager over priserne

Ja, mad er dyrt, og vi er mange, der er irriterede, fortvivlede og vender hver en øre. Men husk, det er ikke personalet, der bestemmer priserne. De prøver bare at passe deres job, og det bliver ikke lettere af, at du sukker og stønner.

Artiklen blev først bragt hos kk.no, som også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Læs mere om:

Læs også