Det gør mig ked af det, hver gang kommentaren falder. Hvad gør jeg?

Kære Anna

For fem år siden faldt jeg ned ad en stentrappe og beskadigede min ryg så uheldigt, at jeg i dag lever i et smertehelvede konstant. Jeg synes, det er svært for os, der lever med store smerter dagligt, at blive taget alvorligt.

Jeg kan gå og stå og bevæge mig nogenlunde normalt, men ved hver bevægelse er det som om, en kniv skærer sig ind. Alligevel skal jeg ofte høre sårende kommentarer fra folk, når jeg parkerer min bil på en handicap P-plads.

Det kan være, folk siger: ”Nå, man har lige tiltusket sig en VIP-plads!” eller ”Skulle du ikke hellere give den plads til én, der HAR et handicap?!”

Det gør mig ked af det hver gang, og jeg har svært ved at finde det rigtige at sige. Hvad ville du gøre?

Venligst den frustrerede¨

Kære frustrerede

I en perfekt verden behandlede alle mennesker hinanden med omhu og respekt. Men i vores noget mere grumsede udgave, er vi desværre henvist til at siksakke ind og ud mellem alle mulige mærkelige synspunkter og ubehagelige situationer.

Fortvivlende nok er det åbenbart en sværere øvelse end de mest komplicerede parallelparkeringer at få det faktum ind i knolden, at alvorlige handicaps ikke altid er synlige. Dine oplevelser står nemlig på ingen måde alene.

Det er nemt at få lyst til at hamre empati og omtanke ind i folks hoved. Problemet er, at den manøvre ikke hjælper.

Vi kommer aldrig til at kunne styre, hvad andre mennesker tænker eller siger. Kun hvordan vi selv forholder os til det.

Det er derfor også her, du kan sætte ind. Jeg ved godt, at det kræver et næsten overmenneskeligt overskud at lukke ørerne og ignorere tilråbene. Men problemet er bare, at tåbelighed er så svær at gå i dialog med.

Den er slet ikke i stand til at lytte til andet end sin egen skingre stemme. Derfor får vi som regel intet andet ud af vores argumenter end flere hårde ord med på vejen.

Det ”rigtige at sige” i de situationer, du beskriver, er derfor: Ingenting.

Hvis din tavshed afføder yderligere tilråb, så sig ganske roligt noget henad dette: ”Du må hellere læse lidt op på lektien, hvis du har så svært ved at forstå, hvorfor nogle mennesker parkerer lige præcis her”. Og gå derefter væk uden at sige mere. Dine kræfter er alt for værdifulde at spilde på idioter.

Næste gang du oplever en lignende palaver, når du parkerer der, hvor du har ret til, så tænk: Stakkels det menneske, der føler sig kaldet til at svine andre til, fordi vedkommendes snæversyn ingen grænser har.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.