København lider af main character-syndrom: Sådan har min første måned i storbyen været

Knap har jeg stukket min gaffel i en pandekage på Friheden, før jeg får lidt lyst til at tage hjem igen. Jeg når heller ikke mange ølsips på den ellers inkluderende og hyggelige Det Rene Glas, før jeg pludselig længes en lille smule efter Murphys Pub i Herning. I København er alle smukke, stilede og de fleste en smule selvoptagede.

I går ringede min søde mor og var bange for, om jeg snart bliver skudt. Nu har jeg boet i byen i en måned, og selv er jeg mere bange for, om jeg mon udstråler den helt rigtige afslappede ligegyldighed, når jeg trækker min cykel ned ad Nørrebrogade. Bevares, jeg har også boet i Aarhus, men København når altså helt nye højder.

Når de mange main-characters slentrer gennem byen er det med ideen om, at livet er som en film, hvor de selv spiller hovedrollen. Det er ikke nødvendigvis negativt, men jeg går sjældent på gaden uden at blive lidt intimideret. Det kan være noget så simpelt, som en lidt for stor solbrille eller en hjemmerullet cigaret på et gadehjørne.

Og selvom hele main-character-energien måske i virkeligheden både er performativ og lidt gøglet, har jeg ingen ironisk distance, når musikken først spiller. Det mener jeg helt bogstaveligt.

Jeg har måttet tage rimelig drastiske metoder i brug, og har derfor kreeret hele playlister, som blot skal give mig lige præcis den samme selvsikkerhed i skridtene, som alle andre åbenbart har. Eller måske lader de bare som om? Det gør jeg i hvert fald tit.

Jeg lader også altid som om, at jeg ingen problemer har med at finde vej. Det er jo vigtigt også at se selvsikker ud på cykelstien. Med Google Maps får jeg GPS-navigation direkte ind i hørebøfferne. At ‘drej til højre og følg Fælledvej’ ofte afbryder musikken er blot et nødvendigt onde.

Det er ikke kun svært at navigere fra Nørrebro til Vesterbro hver dag, når jeg skal møde på arbejde. Tøjstilen snyder, og selvom mange ved første øjekast ser rimelig slidte ud, fornemmer jeg alligevel en form for kapital på kistebunden. Indtil videre har jeg lært, at Omnium-cyklen er et rimelig sikkert udgangspunkt at navigere ud fra.

Her er også absurd mange små uskrevne regler og obskure nye påfund, man kan følge med i. Og alle har en holdning til, hvor det nu er sejt at drikke en øl. Hvem skulle have troet, at en nedlagt automekaniker i Nordvest kunne blive til populært mødested? Jeg lærer stadig noget nyt hver dag.

Mange ting har da også chokeret mig i løbet af den seneste måned, men det kommer ikke som nogen overraskelse, at København er dyr by at bo i. Til gengæld er jeg virkelig positivt overrasket over prisen på et pitabrød med falafel.

Efter at have forsøgt at cosplaye københavner i en hel måned, overvejer jeg nu kraftigt, om jeg bare skal sætte mig ned på Strøget og give op. Men som en sand main-character må jeg bare begynde at være lidt mere ligeglad med, hvad alle andre tænker og bare omfavne mig selv . De fleste tænker måske i virkeligheden også mest på sig selv?