Rejser
22. august 2024

De stod ved en skillevej med deres tre-årige datter. Skulle de købe et hus - eller prøve noget helt andet?

Valget stod mellem at købe et hus eller flytte til Asien. Trine og Jonas valgte det sidste og har de seneste otte måneder boet og rejst rundt i Thailand. Næste stop er Bali, hvor familien vil skabe en hverdag og arbejde fra det næste år.
Af: Kristine Enevold Villadsen
1

Foto: Privat

Sidste år stod Trine og Jonas ved en skillevej.

Enten skulle de opsige deres lejlighed, som var blevet for lille til dem og deres treårige datter, og købe et hus. Eller så skulle de følge drømmen om at flytte til udlandet, opleve en anden kultur og få mere tid til hinanden.

En dag kiggede de på hinanden og blev enige om, at hvis de skulle følge drømmen om at rejse til udlandet, skulle det være nu.

- Vi har tænkt på det i nogle år, så det er ikke kommet ud af det blå, og nu føles som det rigtige tidspunkt at gøre det, siger Jonas, og Trine fortsætter:

- Vi havde en hverdag, hvor vi begge kom sent hjem, og hvor vi først så vores datter klokken 17 i ulvetimen, og så skulle vi putte hende igen kort tid efter. Så først og fremmest tænkte vi, at vi havde brug for mere tid sammen som familie.

2

Derfor sagde de begge deres jobs op, de opsagde deres lejlighed på Frederiksberg, de solgte deres bil og købte en flybillet til Thailand.

Siden november har de boet og rejst rundt i Thailand, og i dag er de hjemme på sommerferie i Danmark, inden de i slutningen af august rejser til Bali.

- Det var faktisk tilfældigt, at vi valgte Thailand til at starte med. Jeg tror, at når vi talte om at flytte til udlandet, sagde vi altid ”Vi kan også bare flytte til Thailand”, og så var det der, vi endte, siger Trine.

- Vi har virkelig fået mange oplevelser sammen som familie, som vi kan se tilbage på. Jeg tror aldrig, at vi kommer til at fortryde, at vi har gjort det, siger Jonas.

3

Trine og Jonas er enige om, at Thailand er et godt land at starte med at rejse til som familie. Man kan leve billigt, og det er nemt at rejse rundt.

I fremtiden vil de begge gerne arbejde mere fra udlandet, men indtil videre har de primært levet af deres opsparing.

- Det var svært at vurdere hjemmefra, hvad det kom til at koste. Men det har kostet cirka det samme per måned, som vi bruger på en måned derhjemme. Så hvis vi havde valgt et dyrere land, var det nok blevet lidt pebret, siger Jonas.

- Man det kommer også an på hvilke krav, man har. Vi har rejst en del rundt, lejet bil og prioriteret nogle bedre steder at bo. Når vi har et barn med, er der nogle flere krav, som skal opfyldes, end hvis vi bare var os to, siger Trine.

Parret har i løbet af deres otte måneder i Thailand boet en til to måneder ad gangen både i Nord- og Sydthailand.

- Jeg var meget overrasket over Nordthailand, hvor der er flot natur, bjergrigt, templer og søde mennesker. Da vi tog afsted, var jeg egentlig klar på at komme ned på en bountystrand, så det overraskede mig virkelig, siger Trine.

- Og så fandt vi ud af, at vi måske ikke er de største strandmennesker alligevel. Vi hader jo sand, tilføjer Jonas og griner.

Trine og Jonas

Trine, Jonas og deres treårig datter flyttede i november 2023 til Thailand.

Deres næste stop er Bali, hvor de vil få etableret en hverdag og arbejde online fra.

Deres rejse kan følges på Instagram: @jonasandtrine

Trine og Jonas’ datter på tre år har også taget godt imod alle de nye oplevelser i Thailand. Hun har fået en meget større og ”tropisk” referenceramme, og efter de er kommet hjem på sommerferie i Danmark, kan de for alvor mærke kontrasten.

- Da vi landede i Danmark, så hun en vindmølle og sagde ”Se en palme”. Vi sad også og læste en Rasmus Klump bog forleden, hvor Rasmus Klump taber nogle æbleskiver, og hun siger ”Han taber kokosnødderne”, fortæller Trine.

- Vi har oplevet ekstremt mange ting sammen som familie, vi kan snakke om. Hun taler om dyr, planter og templer, og hun har oplevet mange ting, som hun ikke havde fået med hjemme i Danmark, tilføjer Jonas.

Inden familien tog afsted, tænkte de dog meget over, om de var tarvelige forældre ved at tage deres barn ud af børnehaven og fjerne hende fra sine venner.

- Men vi synes det var et gyldent øjeblik nu, hvor hun ikke er begyndt i skole endnu og ikke er helt gammelt nok til at have et netværk, siger Jonas.

- Jeg synes også, at det er en stor fordel, at vi har fået lov til at opleve lidt mere af hendes barndom. Vi kan bedre følge med i hendes udvikling, tilføjer Trine.

4

Inden Trine og Jonas rejste til Thailand, havde de begge tænkt, at de også skulle arbejde, samtidig med at de skulle passe deres datter og rejse rundt.

Trine er freelancer indenfor kommunikation, og Jonas har før i tiden været IT-konsulent, men er begyndt at daytrade på deres rejse.

- Vi havde nok en lidt naiv ide om, hvordan det skulle være. Det er svært at få hverdagen til at hænge sammen, når man gerne vil det hele på en gang. Så her det første stykke tid har vi i virkeligheden været mere på ferie end arbejde, fortæller Jonas.

- Det har også været en overraskelse for os, hvor meget tid vi bruger på at løse logistiske problemer som at finde den næste bolig og få forlænget vores visum. Man bruger mange timer på at planlægge, når man hele tiden rejser rundt, siger Trine.

Derfor har de også besluttet sig for, at når de rejser til Bali til august, er målet at få en mere struktureret hverdag op at køre.

5

- Vi må bare skrue lidt på vores forventninger til det hele. Vi har løbende lært, hvad vi har brug for, og nogle ting bliver lettere nu, fordi vi ved, hvad vi skal gå efter, siger Jonas.

- Vores ambition med Bali er også, at vi skal bo ét sted fremfor 20 steder. Vi skal måske også finde noget pasning til vores datter et par gange om ugen, så hun får kontakt med andre børn, og vi får mulighed for at arbejde, siger Trine.

På Bali skal Trine og Jonas også mødes med et vennepar, som også har valgt at flytte til udlandet. Fremadrettet tror de, at de bliver en stor hjælp for hinanden.

- Det er dejligt at have nogle at spare med og planlægge med. De har også et barn, og så kan vi aflaste hinanden lidt, så man kan tage ud som et par eller som venner, siger Jonas.

6

Når familie og venner hjemme i Danmark spørger, hvornår Trine og Jonas vender hjem igen, er svaret, at der ikke er nogen plan. De regner dog med at kunne lide Bali og blive der til næste sommer.

- Hvis vi kan lide, hvor vi er, så bliver vi, og hvis vi vil hjem på besøg, så tager vi hjem. Vi vil ikke være fanget et eller andet sted af princip, fordi vi har sagt, at vi vil være der i et halvt eller helt år, siger Trine.

I starten vidste parret ikke, om de ville rejse i et, to eller tre år, men efter otte måneder i Thailand er de sikre på, at de nok kommer til at være væk fra Danmark i mere end to år.

- Det gode ved at være væk i lang tid er, at man virkelig får et indtryk af, hvordan landet, kulturen og menneskene er, uden at man skal stresse rundt og se det hele på to uger, siger Jonas.

Efter Bali har parret også snakket om, at de gerne vil bo i Sydeuropa.

- Det værste, der kan ske for os, er, at vi enten ikke kan lide det mere, eller at vi løber tør for penge, men så tager vi bare hjem igen. Vi har en tro på, at det hele nok skal løse sig, og vi skal nok finde et arbejde igen i Danmark, siger Jonas, og Trine tilføjer:

- Vi har oplevet, at folk synes, at vores rejse er meget beundringsværdig, og det er måske let for os at sige, men det har ikke været så svært igen. Det sværeste var at tage beslutningen om at flytte.

- Ja, når man har taget beslutningen, så er det bare at sætte en dato, booke nogle flybilletter, og så skal det hele nok komme af sig selv undervejs, afslutter Jonas.

Læs mere om:

Læs også