Foto: Iben Gad
Dette er en kommentar. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Jeg vil gerne finde en kæreste, men ønsker han at finde mig, når jeg kommer med en livsbagage, som man i hvert ville skulle betale en betydelig overpris for i lufthavnen?
Jeg oplever, at det er svært at forstå for mange, hvad det egentlig vil sige at leve - og date - med en kronisk sygdom, og det vil jeg gerne være med til at lave om på.
Derfor vil jeg fortælle lidt fra mit eget liv.
Jeg har nemlig oprettet en profil på en datingside. Og jeg har gjort noget ret vildt: Jeg skrev den skinbarlige sandhed.
Sandheden er nemlig, at jeg er kronisk syg. Jeg har flere autoimmune sygdomme, som er kendetegnet ved, at kroppen fejlagtigt går til angreb på sig selv. Jeg har gode og dårlige dage. Og den bagage følger med mig overalt og er en del af mig. Sådan er det.
Jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste som syntes, det er lidt svært at møde en fremmed, som måske ikke ved noget som helst om, hvordan det egentligt er for os med kronisk sygdom, og hvordan vores dagligdag er.
Derfor spurgte jeg andre kroniske syge, hvilke tanker de gjorde sig om dating. Det vidste sig, at de bekymrede sig om de samme ting, som jeg gjorde.
Jeg har især problemer med manglende energi. Til tider er der kun lige knap nok energi til de mest basale gøremål, og på de dage kan jeg let blive helt overrumplet af, at skulle fokusere på andet end min egen dagligdag.
Efter jeg blev kronisk syg og hver eneste dag skal forvalte mit energioverskud, så jeg får mest muligt ud af dagen, er jeg blevet benhård i min prioritering af, hvad jeg skal bruge min sparsomme energi på.
Jeg har ad flere omgange fladet relationer ud, alene fordi jeg simpelthen ikke orkede at modtage et hav af beskeder dagligt, og jeg fik hvad man nærmest ville kunne kalde en form for beskedstress.
Det blev for voldsomt og gik over i irritation, i stedet for at det var hyggeligt, samtidig som jeg føler en form for svarpres, at jeg bør svare retur når beskeden viser læst.
Jeg oplever, at jo mere jeg snakker med en date, som jeg faktisk rigtigt gerne vil, jo mere begynder jeg at blive træt i hovedet og få såkaldt hjernetåge. Jeg snakker usammenhængende og starter på beretninger i øst og vest, men ingen afsluttes.
På en humoristisk måde kan man sige, at der er ingen forskel på Askepot og mig. Ved midnat udløber tryllestavens effekt på Askepot og hun forvandles tilbage. På samme måde udløber tiden for mig.
På de få dates jeg har været på, har jeg måtte afslutte brat af denne årsag. Præcis som Askepot, som også må afbryde pludseligt. Men jeg efterlader næppe en prinsessesko, men mere et forvirret indtryk af 'hvad pokker skete der lige der'?
Jeg oplever til tider, at der er en forudindtaget uvidenhed omkring det at være førtidspensionist.
At folk tror, at man har al tid i verden. Sådan er det under ingen omstændigheder og jeg oplever, at jeg er nødt til at forklare mig for min træthed, mit fravær og langsomme svartid, på en måde jeg ikke var pålagt, da jeg havde en topkarriere og var på forretningsrejser.
Jeg syntes, at det er trist og forfærdeligt, at flere er tilbageholdende med at melde sig på datingmarkedet, alene fordi man har svært ved at overskue det og at man er nervøs for, om man nu også er god nok, når der er en kronisk sygdom som følgesvend.
Det er ud over alle grænser en ekstra straf, oveni kampen med at være blevet ramt af livsændrende sygdom, som i sig selv kan være særdeles livskvalitetsnedsættende. Det påvirker ens selvtillid i almindelighed og ens selvværd i særdeleshed.
Alle fortjener kærlighed, uanset ens livsbagage eller evige følgesvend. Det kræver ikke nødvendigvis de helt store tilpasninger, hvis man blot kan slippe de normale rammer for dating, omhandlende middag, livsgennemgang og alt for mange spørgsmål på en gang. Men tage den helt og aldeles stille og roligt.
Læs mere om:
