Hun var egentlig pensioneret som atlet, men da hun fik amputeret sin hånd, besluttede hun sig for at genoptage kampen – og vinde den

Lisa Kjær er mange ting. Mor, jurist, guldmedaljevinder, tidligere forældreforeningsmedlem og tidligere hestepige. Eventyrer og rollemodel. Hun er billedet på, hvordan livet kan se ud, selvom man har en tragedie så tæt inde på livet, at den har taget nogle af ens lemmer.

”Jeg har altid prøvet at have en positiv indstilling til det hele. Fordi det virkelig er sådan, jeg har det. Jeg har ikke lyst til at have ondt af mig selv,” forklarer hun.

Nej; hun kan ikke lave en fransk fletning på sine børn, men til gengæld kan hun lægge deres neglelak. Hun skriver ikke lige så godt på computer, som hun gjorde engang, men til gengæld har hun gjort et historisk comeback i sin sport. Siden 2013 har hun vundet fem Europamesterskaber, fire verdensmesterskaber, og så er hun forsvarende PL-mester i taekwondo. Selv kalder hun det en ’hobby’ ved siden af sin almindelige karriere, fuldtidsarbejdet som mor og indtil for ganske nylig ægtefælle.

”Når man har børn og er i et ægteskab, skal der selvfølgelig forhandles om tidsforbrug på taekwondotræning. Det var et puslespil at få det hele til at gå op i en højere enhed, men jeg synes, jeg er god til at prioritere det, der er her og nu,” forklarer hun:

”Jeg har altid taget de gaver, der er blevet sendt min vej, og det har er en af dem. Jeg vil have det sjovt – og den heldige bivirkning er, at jeg også er blevet et gladere menneske af at komme tilbage til sporten.”

Vi har snakket med Lisa Kjær om moderskabet og mesterskabet, om livets omskiftelighed og om at se mulighederne selv i svære omstændigheder.

Lad os starte ved begyndelsen: Hvornår begyndte din kærlighed til sporten?

Ret tilfældigt, faktisk. Jeg er vokset op på en gård i Vestjylland og var hestepige, da jeg var yngre. Men min storesøster gik til kampsport og fik opmuntret mig til at give det et forsøg. Det var egentlig mest det sociale, der tiltrak mig i starten; i klubben, hvor jeg gik, havde vi et fantastisk sammenhold.

Jeg fulgte egentlig bare ’med’ i lang tid, men på et tidspunkt havde vi et klubmesterskab med de andre lokale klubber. Der vandt jeg over en modstander, der havde sort bælte, mens jeg selv havde det blå. Dér fandt jeg ud af, at jeg var dygtig. Ret hurtigt besluttede jeg mig for, at nu skulle det være taekwondo. Så gik jeg all-in på det.

Du havde en god karriere som sportsudøver – hvorfor sluttede den i første omgang?

Jeg kom ikke til OL i Athen i 2004, men tog i stedet med min kæreste til Spanien. Han var professionel håndboldspiller og havde fået ny kontrakt. Mens vi var der, blev jeg gravid, og det føltes som en naturlig afslutning på mit taekwondoeventyr. Jeg var 27 år og tænkte, at det måske også var på tide at færdiggøre min uddannelse.

Tiden gik, vi flyttede fra Spanien til Aalborg, jeg fødte og fik mit job som jurist ved Politiet. I virkeligheden gennemlevede jeg alle de almindelige gode faser af livet med uddannelse, kærlighed, børn og karriere, før jeg fik kræft.

Din historie har så mange spor – men gennemgående er et meget tydeligt før og efter amputationen. Vil du fortælle lidt om hele kræftforløbet?

Jeg kan huske, da jeg første gang registrerede, at noget var galt med min hånd. Min kæreste og jeg skulle giftes i 2007, og jeg trænede mine arme, så jeg ville se godt ud i min ærmeløse kjole. Jeg fik ondt i mit venstre håndled, og det gik ikke væk af sig selv, som den slags ellers normalt gør.

Jeg gik til lægen og fik en masse undersøgelser. De opdagede en cyste i en håndrodsknogle, som de sagde, de ville operere væk. I første omgang troede de, den var godartet, og dermed ikke-akut, og derfor ventede jeg længe på operationen.

Først i august 2009 fik jeg cysten ud. Lægerne uddybede, at cysten var ondartet, men at den nu var fjernet – og at de i øvrigt ikke mente, at kræftformen var aggressiv. Der skulle selvfølgelig holdes øje alligevel, og jeg kom ind i kræftpakken med regelmæssig kontrol.

Men symptomerne forsvandt ikke, tværtimod. Nu begyndte min hånd også at sove så meget, at jeg ofte blev vækket af det om natten. Lægerne sagde, det var noget helt urelateret til kræften, som hedder 'karpaltunnelsyndrom'. Jeg syntes, det var mistænksomt, at begge sygdomme havde ramt min venstre hånd med så kort mellemrum.

Det viste sig også et år senere, at jeg ikke havde karpaltunnelsyndrom, men til gengæld mere kræft, som havde spredt sig til fire knogler. Jeg fik en ny operation, men halvandet år senere viste prøverne, at kræften for tredje gang var kommet tilbage og havde spredt sig i alt knoglevævet i hånden. Da lod lægerne mig vide, at der ikke var andet at gøre end at amputere hånden og halvdele af min underarm.

En smerte i hånden endte fem år senere med en amputation. Hvordan havde du det med det?

Det var jo for sindssygt, at det skulle føre til dét. Det var så uvirkeligt, det hele. Jeg kan huske, det var helt surrealistisk at lægge mig i hospitalssengen for at vågne igen med en stor forbinding, hvor min venstre hånd plejede at være.

I starten fyldte det meget for mig, at jeg nu ville være ’hende med én hånd'. I virkeligheden vil man jo bare gerne blende ind i mængden – eller i hvert fald selv vælge, hvornår man vil skille sig ud.

Hvad var særligt svært ved at mangle en hånd?

I starten var jeg ked af, at jeg ikke kunne flette pigernes hår. Jeg havde altid lavet franske fletninger på dem og deres veninder, når de var på besøg, og nu kunne jeg ikke engang sætte en elastik i håret på dem. Jeg husker generelt, at jeg tænkte meget over, at familien ikke skulle belemres med, at jeg nu havde været så dum at gå hen og få kræft. Mine døtre havde ikke valgt at få en mor med en hånd, og min mand havde heller ikke valgt en kone med en hånd.

Men vi fandt hurtigt ud af, at det var småting i det store billede. Når jeg ikke kunne flette hår, kunne jeg i stedet lægge neglelak. Vi var gode til at rykke sammen i bussen som familie.

Er du vred over, at det endte sådan?

Jeg har altid prøvet at have en positiv indstilling til det. Ikke på en påtaget måde, men fordi det virkelig er sådan, jeg har det. Jeg har ikke lyst til at have ondt af mig selv. Sket er sket, og det kan ikke laves om. Hvad ville jeg få ud af at gå og være bitter?

Jeg vælger i stedet at bruge min energi på at være taknemmelig for alt det gode, der sidenhen er kommet min vej.

Hvornår besluttede du, at du ville gøre comeback i taekwondo?

Jeg blev virkelig opslugt af de Paralympiske Lege, som fandt sted i London i 2012; samme år som min amputation.

Jeg havde ingen at relatere til i min dagligdag, men til PL så jeg unge mennesker som mig konkurrere på højt plan. De var sporty og så godt ud. De grinte, når det gik godt, og de græd, når de tabte. Jeg vidste med det samme, at jeg skulle være med i det fællesskab.

Sammen med min gamle træner undersøgte jeg mulighederne for parataekwondo, og vi fandt frem til, at der var VM i Schweiz i juni 2013.

Så begyndte jeg at tage til træning igen og meldte mig til det ordinære DM i 2012 for at få pudset formen af. Syv måneder efter amputationen stod jeg til DM over for modstandere med alle lemmer i behold – og jeg vandt. Det gav mig for alvor blod på tanden.

Det beviste, at jeg stadig godt kunne, men jeg havde egentlig ikke behov for at bevise noget. I starten var det mest af egoistiske grunde. Det var godt at tage kontrol over min egen krop og føle mig stærk og sund igen. Jeg har altid taget de gaver, der er blevet sendt min vej, og det har er en af dem. Jeg vil have det sjovt – og den heldige bivirkning er, at jeg også er blevet et gladere menneske af at komme tilbage til sporten.

Til VM i 2013 vandt jeg min første store guldmedalje som paraatlet, og de næste par år kæmpede vi meget for at få taekwondo på programmet til de Paralympiske Lege.

Og det lykkedes i 2020, hvor du også vandt PL-guldet. Faktisk har du vundet rigtig meget. Hvordan får du det til at hænge sammen med en almindelig hverdag?

Når man har børn og er i et ægteskab, skal der selvfølgelig forhandles om tidsforbrug på taekwondotræning. Når jeg var hjemme, havde pigerne næsten altid legekammerater ovre, og jeg var med i foreninger, bestyrelser og alt det der; ikke mindst, fordi jeg så ’havde noget i banken’. Når der kom en dag, hvor jeg ikke kunne hente, kunne jeg spørge nogle af venindernes forældre om en legeaftale den dag.

Det var et puslespil, men jeg synes, jeg er god til at prioritere det, der er her og nu. Og så har jeg også skippet et EM eller to for at få det hele til at hænge sammen.

Hvordan hjælper dit samarbejde med Toyota dig med at få dit liv til at gå op?

Det hjælper mig helt vildt. Først og fremmest betyder det meget for mig at blive anerkendt som eliteatlet, og dertil kommer selvfølgelig, at jeg bliver sponsoreret med en bil, som både er gigasejt og en kæmpestor hjælp for os som familie.

Den bil, jeg havde før, var en lille, billig bil, som sikkerhedsmæssigt heller ikke var den bedste – slet ikke i forhold til de mange kilometer, jeg kørte i den. Dét der med at køre i en helt ny, lækker Toyota RAV4 Plug-In hybridbil med mit navn på siden; det havde jeg aldrig troet, jeg skulle.

Faktisk vil jeg sige, at Toyota har været afgørende for, at jeg har kunne forblive i parasporten så længe. Så kan det godt være, jeg har været meget væk, men til gengæld kan jeg nu invitere hele min familie med til Paris. I julegave gav Toyota mig et gavekort til AirBnB, der kan huse dem alle sammen. Så nu skal de alle se mig til de Paralympiske Lege – mit sidste, før jeg indstiller karrieren.

Hvad har det givet dig at være en del af Team Toyota?

Da jeg kom med på Team Toyota i 2018, var det første gang, jeg følte mig som en ægte eliteatlet. Nu var jeg pludselig i selskab med nogle virkelig store stjerner inden for både OL- og PL-discipliner.

Det er sådan et fællesskab, som bare er fantastiskat være en del af. Vi hygger os sammen, og så er det spændende at høre om, hvordan andre atleter får tilværelsen til at fungere. Jeg har fået nogle gode venskaber med særligt Emilie Beckmann, som er svømmer, Peter [Rosenmeier, bordtennisspiller, red.] og Daniel [Wagner, eliteatlet i atletik, red.]. Med de to sidstnævnte har jeg været til PL, og vi bruger hinanden til sparring og som genstand for en masse venskabelige drillerier.

Hvad er din største drøm med taekwondo?

Der er sket meget siden sidste PL. Jeg er blevet skilt, og så mistede jeg min far til kræft i december. Dér har taekwondo været et fast standpunkt, jeg har støttet mig op ad og brugt til at komme af med frustrationer og sorg. Men nu stopper jeg min professionelle karriere.

Derfor er mit mål er ret klart og har været det de sidste tre år: At vinde i Paris. Hele familien og mange af mine venner kommer og ser mig – jeg tror, vi er tæt på 60 i alt – så jeg skal arbejde mentalt på ikke at blive rørt over hele situationen.

Du indstiller din sportskarriere, men hvad er målet som jurist, som mor, som alt det andet du er?

Jeg har været på orlov fra mit arbejde, og der skal jeg starte igen d. 1. oktober. Derudover kunne jeg godt forestille mig at gå ind i idrætspolitik og arbejde for bedre rettigheder for atleter, særligt i forhold til parasporten. Der er stadig masser af udfordringer, vi kan forbedre.