Da jeg så, at han fik tårer i øjnene, stod det klart for mig

”Når jeg flytter, skal I have et større soveværelse”, indleder 51-årige Kristina Holgersen det første digt i sin digtsamling ”Favn”.

Det er datteren, der taler.

Hun har allerede lavet en plantegning over lejligheden, og der bliver plads til en ekstra reol.

Men moren har slet ikke brug for en ekstra reol. Hun køber peanuts og franske vafler. ”Det er det du elsker, så det er det, jeg køber”

– I digtene er datteren ikke flyttet endnu, og det er min egen datter heller ikke. Men hun er på vej væk, og det opleves meget fysisk. Det har jeg også villet udtrykke i digtene.

Engang sad sanger, komponist og digter Kristina Holgersen på direkte tv og bekendtgjorde, at hun aldrig skulle have børn. Og hun mente det.

– Det var ikke mig, der var skruk, da jeg blev gravid med min datter. Det var min mand. Jeg havde gang i min musikkarriere og turnerede på det tidspunkt meget i Tyskland, og jeg opfattede mig som en af drengene. Det var en strategi, jeg havde for at håndtere det ret barske miljø, der dengang herskede i musikbranchen, og hvor man hele tiden fik at vide, at man skulle stå til rådighed. Og da jeg blev gravid, gik det op for mig, at jeg jo ikke var en af drengene. De festede og drak en masse vodka. Jeg ventede barn.

Rammer også mænd

Forskellen var indlysende, konkret, fysisk. Kristina skulle være mor. Og det blev hun. To gange. Men moderskabet har aldrig defineret hende.

– Jeg har aldrig været mor med stort M. Jeg har altid arbejdet meget, og så er børnene fulgt med. Jeg tænker tit på, hvordan det må være for dem, hvor moderskabet har fyldt mere og i højere grad defineret dem, når jeg kan opleve det så stærkt, siger hun.

Hun er ikke i tvivl om, at empty nest-syndromet også rammer mænd.

– Min mand oplever det også, og jeg har talt med flere mandlige journalister, der kender det. Dér, hvor det stod klart for mig, at der virkelig var noget om snakken, og at jeg måtte skrive om det her, var til en familiefest, hvor jeg sad ved siden af en mand, der sad og fortalte med tårer i øjnene om, hvor knust han var over, at hans børn skulle væk. Så jo, der er ingen tvivl om, at mænd også oplever det her.

Fælles sprog om sorgen

”Jeg skriver i et forsøg på at finde et sprog for en sorg vi negligerer kollektivt fordi vores børns bevægelse væk minder os om at vi skal dø”, slutter et andet digt i samlingen.

Sorgen, kærligheden og længslen pibler frem mellem linjerne i digtene. Og det er meningen.

– Jeg tror altid, det har været en sorg, når børnene er flyttet. Før har man bare vendt det indad. Men det kan godt være, at reaktionen er stærkere i dag, måske som udtryk for, at vi er blevet tættere med vores børn. Jeg ved for eksempel også, at flere unge har læst min digtsamling for bedre at kunne forstå og tale med deres forældre, siger Kristina Holgersen.

Et fælles sprog om netop det svære, når familien deler sig op, og børnene flytter ud, mangler vi, mener Kristina Holgersen.

– Det bliver meget hurtigt enten den dér tragiske afviklingsfortælling. Nu producerer kvinden ikke længere nogen æg, hun er afblomstret og ikke længere noget værd for samfundet, og så kan man gøre grin med hende og kalde hende hysterisk og selvoptaget, og hun begynder måske selv at sige om sig selv, at ”jeg er også sådan en pinlig mor, det ved jeg godt, jeg er”, siger hun.

Eller også kan man vælge at gøre det til noget fedt, at man igen kan være sig selv. Som ren selvudvikling uden at beskæftige sig med, at det kan være et komplekst og sorgfuldt sted at befinde sig.

– Jeg kunne i hvert fald ikke selv genkende mig i nogen af de fortællinger. For mig er det ikke så sort-hvidt.

Eksperten: "Vi er blevet tættere med vores børn"

I dag taler vi om begrebet empty nest syndrome som langt mere udbredt og langt mere almindeligt end førhen og ikke begrænset til mødre. Og det er ifølge professor ved Aalborg Universitets Center for Ungdomsforskning Niels Ulrik Sørensen udtryk for, at vi er blevet tættere med vores børn.

– Forældreskabet har forandret sig, siden dengang jeg selv flyttede hjemmefra for 30-40 år siden. Fra at handle om at give omsorg og lære sine børn at indordne sig under de herskende normer er det i højere grad kommet til at handle om at understøtte og involvere sig, så børnene udvikler sig optimalt.

– Forældrene er stadig dem, der styrer, men fokusset er på børnene, og forældre tilsidesætter sig selv i højere grad. Det skaber en stærk gensidig dynamik mellem forældre og børn, der kan være viklet tæt sammen langt op i ungdomsårene, siger han.

Og derfor slutter følelsen af at være forældre heller ikke, blot fordi børnene bliver ældre og kan klare sig selv.

– Man kan sige, at forældreskabet er intensiveret. Det betyder også, at det ofte aktiverer flere store følelser, når børnene flytter hjemmefra. Der opstår lettere et tomrum, og vores forskning viser, at der i dag er en norm om, at det er okay at være trist og føle sorg og tomhed, når børnene bliver store og flytter hjemmefra, siger Niels Ulrik Sørensen.

Er det godt eller skidt?

– Man kan sige, at det nye forældreskab passer til den nye tid. Man lærer i højere grad at udtrykke sine følelser, reflektere og forholde sig og dermed også navigere i et samfund, som er præget af stor kompleksitet og foranderlighed, og hvor der er stor usikkerhed i forhold til, hvad fremtiden vil bringe; ovenikøbet med en klode, der brænder.

– Så kan man spørge, hvordan blikket på de sociale relationer bliver, når børnene bliver et projekt, og man investerer så meget i den enkelte. Men det viser vores forskning ikke entydigt, siger han.

Forældrenes sorg

De store følelser og den ekstra omsorg og hjælp, de medfører, er ifølge forskeren et tveægget sværd.

– Vi kan se, at det kan være svært for den unge, hvis forældrene har svært ved at beherske deres sorg over barnets flytning. Blandt forældrene er der også en norm om, at deres følelser ikke må fylde så meget, at det overskygger børnenes oplevelse, når de flytter hjemmefra og skal starte et nyt liv.

– Omvendt kan vi også se, at de unge, der må klare det hele selv, altså selv finde en bolig, selv få sig skrevet op, selv flytte sine ting, har det sværere i processen. Relationen til forældrene er ofte mere kompliceret, og de oplever sig anderledes og i en mere perifer position. Det hænger selvfølgelig også sammen med den herskende norm, og at de sammenligner sig med de andre.

Hvad med selvstændiggørelsen?

– Man kan sige, at selvstændiggørelsen sker mere gradvist i dag end for 30-40 år siden, da jeg selv flyttede hjemmefra. Det er ikke længere den dér abrupte løsrivelse, ”nu må du klare dig selv”. Det sker gradvist. For forældrene er det en balancegang, for det er også vigtigt, man ikke tager for meget over.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 30/2024, som også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.