Vores venner har et meget "loose" forhold til sygdom. Skal vi bare leve med at blive smittet?

Hej brevkasse,

Min mand og jeg har et godt vennepar, som har børn på samme alder som vores. Vi har kendt hinanden længe og fungerer super godt sammen socialt - både store og små. Derfor ses vi ofte i weekender, og vi har også været på ferie sammen.

Vi er ens på mange punkter, men når det kommer til sygdom, er vi forskellige. Her er vores venner en del mere loose.

Vi har oplevet et par gange, at de ikke informerer os på forhånd, hvis de selv eller deres børn har været syge/er syge, når vi skal ses. Vi er derfor flere gange kommet hjem til dem, hvor en af deres børn har været halvsyge på dagen og dagen efter.

Noget der ofte har resulteret i, at vores egne børn - eller min mand og jeg - er blevet smittet et par dage senere, når vi kommer hjem.

Jeg kan jo ikke vide med sikkerhed, at det er deres børn, der har smittet os, men sandsynligheden må siges at være stor. Hvis jeg havde vist det på forhånd havde vi nok ventet en dag med at komme for at undgå smitte.

Mit spørgsmål er derfor, om jeg kan tillade mig at spørge på forhånd om de er syge, før vi ses næste gang? Eller er jeg for sippet? Hvis ja, hvordan siger man det bedst?

Svar 1

Hej,

Måske er du lidt sippet i dine venners øjne, ligesom de nok er lidt for ubekymrede i dine øjne.

Jeg minder nok mere om jeres vennepar, end jeg minder om dig og din mand, og jeg har faktisk stået på modsatte side af dilemmaet tidligere.

Hvis jeres vennepar har samme tilgang til det som jeg selv har, vil jeg tro, at de slet ikke har overvejet muligheden for at aflyse jeres aftaler pga. en forkølelse eller lignende.

Ikke fordi de ikke vil tage hensyn, men fordi de ikke ved, at det er noget, der går jer på.

Du spørger til, hvordan I så bedst kan italesætte jeres tanker.

Jeg ville forsøge at holde bolden på jeres egen banehalvdel, så det ikke kommer til at lyde som et angreb på dem.

Indenfor den ramme tror jeg dog helt sikkert, at en ærlig og åben snak er vejen frem.

I kan sagtens italesætte den forskel, der er i jeres tilgang til sygdom, I er trods alt mere forsigtige og vil gerne tage flere forbehold end dem – men venskab handler jo netop også om, at acceptere hinandens forskelligheder.

Løsningen for mig er nu blevet, at jeg fortæller hvis jeg er snottet, hoster eller noget tredje og giver derved mine venner mulighed for selv at melde fra, hvis de ønsker det.

Det fungerer rigtig fint for os, og kunne måske også blive en løsning for jer?

Svar 2

Kære brevskriver,

Jeg forstår virkelig godt dit dilemma - og kæmper konstant selv med at finde den rigtige balance mellem rettidig omhu og neurotisk smitteangst, når det kommer til syge børn.

For problemet er jo, at børn (i hvert fald mine) rigtig tit er småsyge.

Nogle af dem hoster og nyser stort set uafbrudt hele vinteren (også mine).

Jeg har endda flere gange prøvet at tage hjemmefra med helt raske børn, hvor de så pludselig vågner op med opkast/falsk stubehoste/feber/you name it.

Jeg har selv efterhånden udviklet en form for logik.

Hvis vi skal mødes med meget små børn, er der no mercy. Ingen hoster, ingen snotter. Men jo større børn og familier vi mødes med, des mere loose kan jeg også mærke, at jeg bliver.

Pointen er, at det i min verden er en tabt kamp helt at undgå, at vi smitter hinanden - og hvis du tager snakken med jeres venner, risikerer du også, at de virkelig bliver forsigtige og ønsker du egentlig det?

Jeg ville se det som et udtryk for, at jeres venner virkelig gerne vil være sammen med jer - og leve med lidt snot og hosteri, hvis det er det, der er tilfældet.

Hvis vi taler Roskilde-syge ville jeg tage den samtale hurtigere end du kan sige ad. Så gode venner bør ingen være,