Agenda
20. august 2024

Han er søn af den norske kronprinsesse og sigtet for partnervold. Nu hagler kritikken ned over dem

Chefredaktør og kongehusekspert raser mod det norske kongehus.
Af: Anna Storesund, Didrik Søreide Kjær, dagbladet.no. Oversat af redaktionen
marius og kronprinsessen

Foto: Lise Aserud/AFP/Ritzau Scanpix

– Det er en katastrofe for den norske kongefamilie og monarkiet i Norge.

Sådan siger den svenske kongehusekspert og chefredaktør for Svensk Damtidning, Johan T. Lindwall, som igen skyder mod den 51-årige norske kronprinsesse Mette Marit og hendes søn, 27-årige Marius Borg Høiby.

Kritikken kommer i et interview, som Lindwall har givet til programmet "Efter Fem", skriver Svensk Damtidning.

For lidt over en uge siden pågreb politiet Marius Borg Høiby og sigtede ham for vold mod en kvinde i 20'erne samt hærværk på hendes lejlighed på Frogner i Oslo.

Onsdag brød den 27-årige tavsheden for første gang efter anholdelsen og indrømmede at have været voldelig mod sin kæreste under påvirkning af alkohol og kokain.

De er virkelig i problemer

Reaktionen har ikke ladet vente på sig, og Lindwall er yderst kritisk.

– Det er sønnen til Norges kronprinsesse. Sønnen til den kommende dronning af Norge, som sætter sig selv i en sådan situation og opfører sig på denne afskyelige måde. Det er forfærdeligt, hvad han har gjort, siger Lindwall.

Lindwall stiller også spørgsmål ved Høibys udtalelse, hvor han forklarer, at han længe har kæmpet med misbrugsproblemer og psykiske lidelser.

– Mit spørgsmål er: Hvordan har dette har fået lov til at fortsætte? Hvor meget har kongefamilien vidst gennem årene? Hvor meget har Mette-Marit vidst? Er han blevet reddet før? Er ting blevet holdt skjult? Og hvis det kommer frem, så er de virkelig i problemer, siger Lindwall.

Dagbladet har forelagt kritikken for det norske kongehus. De ønsker ikke at kommentere sagen.

Kritiserer samtalen

Tirsdag kom det også frem, at Høibys mor, kronprinsesse Mette-Marit, har haft en samtale med den forurettede i sagen.

– Jeg synes, de har håndteret det utroligt dårligt. Bare det, at Mette-Marit har så dårlig dømmekraft, at hun opsøger et af ofrene og har en uofficiel samtale. Undskyld, men det er hul i hovedet. Det gør man ikke, siger Lindwall.

Dagbladets politiske redaktør, Lars Helle, skrev i sin kommentar tidligere på ugen, at Mette-Marits telefonkontakt kan skade det norske kongehus, hvis sagen ender i retten.

"Den forurettede vil blive bedt om at forklare sig om samtalen med Mette-Marit. En samtale, der kan ende med at koste mere end det, der står på telefonregningen. Hvis vi når dertil, at kronprinsessen må påberåbe sig sin immunitet, vil det være slemt. Og skadeligt," skrev han i Dagbladet.

Hvad der blev sagt i samtalen mellem kronprinsessen og kvinden, er indtil videre ikke offentligt kendt.

– Det har ikke været noget stort tema i vores samtaler. Min klient har ikke beskrevet eller været belastet af den kontakt. Om det har været heldigt eller ej, vil jeg ikke udtale mig om. Det ligger ikke inden for mit arbejde, svarede kvindens bistandsadvokat, Mette Yvonne Larsen, da hun onsdag aften deltog i NRKs Dagsrevyen.

Denne artikel blev første gang bragt af dagbladet.no, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Læs mere om:

Læs også