I mine papirer står der, at jeg blev ”fundet” på gaden, men jeg tror ikke på det

Ukendt. Ukendt. Ukendt. Det er det, jeg ved om starten på mit liv i Korea, og så ved jeg, at jeg blev født sidst på året i 1972. Kort efter, allerede i starten af 1973, kom jeg til Danmark.

I mine papirer står der, at jeg blev ”fundet” på gaden, men jeg tror ikke på det. Et lille nyfødt barn kan ikke ligge på gaden i Korea ret længe om vinteren, det er alt for koldt. Jeg havde stadigvæk navlestrengen.

I dag tror jeg, at min biologiske mor har fået at vide, at jeg var dødfødt, og derefter er jeg blevet bortadopteret med det samme. Men jeg ved det selvfølgelig ikke.

I mine danske forældres øjne starter mit liv først i 1973. Med dem. De valgte bevidst gennem hele min barndom at negligere, at jeg kom fra en anden baggrund. Der blev aldrig talt om det, der er svært ved at være adopteret.

Jeg fik tværtimod altid at vide, at jeg lignede min mor så meget. Hun var 1.75 høj og lyshåret, så jeg lignede hende jo absolut ikke med mine asiatiske øjne, sorte hår og 1.57 cm.

En gang blev jeg bedt om at tage en koreansk nationaldragt på, som en af mine forældres venner havde taget med hjem fra en rejse, og posere for at gøre ham glad. Det var forvirrende og meget smertefuldt.

I dag taler man meget om gaslighting inden for psykologi, og det er præcis det, der sker for et barn, der er adopteret og ikke bliver mødt i det.

Jeg blev gaslightet på alle mulige niveauer.

Min mor nægtede at se mig som en lille koreansk pige, ikke fordi hun var ond, men fordi hun ikke kunne bære, at vi var forskellige, og at jeg også havde svære oplevelser ved at være adopteret.

Det at blive set, ved man i dag, er supervigtigt for børn, der er adopteret.

Jeg blev ufattelig ensom i det. Mine forældre fik den artige, lille, hvide pige, de ønskede sig, som var en forlængelse af dem.

Jeg blev castet til rollen, fløjet over fra den anden side af jorden for at repræsentere dem og gøre dem glade og stolte. Jeg kan huske engang, vi havde en gæst, der spurgte nysgerrigt, om jeg var blevet diskrimineret – og der var jeg en stor pige.

Før jeg nåede at svare, råbte min mor henover bordet: Nej, det er hun ikke!

Jeg har taget et kæmpe opgør med hende som voksen, og jeg har insisteret på at fortælle min historie om en barndom, der ikke kun var lykkelig.

Men jeg var voksen, uddannet psykolog og selv mor til fire børn, før jeg tog mig mod til. Indtil da ejede jeg ikke min egen historie, fordi det var for smertefuldt for mine adoptivforældre at høre noget, som ikke fik dem til stråle som gode forældre.

Jeg meldte mig ind i KoreaKlubben som voksen, og der mødte jeg endelig nogle, jeg kunne spejle mig i, dét, som min danske mor ikke mente, jeg havde brug for.

Flere af de andre havde opsøgt og var blevet genforenet med deres biologiske forældre. Det havde jeg ikke umiddelbart lyst til, også fordi det i mange tilfælde betød, at de typisk skulle tage sig af deres koreanske forældre oven i deres danske forældre. Og støtte dem økonomisk.

I dag er jeg 51, og jeg har kæmpe lyst til at finde min koreanske mor og far og finde ud af: Hvorfor? Hvorfor gjorde I det?

Jeg har et kæmpe savn efter den mor, der ser mig og genkender sig selv i mig. Det har været en lang rejse at stå ved den, jeg er, og jeg er først rigtigt landet i det nu. I mange år forsøgte jeg at overbevise mig selv om, at så slemt var det nok heller ikke. Men det var slemt. Det var smertefuldt.

I en periode for nogle år siden, så jeg ikke min danske mor, jeg havde en følelse af, at hun skulle gøre nogle indrømmelser.

Det største sår for mig var ikke at blive mødt på det psykologiske plan – ikke at kunne tale om, hvem jeg var før, jeg kom hertil, og at ikke blive accepteret, som den jeg er.

I dag forbinder man de to verdener helt automatisk af hensyn til barnets identitet. Min mor har senere indrømmet, at hun var bange for at miste mig, hvis jeg fik kontakt med mine biologiske forældre. Jeg har tilgivet hende.

Artiklen blev udgivet i Søndag 29/2024, som også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.