Blake Lively får kritik. Nu råber hendes kollega op
Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
At Blake Lively skulle ende i en shitstorm, var ikke just på listen over ting, der var forventelige i 2024.
Ikke desto mindre har det ikke udelukkende været en vellykket presseturné for den 36-årige "Gossip Girl"-stjerne, der har haft lynende travlt med at gøre reklame for sin nye film "It Ends With Us".
Lively er blandt andet blevet heftigt kritiseret for ikke at tage journalisternes spørgsmål alvorligt, når der er blevet spurgt ind til det, som filmen handler om.
"It Ends With Us" fortæller nemlig historien om en kvinde, der lever i et voldeligt forhold.
Alligevel har Blake Lively ment, at det var passende at undgå at svare på spørgsmål vedrørende netop dette emne, ligesom hun i samme omgang synes, det virkede som en god idé at lancere og gøre massiv reklame for sin nye hårproduktslinje.
Det har nu fået skuespiller Brandon Sklenar, der spiller overfor Lively i filmen, til at sige stop.
Tirsdag har den 34-årige stjerne delt et langt skriv på sin Instagram-profil, hvor han beder fans om at stoppe med at hade løs på Lady Deadpool.
- At dæmonisere de kvinder, der har lagt så meget af deres hjerte og sjæl i at lave denne film, fordi de tror så stærkt på dens budskab, virker kontraproduktivt og fjerner fokus fra, hvad denne film handler om. Det er faktisk det stik modsatte af pointen, skriver han blandt andet.
- Tro mig, når jeg siger, at der ikke er én person involveret i at lave denne film, der ikke var bevidst om det ansvar, vi havde med at lave den. Et ansvar over for alle de kvinder, der har oplevet generationsbetinget traume – vold i hjemmet – eller kæmper med at se sig selv i spejlet og elske den person, de ser.
- Alt, jeg beder om, er, at før du spreder had på internettet, så spørg dig selv, hvem det hjælper. Spørg dig selv, om dine meninger er baseret på nogen fakta. Eller om du simpelthen bare ønsker at være en del af noget. Lad os være en del af noget bedre sammen.
"It Ends With Us" er baseret på Colleen Hoover-romanen af samme navn og var sidste år et stort bogfænomen på TikTok.
"It Ends With Us" har premiere i de danske biografer den 5. september.
Se traileren til "It Ends With Us" her:
Denne artikel blev første gang bragt af Se og Hør, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.